torsdag den 28. juni 2012

Otto på sommerferie

Der var én, der var to, der var tre...

Vi har fået feriehund idag, så nu har vi midlertidigt en flok på tre. Vores ferie'barn' er en  sød lille bamset fyr, kaldet Otto. Han er ikke til at stå for, mener vi tobenede - mens Mio og Trille er lidt mere oppe på tæerne over at have fået besøg af en næsten ukendt lille herre.

Otto er en 4 år gammel Yorkshire terrier, som vi passer for Olivias kæreste's mor - svigermors hund med andre ord ;-) De skal på ferie til New York, og vi er hundesittere.


For nogle uger siden havde vi Otto på besøg, for at se hvad Trille og Mio, sagde til det. Og da der ikke var nogen problemer, mellem hundene, sagde jeg ja til Hanne, Ottos ejer, vi ville da gerne passe hund.

Det er nyt for os, at have en fremmed hund på kost. Hvor meget spiser han, er der nogle sære vaner, vil det fortsætte uden problemer mellem hundene?
Vi må se ad - Olivia har ferie, og er blevet pålagt ikke at slippe ham af syne - og kæresten har forsikret sig at vi ikke slipper ham løs, så han løber væk. Det skal nok blive en interessant uge. Ind til videre er Mio og Trille reserverede, undrende - og Trille fyrer sine små tricks af, såsom at påstå at der foregår noget farligt i haven, man skal gø ad...

 Man må have et hjerte af sten, hvis man ikke falder for den her lille fyr

mandag den 25. juni 2012

REGN ingen hindring...

I går var Trille og jeg på agilitykursus.

Havde glædet mig til rigtig at lære noget, men hold da op et dårligt vejr vi havde. ØS, PØS, SJASK, DRYP, ØS igen. Et rigtig hundevejr, cats and dogs og hvad man ellers siger. Med hundevejr, menes i hvertfald ikke Trillevejr!

 Her er et billede af Trille fra stævnet - jeg tog ingen billeder i går, det var for vådt...

Jeg havde taget ekstra sokker, den gamle fleece, håndklæder og ulden sweater med til Trille - og det hele blev brugt.
Det var udfordrende, for vi skulle lære hunden at 'trække på springet' dvs. tage forhindringerne, uden nogen særlig anvisning fra os - vi måtte ikke sige noget (ros var okay), pege med armene, kun fødder og skuldre skulle vise vej. Vi trænede i to hold - de let øvede og begyndere. Trille og jeg kom på begynderholdet - hvilket var OK, for jeg gør nogle ting forkert, som jeg skal have lært om, hvis man kan sige det sådan. Trille var god og sød, og ikke for gøende. Og hun tog det hele pænt. Selvom hun til sidst var lidt ynkelig at se på, da jeg hentede hende i bilen til den sidste øvelse. Så fik hun sin varme sweater på, lidt ekstra godbidder - og hun lå da også og så lidt kold ud, da vi skulle køre hjem til sidst.

Vi arbejdede med én hund ad gangen på banen, hundene ventede i bilen, mens de andre var på. I mens stod vi, tobenede (under halvtaget) og fulgte med for at lære mere ved at observere. Vi var godt brugte, og kolde og klamme til sidst. Så der var fuld blæs på varmen i bilen, da jeg kørte hjem. Trille var da også klar til at putte under et tæppe i sofaen, efter at have drukket henved en ½ liter vand ;-)

Det var trods regnen en god eftermiddag - og jeg satser på, at resultaterne af det vi lavede, vil vise sig fremover. De 2 benede var som sædvanlig, rare, og der var både nye og gamle bekendtskaber, blandt deltagere og trænere. Stadig en dejlig klub at gå til træning i!!

TAK til alle, hunde, deres ejere og trænerne, for en god dag!!


PS Der er billeder fra klubbens agilitystævne på hundeklubbens hjemmeside, her er det Mio som er på vej ud af tunellen med masser af fart, til stævnet d. 13/6

torsdag den 14. juni 2012

Vores første agilitystævne

I går var jeg med Mio og Trille til klubmesterskaber i agility. Hillerød Brugshundeklub, havde inviteret alle som går til agility, til stævne. Det blev en hyggelig, lidt lang og kølig aften, men krydret med masser af hundesnak, som alle vist nyder i klubben. Et rart sted at komme, hvor andre har samme store interesse, som én selv.

Jeg var meldt til på begynder med Trille og let øvet med Mio. Vi kom i god tid - havde tænkt at det nok var bedst, at hundene fik lov at tøffe lidt rundt, inden de skulle sidde i bilen og vente på deres tur. Jeg fik nok at se til, når der skulle startes med 2 hunde, den ene gøende hvert sekund, mens der blev gået bane (Trille), og den anden, var jeg ved at hente, da de andre begyndte at gå bane...

Jeg var den allerførste overhovedet, som skulle løbe. Banen var ikke så indviklet, masser af spring, bord og 3 tuneller. Den sidste tunnel ville Trille ikke tage, den var skummel og mørk, så det forstår jeg sådan set godt. Men ellers løb hun fint, fint, og jeg var meget tilfreds.
Bare det at prøve et stævne, gå bane, ind og ud af bilen, hvordan dømmes der, hvordan reagerer hunden og så én selv....

Efter Trille var vi nr. 3 der skulle løbe i næste klasse, let øvet. Banen var udfordrende, men ellers bestod den af det samme antal spring, tunneller og bord. Det var ikke det værste Steen, vores instruktør har udsat os for, men slet ikke nogen nem bane.

Starten med Mio gik fin - det midterste stykke - var udfordrende, Mio stod og gloede mens jeg lokkede. En godbid, kunne have været rar at have, men jeg har før stået og viftet med godbider uden, at det har hjulpet noget. Han tog dog til sidst midterdelen, bestående af den skumle tunnel og spring man skulle udenom og som ikke bare lige stod i række følge. Efter det gik resten af banen (4 spring) bare derudaf.

Alle siger at jeg skal være mere i bevægelse og aktiv på banen. Men når ens hund vælger at stå bomstille lige foran et spring, kan jeg ikke lige se, hvad jeg skal gøre. Og når det sker mister jeg samtidig overblikket over banen. Men som Steen siger - der er en klar sammenhæng, mellem hvor sikker jeg føler mig og hvor godt Mio tager forhindringerne.... Det er ikke så nemt, som det ser ud til, vil jeg bare sige.
Derfor var det også en fornøjelse at se holdkammeraterne løbe, og andre dygtige agility-ekvipager, eller hvad det hedder, løbe rigtig flotte løb. Og lærerigt at se hvor mange forskellige former for udfordringer, de forskellige handlere har med deres hunde.

Jeg må bruge sommeren på at etablere en bedre kontakt med Mio - og efterårssæsonen på at automatisere forhindringerne.

Nu har jeg meldt mig til 2 søndage, hvor vi får 2x4 timers agilitykursus for begyndere og letøvede med Trille, jeg er sikker på at få nogle fiduser der - og komme langt med den lille, men gamle hund. Og så er sæsonen også slut. Vi trænede sidste gang på AG2 i tirsdags, og har sidste træning med AG1 næste torsdag.

Det har været super hyggeligt at komme så meget i hundeklubben - men det bliver også rart at holde ferie, og ikke at skulle suse afsted, efter aftensmaden 2-3 gange om ugen, som det har været de sidste 14 dage.

Der var nemlig et spændende foredrag, hvor en træner af førerhunde til blinde kom og fortalte, for en uge siden i klubben.

Han var dygtig til at fortælle, og der var ingen 'death by powerpoint', men bare en mand med sine erfaringer, som han kunne dele ud af. Vi lærte om førehundeordningen, træningen af førehunden, udvælgelse af hvalpene, og hvordan man kunne blive foderværtsfamilie.
At være foderværtsfamilie, vil sige at førehundetræneren vælger 8 ugers (labrador) hvalpe ud hos opdrætteren, som han mener vil kunne blive gode førehunde. De skal så bo og blive socialiserede hver i sær hos en helt almindelig familie, som vil påtage sig opgaven, i et år. Efter det tager det 5-7 måneder at træne hunden til at blive førehund, det sker hjemme hos førehundetræneren. Og så er hundene klar til at komme ud og gøre livet mere frit og nemmere for den blinde. En rigtig god ordning, synes jeg. Og på sigt kunne det da godt være man kunne overveje at tage en sød lille labrador unge til sig, også selv om den skal gives videre.