onsdag den 11. august 2010

Mio, 4 måneder i dag

I dag, på sin 4 måneders 'fødselsdag' har Mio været på vægten, han vejer13 kilo. Så selv om vi synes, at han ikke spiser så meget af sin mad, og levner en hel del - ja så tager han da på.
Vi har nu i et godt stykke tid fodret dem samtidig, om aftenen, i samme rum. Ved de 2 andre måltider giver vi kun nogle gange Trille mad også. De vil gerne spise hinandens mad, men vi står vagt og holder øje med, at de holder sig fra hinandens mad og det, er de lige så stille ved at lære at acceptere. Vi har været vant til altid at fjerne Trilles skål, når hun forlader den - men Mio får lige et kvarters tid til at gå rundt og frem og tilbage til sin skål, som han åbenbart altid har gjort. Vi er også begyndt at give Trille mad på samme måde som Mio, dvs. vi bløder maden lidt op, og tilsætter A38, Animin og fiskeolie - så 'ligner' deres mad hinanden - og Trille bliver så sund, så sund ;)
Vi går nok snart over til at fodre 2 gange dagligt - skolen er begyndt, og så vil der alligevel ikke være nogen hjemme til 'frokost tid' - vi kan så give aftensmåltidet sen eftermiddag, og Trille kan så fast få morgenmad og aftensmad, samtidig med ham. Desuden får de jo også masser af guf i mellem måltiderne...

Det hele går bare fint, fint fremad. Mio er bare en skøn hund, vi nyder ham virkelig! Og Trille er også mere medgørlig. I dag har de leget sammen 4 gange (det er ind til videre rekorden), og på aftenturen var Mio kåd og fik næsten Trille med på at spæne lidt rundt, så det er virkeligt et fremskridt!! Han var til aften lidt mere modig en vanligt - og løb ret langt i forvejen på turen. Men både Trille og Mio holder godt øje med os ;-)

Vi har også lagt mærke til i dag, at han har fået 'midterskilning' - det er ligesom om pelsen har delt sig ned langs ryggen, lige som hos Zindy - vi håber meget, han arver hendes smukke pels - i det hele taget synes vi, han ligner hende meget af udseende - og egentlig også af temperament, vil jeg tro.

Jeg var meget i tvivl, om jeg skulle tilmelde ham udstillingen i Fuglebjerg, og netop som fristen var udløbet, fik jeg mail om Deacon i Næstved - Mio's bror - og han er tilmeldt. Jeg blev helt misundelig... Men jeg aner intet om alt det udstillingshalløj, jeg synes, det lyder som et stort arbejde. Tilgengæld vil jeg nok tage derhen og se udstillingen, så kan jeg jo danne mig et billede af, hvor omfattende det er - og hvordan stemningen er.

I morgen skal jeg med Mio 'i skole' for første gang. Det glæder jeg mig meget til. Han får masser af lækre godbidder med og skal 'sultes' inden træningen... Jeg regner med at parkere ovre ved den lille hundeskov Kratbjerg, og lufte ham der og lige få det værste krudt af ham, inden træningen. Og så er jeg spændt på om han flipper helt ud over de andre hunde, og om han kan huske noget af det han har lært, når der er andre spændende hunde og mennesker til stede. Der bliver nok noget at rapportere i morgen...

Ingen kommentarer: