tirsdag den 27. juli 2010

Det var de blomster...

Hverdagen nærmer sig med hastige skridt. Børnene har stadig ferie og ser efter hundene, mens Søren og jeg tager på arbejde. Heldigvis er der ikke meget at lave og vi kan tage sent af sted og tidligt hjem. Om morgenen får Mio en kortere luftetur, enten alene eller sammen med Trille. Vil dog prøve at udelade den i morgen, da jeg synes han er lidt lang tid om at falde til ro efter turen. Så kan vi se om det gør nogen forskel. Jeg tror Trille synes det er fint nok at blive fri for ham de 15-20 minutter han er væk.

Det er også som om at Trille langsomt tør mere og mere op. Og idag er havde de 2 gang i en god leg, som dog endte brat, da blomsterbedet var ved at blive fuldstændig raseret. Begge hunde var heldigvis enige i at stoppe, dér.


Efter sådan en omgang er begge hunde færdige som popsangere...

lørdag den 24. juli 2010

HURRA - de leger!

Dagene med Mio og Trille bliver langsomt bedre og bedre. I går eftermiddags skete miraklet: Trille var med på en leg med Mio. De sidste dage har vi ellers fuldstændig undgået leg med både Mio og Trille, fordi det lagde op til konflkt. De har tilgengæld gerne måtte lege for sig selv. Og i går lå de i vores lille bitte have med hver deres stykke legetøj - jeg kastede diskret Trilles tov til hende, mens Mio gnavede videre i sin pind og fulgte stille med på afstand.
På et tidspunkt rejser han sig for at se om han må være med - og tænk, Trille var med på den. Ikke overbejstret men hun var ligesom mere selvsikker og så løb de ellers afsted Trille efter Mio i bedste jagt-lege stil. Det gik vildt for sig og selvom Trille var meget knurrende, var det ikke hendes sædvanlige sure/halvagressive stil.

Sikke en lettelse at de endelig fik hul på bylden. Da de var færdige, gik Mio også i brædderne og vi andre åndede lettede og glade op - så der er håb forude :-)

Der har så været et par gange mere hvor Mio gerne ville lege - men Trille er den der bestemmer - det bliver når hun vil. Det skal han hurtigt nok få lært, er jeg sikker på. I de situationer tager vi ham væk fra hende og viser ham udvalget af legetøj - eller træner lidt med dem begge. Tobias har lært Mio et nyt trick, hvor han tager begge poter op og 'griber' hans hånd.
Må snart finde på nye ting at lære ham, for det begynder at blive kedeligt for både os og ham med de evindelige 3: sit, dæk og pote. Jeg er nu begyndt på stå også - og vi finder nok på mere hen ad vejen. Mest for at få hjernen på arbejde.

Om morgenen får Mio også et par håndfulde foder smidt ud i haven - søge kommandoen har jeg ikke rigtig haft held med at lære ham, men når han ser de bliver kastet ud løber han bare ud og gufler i sig. Trile får lov at søge i den anden ende af huset  -  det har længe været en del af morgenrutinen, når der har være lidt meget krudt i hende, på det tidspunkt.

Her lørdag formiddag var der så gang i legen igen, denne gang en del vildere end sidst - jeg er ikke så bekymret for Mio - han har jo tumlet med de store samojeder  - det er mere Trille og hendes status jeg bekymrer mig om. Da det blev for vildt forsøgte jeg at sige slut - ja, det var de ikke så lydhøre overfor. Men jeg fik kaldt dem ind i stuen (godt Trille er så lydig - Mio følger bare hende) og der fik de en lækker godbid - tørrede kyllingefileter - det er begge vilde med.
Bagefter drønede de ud i haven som to kanonkugler for at gufle i sig -  og man kunne mærke spændingen omkring hvem der blev hurtigst færdig (Mio) og så om der skulle være lidt tilbage af Trilles snack til en vaks hund. Det var der ikke....

Og så var det tid til et hvil - Mio ville gerne æde mine hortensia'er til dessert, så han blev total-overvåget til han faldt i søvn.

PS - igår klippede vi hæk - også det tager han med knusende ro - han har altså et virkelig godt gemyt, også hvad larmende maskiner angår.

fredag den 23. juli 2010

En go' dag

I går var en god dag. Vi er så småt begyndt på arbejde igen efter ferien. Og i går var min første arbejdsdag. Jeg må sige, jeg har lidt nerver på mht. hvordan det hele kommer til at gå efter skoleferien - og hvordan vi får klaret alene hjemme-træningen.

Men i går var Søren hjemme og hundesitte. Og han fortalte at Mio peb over at jeg gik. Men så fik han en morgen tur og der var ro på igen. I det hele taget gik det nogenlunde roligt ind til jeg trådte over dørtærsklen igen kvart over tre. Der havde været lidt murren i krogene omkring spisetiden, hvor han i øvrigt ikke gad spise. Det er stadig lidt frem og tilbage med spisningen - for begge hunde - men de ser ikke ud til at lide nød :-)

Da jeg kom hjem synes der var lidt rastløshed - og måske optakt til konflikter. Så jeg proppede de 2 kræ i bilen - Mio foran og Trille på sin sædvanlige plads i bagsmækken. Og så kørte vi afsted til den lille hundeskov, Kratbjerg. Turen gik fint - også selvom jeg var alene med dem i bilen. Mio fik saftige kyllingestykker - hans favorit guf. Og ingen opkastninger!

Da vi først var i skoven var alt godt. Trille skyder afsted som skudt ud af en kanon og Mio efter hende. Det ser ud til at han i hærdigt prøver at hyrde hende, afskære hende vejen - trykker sig op ad siden på hende. Mens hun tilgengæld, gør hvad hun kan for at lave afstikkere i alle mulige retninger som hun plejer - og nogle gange havde hun også held med at ryste ham af sig. Et enkelt pift, når hun (og Mio) er for langt væk -  og når først hun kommer styrtende tilbage, ja så kommer han også i flyvende fart.

Vi mødte et par søde små hunde, en ældre westie-han og lille krøllede Sofus, en Bichon Frisée. Og efter lidt snusen fandt Mio og Sofus ud af at de skulle lege. Og afsted gik det frem og tilbage over stepperne - rigtigt sjovt at se. Heldigvis var Sofus hurtigst, og Mio må have været lidt træt, for da jeg kaldte kom han faktisk!

Sofus havde ellers den rolle som Trille plejer at have, men hun var totalt uinteresseret. Og jeg tror det er rigtig godt at Mio kommer ud og møder andre hunde i et bedre humør, som han kan snakke med og lege med.

Begge hunde fulgte i øvrigt artigt med da vi sagde farvel til de 2 lavbenede venner. En dejlig skovtur og turen hjem i bilen gik fint, fint. Og gæt hvem der var tørstig og træt da vi kom hjem?

Efter en god lur, var der dog stadig liv i Mio nogle timer - bla. ville han lege med Trille som havde taget mod til sig og legede lidt med sit gamle tov. Og for en gang skyld blev han ikke jaget rundt af hende  - hun nøjedes med at knurre højlydt med rebet mellem tænderne - mens han hoppede rundt omkring. Det lignede et lille fremskridt. Trille virker mere sikker og ikke nær så bange for, hvad han kan finde på hvis han kommer for tæt på.

Resten af hans vågne tid gik med at lege med en ny flaske, og daske lidt frem og tilbage. Ved 10 tiden synes vi tiden var inde til en klat A38 og så god nat.

Alt i alt en god dag - uden storkonflikter. Lidt bjæffen har der været ind imellem, og vi prøver af alt magt at tage det helt roligt, så han får så lidt ud af det som muligt. Nemt er det ikke. Men trods alt er han god til at lægge sig og slappe af og det får han så rigtig meget ros for. Han er jo bestemt lærenem, så vi må lige give det lidt tid.

Da han var på vej til at køre op i går, fik han lige en tur med børsten. Det går også rigtig fint - så længe der er saftige godbidder foran snuden så kører det bare. Og jeg, som fører børsten, synes det er så hyggeligt at gøre ham fin og flot. Og så er han en smule mere rolig efterfølgende, og er mindre efter Trille.

Så det er jo som at have småbørn, sådan nogle på 1½-2 år - man skal have et øje på hver finger - sørge for at trætte dem - så man kan hvile ud mens de sover lur - og være frisk til næste ombæring. Fordelen ved hvalpe er at de vokser noget hurtigere op en ungerne (forhåbentligt da...)

tirsdag den 20. juli 2010

Hverdags- og alene hjemme træning

Nu er vi ved at finde ud af hundenes rytme. Dagen starter som regel ved 7 tiden med en sulten Mio, og masser af knald på. Derfor er en lille gåtur smart efter morgenmaden - enten med dem begge eller bare Mio. Så er han færdig som popsanger, når han kommer hjem igen. I går var han dog meget utilfreds med at skulle sove indendørs, men det gik til sidst. Han sover næsten til ved 11-12 tiden - måske en lille vågen stille pause og så en ekstra lur.

Så mens han sover om formiddagen har jeg trænet alene-hjemme-træning det går fint jeg står på lur bag døren og kan høre at han er oppe og drikke lidt vand og flytter soveplads ind i mellem. Han har både været alene og sammen med Trille. I morges var vi oppe kl. 6. så jeg tog en ekstra lur mellem kl. 9 og 10, næsten en time og der var han alene med Trille i stuen mens jeg sov ovenpå. Så det går som det skal med alene hjemme træning.

Vi synes også det går en lille smule bedre mellem ham og Trille. Men det er ikke enorme fremskridt. Vi er nok blevet noget bedre til at håndtere og forebygge 'kriserne'. Dem er der ca 3 - 4 af hver dag af forskellig varighed. De 2 kan ikke lege sammen så når Mio leger, tager vi Trille væk og omvendt. En lille tur for en af hundene er også god når Mio er kåd og frisk.

Vi er lidt kede af at han bjæffer en del når han vil 'have sin vilje' - og prøver det bedste vi har lært for at afværge/forebygge de situationer - og ignorere. Gode råd modtages gerne.

Han er ellers af roligt gemyt og falder egentlig nemt til ro, så vi giver ham masser af ros, når han slapper af.

Der er endnu ikke blevet gravet enorme huller, selv om Mio prøver ihærdigt....

Soigneringen går også fint nok - jeg har haft ham oppe på bordet 3 gange nu - og han tager det pænt!

Træningen af sit, dæk og pote vedligeholder vi 2-3 gange om dagen

Her til aften efter en ellers rolig dag - hvor vi har forebygget dagens kriser er vi dog virkelig blevet sat på prøve - Mio bliver ved med at ville lege med Trille og hun kan bare ikke lide det - vi gætter på hun bliver bange. Men hun får ikke lov at jage ham - og vi prøver at få ham gearet ned på bedste beskub.

Vi arbejder videre og håber det bliver bedre.

søndag den 18. juli 2010

En fredelig dag?

Der er ikke det store at melde - lørdag gik som de andre dage - omkring tre 'skænderier' mellem Trille og Mio. Det er mest når især Mio er kåd efter sin lur, at han provokerer hende (vil lege med hende, bjæffer - eller kommer lidt for tæt på for Trilles smag), der var måske en enkelt episode, hvor det ikke rigtig blev til mere. Men i går aftes spidsede det til og der blev jaget rundt i stuen og bjæffet lidt for meget. Ved sengetid var der ro igen.

Det føles dog ret frustrende at Trille er så meget efter Mio - han lader sig dog overhovedet ikke gå på, og det er måske meget godt. I det hele taget er han en super 'lille' hund.

Pelsen samler en del skidt op, det er vi jo ikke vant til. Med et stykke dejlig saftigt kylling lige foran snuden, blev han blidt friseret over flankerne og lårbasserne. Det gik rigtig godt. Vil prøve igen idag.

Appetitten er tilbage, begge hunde spiser nu deres mad. Vi er begyndt at fodre dem i samme rum igen - måske har det sin virkning. Dog kastede Mio op i aftes så...Han spiser i øvrigt alt, hvad han finder - er særligt glad for planterne i haven - så man skal virkelig være over ham. Han har íkke haft held med sine forsøg på at grave - og heller ingen uheld. Han var en tur med Trille på boldbanen igen og gik løs der. Han vil dog gerne gå med fremmede som går forbi, og da han ikke lystrer 'kom' eller sit navn spor sikkert er det lidt upraktisk....I dag har vi valgt at fokusere lidt mere på 'kom'.

Håber meget vi kommer igennem hele dagen uden en sur Trille som jagter Mio - og ind til videre har det været en fredelig dag.

lørdag den 17. juli 2010

Ud at køre...

Nu begynder dagene at ligne hinanden. I dag kunne vi sove helt til kl. 8 uden nogen afbrydelser. Hundene er aktive fra morgenstunden, hvor første 'skænderi' kommer - og de lige må være lidt hver for sig, til gemytterne er faldet lidt ned. Det er stadig det samme Mio vil i kontakt og gerne lege og Trille vil have fred, og sætte ham på plads. Mio spiste kun meget lidt af sin morgenmad. Stadig ingen uheld :-)

Mens Trille var ude på sin morgentur med Søren, lod vi ham lige prøve at være lidt alene nogle få minutter - ingen problemer i det (hvis man ellers ser bort fra det lille hul han fik lavet i plænen, nu hvor der ikke var nogen til at 'nixe'). Trille skulle eftersigende have været meget modvillig ved at gå, Søren mener hun syntes Mio skulle have været med - spøjst.

Det meste af formiddagen gik med at sove og da han var udhvilet ved halv 2 tiden, var planen at han skulle ud og køre lidt i bil. Trilles gamle sikkerhedssele er for lille, derfor kom han ned foran forreste passagersæde - mens Trille var i bagagerummet. Og så kørte vi de små 2 km hen til den lille hundeskov Kratbjerg. Det gik fint - ingen opkastninger eller piven.
Vi gjorde det til en kort skovtur - så han ikke skulle blive al for træt - eller komme for langt ud i 'kanterne' og for tæt på de omkringliggende veje. Han gik løs ligesom Trille - og det var sjovt at se, hvordan han fulgte efter Trille - som har det med at lave ret store afstikkere ud i underskoven. Men når vi kaldte på Trille fulgte han bare med -  så der var ikke grund til at være nervøs for, at han skulle løbe væk. Til sidst var han dog træt af at løbe med Trille, og blev ved os andre. En rigtig god tur - hvor hundene klart enedes bedre end herhjemme. Der er heller ingen problemer, når de går tæt i snor begge to.

Hjemturen gik lige så fint - men maven var jo også fuldstændig tom - alligevel gad han ikke røre sin frokost. En stille og rolig eftermiddag, med søvnige og trætte hunde. Aftensmaden gik noget bedre men han måtte lokkes lidt til at spise op. Trille spiser stadig kun den halve portion. Godbidder siger stadig ikke Mio noget - men det at Trille får noget, gør ham opmærksom og han sitter, dækker og giver pote selvom han ikke rigtig gider tage beløningen.
Efter aftensmaden var hundene alene i 5-7 minutter - Trille sov og Mio tyggede i pinde - ingen problemer. I det hele taget ligger han meget for sig selv i haven fordi der er køligt.

Hundene havde endnu et kontrovers her ved 22-tiden lidt svært at adskille dem, når man er alene hjemme. Men det er ligesom om, at de når, de lige har skændtes lidt en 5 - 10 min. er enige om at slappe af over for hinanden. Så nu er der ro på igen. Trænede lidt med dem for at få dem til at blive afledte - de fik kyllingerester og var begge vilde med det. Er begyndt at træne stå - som også er nyt for Trille - jeg tror Mio lærer det først. Faktisk var de lige ved at komme op at toppes over den lækre kylling  - så dermed stoppede træningen.

Tænker det er en god idé med en sele til Mio, så han ikke rykker halsen af led, når han tager et hop fremad eller til siden.

torsdag den 15. juli 2010

Mio på (fodbold-)banen

Det har været en god dag idag. Godt nok startede den med at man dårligt kunne læse sin morgenavis og drikke kaffen til i fred og ro, for der var gang i den store hvalp fra morgenstunden. Han vil lege, men sure Trille gider ikke noget pjat med ham. Så der var lidt bjæffen og ind og ud af døre, så vi kunne få lidt ro på. Et par gange kom det til en lynjagt ud i haven, for Trille gider ikke have noget vrøvl!!

Men ellers har der været ro på det meste af dagen. En god afledning når hundene (især Mio) vågner op til dåd efter en af deres mange lure - er simpelthen lidt træning, med godbider til begge på mere eller mindre én gang. Og hvor er han dog lærenem - til forskel fra Trille er der over hovedet ikke noget tempo. Han gør øvelserne i sit tempo, har man sagt dæk, ja så bliver han bare liggende - det har vi aldrig set med Trille - hun har konstant fart over feltet :-) Men vi har svært ved at finde godbidder, han gider spise. I det hele taget, er han ikke særlig interesseret i mad - så vi tænker, han nok er lidt ude af den, selvom han virker så rolig og fredelig, det meste af tiden. Han har dog i dag spist sin frokost. Trille gider heller ikke rigtig at spise, men en halv portion aftensmad blev det da til.


I formiddags da det regnede synes Mio det var tid til at hygge sig med et gnaveben midt ude på plænen - en rigtig udehund - passer lige til mig som elsker at være ude - men her var jeg godt nok imponeret. Her ligger han på terrassen - helt våd.


Som det ses på billedet ovenfor ligger han fuldstændig død nu - som om batterierne er taget ud af ryggen på ham. Vi har nemlig været på tur idag. Ved 5 tiden gik jeg afsted med Trille ned omkring marken, og Søren stødte så til med Mio lidt efter nede på den lokale fodboldbane, som er et rigtig godt hunde-lege-sted, hvor mange går forbi med deres firbenede, kaster bold og mødes med andre hundeluftere. Der er ingen trafik i nærheden så vi slap Mio løs, sammen med Trille som altid går løs dernede. Og det gik rigtig godt. Han fulgte med os, 2 gange syntes han, at han vil gå på opdagelse, men vi vendte bare om og gik modsat med Trille som altid følger os - og der gik ikke mange sekunder så var han med os. En lærerig opdagelse for Mio. Trille tog det nogenlunde fredeligt - kun med en lille smule knurren.

Søren kunne ikke dy sig for at kaste pinde med Trille - og så kom der fart over feltet. Først pinden, så Trille og efter hende kom stakkels Mio, som ikke helt kunne følge med. Trille fik signaleret/knurret med sin pind i munden at han godt kunne pille af - men det gad han ikke at høre på. Så da det blev for meget, stoppede vi og trænede lidt sit og dæk. Trille vil gøre alt for dig, hvis hun får de nye tørrede kyllingestrips, men de var heller ikke noget for Mio, dog gider han godt lave øvelserne alligevel. Tror vi prøver med ost i morgen.

Aftensmad har vi ikke kunne give ham - han ligger bare fuldstændig flad mellem hostaer og hortensia - en rigtig have elsker, med sans for min fine haveplan ;-) Det her sidste billede er fra kl.20:40

Mama Mio - sikken en udfordring!

Så er næste døgn gået og der er en rigtig lang positivliste:
  • Ingen uheld - Mio finder selv ud af at besørge udendørs, det er bare så flot!
  • En lang nats søvn - Mio sover rigtig godt - vi var også heldige at det ikke var alt for varmt i nat.
  • Sit, dæk og pote - det kører bare derudaf, når vi træner - det kan vi gøre med begge hunde samtidig - håber det holder!
  • Nix - det ord kender Mio, og det er blevet brugt idag - og det respekterer han faktisk.
  • Mio går pænt i snoren - vi har været ude på en lille luftetur - hvor der blev snuset løs - men ikke besørget. Vi fik også set biler som susede forbi - det virkede nyt for ham, og jeg forsøgte med godbidder - men skinketernene skulle næsten proppes i munden på ham.

Men vi er godt nok også blevet udfordret! Dog er negativlisten ikke så lang, men vi ville jo helst være
foruden:
  • Trille er ikke interesseret i Mio - nærmest tværtimod - så der har været en del knurren det sidste døgns tid, og vi har ikke lige vist hvordan vi bedst håndterer det. Et par gange har det udviklet sig til bjæffen og gøen fra begge hunde og lidt jagen omkring. Derfor ringede vi til en af dkk's hundekonsulenter, som gav os det råd at gå i mellem dem og forebygge de 'dumme situationer'. Det er omkring fodring og især leg - Mio vil gerne have Trille med - men det bliver hun møgsur af - især når han bjæffer ad hende for at sætte gang i noget.Så leg må foregå med dem hver for sig. Vi forsøger også at adskille dem når det bliver for vildt - det er sket ca. 3 gange idag når Mio's aktivitetsniveau stiger - så står Trille helt af - det virker ikke som om Mio overhovedet læser hendes stærkt afvisende signaler.
  • Mio deler min haveinteresse og har idag 'hjulpet' med lidt gravearbejde i mit staudebed - det var her nix for alvor kom i brug! 
Ingen af hundende har spist noget særligt idag - vi håber på bedre appetit og færre uenigheder i morgen!

onsdag den 14. juli 2010

Hotdog! - Mio's første døgn



Så fik vi endelig Mio hjem, 3 måneder gammel og en smule større en Trille, igår d. 12. juli.

Det er nok de varmeste dage, vi har haft herhjemme længe og til forskel for Trille - som er kuldskær - er det godt nok en varm lille vovse vi har fået os! Det der med at ligge et bestemt sted i egen kurv/tæppe er der ikke noget af, det handler for ham først og fremmest om at finde et køligt sted på gulvet - og det lyder som en lille sæk kartofler der dumper i gulvet når han lægger sig!

Dagen igår var begivenhedsrig for hele familien to- som firbenede! Starten gik med en varm biltur hjem fra Ølsted, efter ca. 1 km kastede Mio op. Til alt held var det på gulvet foran forreste passagersæde, hvor han sad mellem Sørens fødder. Tilsyneladende kastede han alt op i en omgang - en ordentlig klat - så mere kom der ikke på resten af turen.

Hjemme mødtes hundene på en lille 'neutral' plæne i nabolaget for at hilse på. Det gik stille og roligt, Mio var interesseret, mens Trille var uinteresseret - måske en smule irriteret. Sådan har de det stadig...
Hjemme i haven blev de forenet igen - lige da Trille kom ind med snoren på, var hun rasende, men så snart hun var fri, var det som før - Mio interesseret mens Trille forsigtigt kantede sig rundt med halen lige i vejret og en afvisende knurren. Tåler hans tilstedeværelse men knurrer og holder afstand, hvis han kommer for tæt på.

Første måltid ved 12 - tiden gik fint - vi gav dem begge mad - et stykke fra hinanden - tilgengæld gik det mindre godt ved aftenstid - hvor vi ikke var helt tydelige og Mio troede Trilles mad var hans. Han gik til angreb og vi måtte skille dem ad. Set i bakspejlet var det klart vores egen skyld det kiksede - men vi var ret rystede. Primært fordi vi hele tiden har formodet at Trille ville være den som satte ham på plads. Så læren er at vi godt kan lægge alle vores forventninger og formodninger bag os og tage det hele som det kommer, og derfra vurdere hvordan vi kommer videre.

Trille er meget på vagt over for Mio, som tilgengæld er fuldstændig uforfærdet. Han vil gerne i kontakt med hende, men det skal hun ikke have noget af. Omkring legen sker der det, at Mio bjæffer af Trille, som om han siger 'kom nu' - hun er så rendt efter ham et par gange for at sige 'skrid kammerat - det her er mit område, min flok'. Derfor eksperimenterer vi os nu lidt frem med, hvordan vi kan lege med dem enten hver især som en slags parallel-leg eller simpelt hen give Trille frirum i stuen, hvis han er i haven eller mulighed for at hun kan stikke oven på i fred. Som et særligt privilegie har vi besluttet at det foreløbig kun er Trille som må ligge i sofaen. Men ikke hvis hun forsvarer sin plads - som det er sket én gang. Så er der ned.

Ellers har de sovet meget - de har det begge varmt - Mio var vi helt bekymrede for i går, men han har det fint - finder selv et køligt sted, tager sig en tår vand, og sover videre, det er bare fordi vi ikke er vant til at have sådan en ulden hund - som kan finde på at lægge sig på en kold og klam terrasse for eksempel :-) 

Mio har også pivet en del, vi tænker at han savner sin gamle flok - men han er vist en rigtig lille fighter - for han er bestemt ikke pjevset ellers, og vi var jo blevet advaret om at han godt kunne pive en del, når han blev træt. Vi er overraskede over at han også bjæffer en del (mest af Trille), men vi ignorerer det, og roser ham når han slapper af.

I går aftes var der rigtig kraftigt tordenvejr og det bragede og knaldede løs lige over hovederne på os. Men det var ikke noget som generede Mio, han bemærkede det, men ingen piv eller noget - rart, for sådan er det også med Trille.

Varmen, regnen og tordenen fortsatte natten igennem. Mio skal sove i voksensoveværelset, hvor Trille også sover. men det blev godt nok til lidt stoleleg - Trille lagde sig på Mios tæppe, da han kom ind i soveværelset - og han lagde sig i hendes kurv. Det synes vi ikke var OK - så det var lidt stoleleg der blev leget, før der kom ro på. Mio er ligeglad med sit tæppe og endte med at ligge ved altandøren med snuden på dørtærsklen. Inden vi gik i seng havde han desværre ikke tisset - selvom jeg var med ham ude i regnen inden jeg bar ham op ad trappen til første sal. Så kl. 1 blev han urolig - og kom ned og tisse i haven. Ellers sov han nogenlunde fint - men fandt forskellige steder at lægge sig rundt omkring i vores lille soveværelse. Trille var ikke helt glad for at få ham for tæt på - men det gik dog. I løbet af natten var jeg også nede og hente vand - som han drak grådigt af. Vi håber det bliver lidt køligere i nat, så alle sover bedre.

Renlighedstræning har der ikke været noget af - havedøren står åben hele tiden og han er bare gået ud og har besørget - han småtisser ikke -det er en ordentlig omgang som kommer på én gang! Så det er et dejligt stort plus at der ikke har været nogen uheld.

Tilgengæld er vi gået i gang med at træne, med skinketern - så han lærer dygtig, sit og kom. Går forrygende med det - måske har han en del med i bagagen fra Kirsten og Georg - har ham dog mistænkt for at være kvik nok. Men det skal være korte sekvenser - ellers synes han det bliver kedeligt. I morgen begynder vi alene hjemme træningen, og han skal ud på en lille tur. Stopordet nix kender han tilsyneladende - vi har brugt det når han forsøger at grave i plænen - det er nemlig helt forbudt her i min lille prydhave - så det skal bare læres - der er ingen nåde :) Han har heller ikke været tilbøjelig til at trække i sin snor, og det er endnu et stort plus.

Det er dog svært at have is i maven når de 2 kommer i clinch - og det er lidt svært at helt at vide, hvornår vi skal tage over at lede. De virker dog begge afslappede, når de hviler hver især - og det føles ikke som om det er hundene som bestemmer, men faktisk at det er os! Trille har I hvert fald aldrig været så artig på turene, som dem vi har været på efter, vi er kommet hjem fra ferien. Hun trækker stort set ikke og er meget lydhør - bare skønt!