onsdag den 14. juli 2010

Hotdog! - Mio's første døgn



Så fik vi endelig Mio hjem, 3 måneder gammel og en smule større en Trille, igår d. 12. juli.

Det er nok de varmeste dage, vi har haft herhjemme længe og til forskel for Trille - som er kuldskær - er det godt nok en varm lille vovse vi har fået os! Det der med at ligge et bestemt sted i egen kurv/tæppe er der ikke noget af, det handler for ham først og fremmest om at finde et køligt sted på gulvet - og det lyder som en lille sæk kartofler der dumper i gulvet når han lægger sig!

Dagen igår var begivenhedsrig for hele familien to- som firbenede! Starten gik med en varm biltur hjem fra Ølsted, efter ca. 1 km kastede Mio op. Til alt held var det på gulvet foran forreste passagersæde, hvor han sad mellem Sørens fødder. Tilsyneladende kastede han alt op i en omgang - en ordentlig klat - så mere kom der ikke på resten af turen.

Hjemme mødtes hundene på en lille 'neutral' plæne i nabolaget for at hilse på. Det gik stille og roligt, Mio var interesseret, mens Trille var uinteresseret - måske en smule irriteret. Sådan har de det stadig...
Hjemme i haven blev de forenet igen - lige da Trille kom ind med snoren på, var hun rasende, men så snart hun var fri, var det som før - Mio interesseret mens Trille forsigtigt kantede sig rundt med halen lige i vejret og en afvisende knurren. Tåler hans tilstedeværelse men knurrer og holder afstand, hvis han kommer for tæt på.

Første måltid ved 12 - tiden gik fint - vi gav dem begge mad - et stykke fra hinanden - tilgengæld gik det mindre godt ved aftenstid - hvor vi ikke var helt tydelige og Mio troede Trilles mad var hans. Han gik til angreb og vi måtte skille dem ad. Set i bakspejlet var det klart vores egen skyld det kiksede - men vi var ret rystede. Primært fordi vi hele tiden har formodet at Trille ville være den som satte ham på plads. Så læren er at vi godt kan lægge alle vores forventninger og formodninger bag os og tage det hele som det kommer, og derfra vurdere hvordan vi kommer videre.

Trille er meget på vagt over for Mio, som tilgengæld er fuldstændig uforfærdet. Han vil gerne i kontakt med hende, men det skal hun ikke have noget af. Omkring legen sker der det, at Mio bjæffer af Trille, som om han siger 'kom nu' - hun er så rendt efter ham et par gange for at sige 'skrid kammerat - det her er mit område, min flok'. Derfor eksperimenterer vi os nu lidt frem med, hvordan vi kan lege med dem enten hver især som en slags parallel-leg eller simpelt hen give Trille frirum i stuen, hvis han er i haven eller mulighed for at hun kan stikke oven på i fred. Som et særligt privilegie har vi besluttet at det foreløbig kun er Trille som må ligge i sofaen. Men ikke hvis hun forsvarer sin plads - som det er sket én gang. Så er der ned.

Ellers har de sovet meget - de har det begge varmt - Mio var vi helt bekymrede for i går, men han har det fint - finder selv et køligt sted, tager sig en tår vand, og sover videre, det er bare fordi vi ikke er vant til at have sådan en ulden hund - som kan finde på at lægge sig på en kold og klam terrasse for eksempel :-) 

Mio har også pivet en del, vi tænker at han savner sin gamle flok - men han er vist en rigtig lille fighter - for han er bestemt ikke pjevset ellers, og vi var jo blevet advaret om at han godt kunne pive en del, når han blev træt. Vi er overraskede over at han også bjæffer en del (mest af Trille), men vi ignorerer det, og roser ham når han slapper af.

I går aftes var der rigtig kraftigt tordenvejr og det bragede og knaldede løs lige over hovederne på os. Men det var ikke noget som generede Mio, han bemærkede det, men ingen piv eller noget - rart, for sådan er det også med Trille.

Varmen, regnen og tordenen fortsatte natten igennem. Mio skal sove i voksensoveværelset, hvor Trille også sover. men det blev godt nok til lidt stoleleg - Trille lagde sig på Mios tæppe, da han kom ind i soveværelset - og han lagde sig i hendes kurv. Det synes vi ikke var OK - så det var lidt stoleleg der blev leget, før der kom ro på. Mio er ligeglad med sit tæppe og endte med at ligge ved altandøren med snuden på dørtærsklen. Inden vi gik i seng havde han desværre ikke tisset - selvom jeg var med ham ude i regnen inden jeg bar ham op ad trappen til første sal. Så kl. 1 blev han urolig - og kom ned og tisse i haven. Ellers sov han nogenlunde fint - men fandt forskellige steder at lægge sig rundt omkring i vores lille soveværelse. Trille var ikke helt glad for at få ham for tæt på - men det gik dog. I løbet af natten var jeg også nede og hente vand - som han drak grådigt af. Vi håber det bliver lidt køligere i nat, så alle sover bedre.

Renlighedstræning har der ikke været noget af - havedøren står åben hele tiden og han er bare gået ud og har besørget - han småtisser ikke -det er en ordentlig omgang som kommer på én gang! Så det er et dejligt stort plus at der ikke har været nogen uheld.

Tilgengæld er vi gået i gang med at træne, med skinketern - så han lærer dygtig, sit og kom. Går forrygende med det - måske har han en del med i bagagen fra Kirsten og Georg - har ham dog mistænkt for at være kvik nok. Men det skal være korte sekvenser - ellers synes han det bliver kedeligt. I morgen begynder vi alene hjemme træningen, og han skal ud på en lille tur. Stopordet nix kender han tilsyneladende - vi har brugt det når han forsøger at grave i plænen - det er nemlig helt forbudt her i min lille prydhave - så det skal bare læres - der er ingen nåde :) Han har heller ikke været tilbøjelig til at trække i sin snor, og det er endnu et stort plus.

Det er dog svært at have is i maven når de 2 kommer i clinch - og det er lidt svært at helt at vide, hvornår vi skal tage over at lede. De virker dog begge afslappede, når de hviler hver især - og det føles ikke som om det er hundene som bestemmer, men faktisk at det er os! Trille har I hvert fald aldrig været så artig på turene, som dem vi har været på efter, vi er kommet hjem fra ferien. Hun trækker stort set ikke og er meget lydhør - bare skønt!

Ingen kommentarer: