lørdag den 29. juni 2013

Blod på tanden!

Dagene er propfyldte for tiden, og et af ugens højdepunkter blev schweissforedraget i hundeklubben i tirsdags.

Vi var ikke så mange der var mødt op, og det var egentlig synd, for det var faktisk både hyggeligt, informativt og meget motiverende.

Klubben havde inviteret Tom Nielsen, schweisshundefører fra det danske schweisshunderegister, til at komme og fortælle i klubben.

Han havde sine 2 hunde med, en ældre labrador og en ung bayersk bjergschweisshund, som begge er registrerede schweisshunde. Vi startede uden for hytten og han fortalte en masse om, hvad det vil sige at gå blodspor, hvad hundene skal kunne for at blive registrerede og en hel masse andet.

Schweiss betyder blod fortalte han, og når man er registreret schweisshundefører, betyder det at man kan blive kontaktet for at opspore anskudt eller påkørt vildt, med det formål at man afliver dyret, hvis det er hårdt kvæstet, så det ikke skal lide. Derfor skal man have jagttegn for at blive schweisshundefører.
Så kan man jo spørge sig selv om det overhovedet er interessant for en almindelig hundeejer og sporentusiast at gå ind i og vide mere om, hvis man nu ikke hverken vil være jæger eller registreres som schweisshundefører? Men han fortalte at man sagtens kan dyrke den form for spor-sport alligevel. Hundene kan træne til prøver - og blive præmieret alt efter, hvor godt de klarer at gå sporet/sporprøven. Det første mål man kan sætte sig, kan være den første prøve, der er 400 meter blodspor der har ligget i 3 timer og som er første trin i 'registreret schweisshundeuddannelsen'. Det var rigtig spændende snak, og jeg var vist ikke den eneste i klubben som fik 'blod på tanden' og lyst til at dyrke schweisshundesporten for alvor!!

Efter de første indledende ord, ville han demonstrere sin, og især sin hunds kunnen. Han havde været rundt om vores klubhus dagen før og lagt et spor, hvor han havde brugt ca. 10 ml blod fra en hjort. Han lægger sporet med klovsko - et par metal-'sko'- hvor man har sat klove fra et stykke vildt på og så spændt dem uden på sine sko, og evt. dyppet lidt ekstra blod på 'piberne'/klovene. Men som han sagde - kun fantasien sætter grænser for, hvordan man kan lægge sit spor - blod eller ej. Det er jo lige noget for mig, at man kan tænke kreativt! Han nævnte blandt andet, at man bare kunne lægge en smule blod på sin gummisko, og så bare gå derud af...Det skal ikke nødvendigvis være blod fra råvildt, men kan også være okseblod, man øver med - men til prøverne er det blod fra råvildt.

Han havde en ret lang skrigende orange sporline, skiftede fra halsbånd til sele og sporline, og gik frem til sporstarten - og hans smukke hund Mango, klarede det på forebilledlig vis - den fik ret lang snor til at søge rundt efter sporet, og arbejdede i høj grad selvstændigt, og alle vi tilskuere travede rundt i hælene på ham, mens han fortalte. Som belønning for enden af sporet lå der et dyreskind, hunden kunne ruske.

Hele foredraget kan jeg ikke gengive, men hjemmesiden www.schweisshunden.dk er rigtig god og man kan læse alt muligt om at gå blodspor eller schweiss, som det jo så også hedder.

Men mine aha-oplevelser kan jeg da dele, og det var blandt andet at det at gå schweiss er for alle, bare man har en hund og lysten til det. At man kan træne og præge sin lille nye hundehvalp i den retning - ja set i bakspejlet giver det jo sig selv.
Især hvordan reglerne og prøverne foregår, var god viden - jeg kunne ligesom bedre se det hele for mig - og blev super motiveret.

Sidenhen har jeg været inde på spidshundeklubbens hjemmeside, for lige at se lidt mere om alt det med spor, kaninslæb, regler og prøver mv. - og forstår nu det hele lidt bedre, f.eks. at kaninslæb faktisk er at slæbe en kanin el. hare efter sig når man lægger sporet. (Jeg forestiller mig at Mio vil være særlig god til denne disciplin, da han jo alt for mange gange har været på spontan harejagt på vores lokale mark...)
Tom gav også gode råd til, hvordan man kan træne op til de forskellige sporprøver - og det hele lød egentlig ikke så fremmedartet længere - men man skal godt nok bruge en del tid på at træne og øve (som med alt andet hundetræning).
Jeg håber, at jeg kan få klemt seriøs træning med blodspor ind i kalenderen fremadrettet, selvom tid er den evindelige mangelvare.

Et andet højdepunkt i denne uge (som startede flot ud i mandags med at min niece Sarah fik sin studenterhue, og chapagnepropperne sprang og studenterbrød blev guffet) var også i hundesportens tegn:

Tobias og jeg var et smut i bil hinsidan, i Malmö, for at købe en kickbike, et sportsløbehjul, som vi begge længe har ønsket. Vi har købt en cross model, der kan trækkes af hundene og køre offroad, hvis man vil.
Det var en super udflugt, men da også lidt dyr. For selvfølgelig havde de ikke lige den model, vi ville have, så vi måtte lægge lidt ekstra kronor og købe en model med letvægtsforgaffel...Jeg købte også en 'dragline' - altså en trækline, og et 'dragfäste' - en flexibel stang til at fæstne linerne i på løbehjulet - eller sparkecyklen, som det hedder derovre.
Efter indkøbet kørte vi ind til centrum, for at mødes med min nye svenske veninde/kollega, Pethra og fika på en nærliggende café. Fika vil sige drikke kaffe og spise lidt. Super hyggeligt. Tobias og jeg havde en dejlig tur - med trafikale og sproglige udfordringer - og fik for første gang prøvet Øresundsbron i bil - en dyr fornøjelse synes jeg, at betale broafgiften.

Det var lidt af en udfordring at samle løbehjulet, men det lykkedes da til sidst - vi overvejer dog at få den gået efter hos vores lokale cykelsmed, som også må hjælpe os med bagskærmen, som virkelig drillede.

Nu er træningen så startet med at køre hundene til som trækhunde. Jeg ved allerede at Trille kan trække og synes om det - så jeg håber, at hun kan være 'hare' for Mio, der kun sætter i galop, hvis han lige præcis ser en hare el. noget vildt. Men han skal jo heller ikke nødvendigvis galopere derud af.

Første trin bliver at øve dem med dobbeltlinen. Jeg prøvede den første gang på en løbetur fredag morgen. Og det fungerede super fint. Så jeg vil fortsætte med at løbe med træklinen resten af sommeren, og rose godt igennem når der trækkes, indøve et stopsignal og et 'sving'-signal.

Næste, sideløbende, trin har jeg prøvet i dag, nemlig at gå en almindelig tur, og have sparkecyklen med. I dag kørte Tobias den, og jeg gik bare med hundene ved siden af. Mio er normalt meget betænkelig og lidt nervøs ved nye ting - men han havde det fint med sparkecyklen, som har stået på terrassen et par dage.  På turen gik Mio glad hen til den og Tobias, og blev rost til skyerne, hver gang han var i nærheden af den. Trille er total problemfri i den retning, og spænede løs ved siden af sparkecyklen, da jeg prøvede den på en lille strækning.

Indtil videre ser det altså rigtig godt ud - og jeg satser på at fortsætte træningen resten af sommeren med at løbe med træklinen og gå med løbehjulet og hundene. Når temperaturen begynder at falde i september, skal vi først prøve at spænde dem for - jeg planlægger succes på succes :-), ved at gå langsomt frem. Rigtige trækseler skal også indkøbes, men det får vente til det andet er indlært...
Tips til træningen har jeg fra Dansk Trækhunde Klub, som findes på denne adresse: http://www.sleddogs.dk/komigang.html

torsdag den 20. juni 2013

En genstand eller flere...

Nu er sporsæsonen slut, og den har været forrygende. Alle mandage aftener har vi haft godt vejr til træningen, og selvom man har haft en hård mandag på jobbet, så er det glemt, når først man er nået frem på destinationen og får sine instrukser - og dagens opgaver. Af sti ad sted er det gået, ud og lægge spor - tilbage og hente hunden, og over stok og sten efter den med sporlinen i hånden og hunden som bare kan det der! Gode instruktører og hyggelige hundesnakke med 'hundevennerne' fra holdet.

Forrige gang vi var til spor, var det med nød og næppe vi nåede det. Der er stadig hektisk aktivitet på jobbet, så at få det hele til at hænge sammen, har igen været en udfordring. Derfor kom vi lidt for sent, selvom vi faktisk skulle mødes i vores 'baghave', nemlig Børstingerød skov.

Dagens sporopgave gik ud på at lægge spor for hinanden. Forstået på den måde at Gerd, lagde et spor til mig og Mio, som vi startede med at gå. Selvom Mio ikke kender noget særligt til Gerd, var det ikke nogen som helst hindring. Han gik sporet fint, og med fart hele vejen. Jeg var meget imponeret!

Bagefter var det omvendt, Gerd og Magnus - en blå-sort cockerspaniel skulle gå et spor jeg havde lagt. Gerd gik foran med Magnus og jeg fulgte efter uden hund. Jeg synes dog ikke Magnus var lige så sikker som Mio, han tog et par afstikkere undervejs. Det er ellers sjovt at se, hvordan de andre går, for ellers er man jo helt alene med sin hund ude på sporet.

Og den følgende gang - sidste gang - var jeg igen med Gerd og Magnus. Vi var figuranter for hinanden, og det var hyggeligt og sjovt, og begge hunde var gode til det. Og efter det, blev det endnu sjovere. Vi skulle gå et genstands-spor. Et genstandsspor har intet at gøre med at drikke genstande :-) men derimod, i dette tilfælde, at vores søde instruktører havde lagt genstande ud på en rute/et spor. Det kunne f.eks. være et par solbriller, en handske, et nøglebundt, en kuglepen, et lille tøjdyr mv. som i starten lå meget tæt og efter hånden med lidt større afstand. Når Mio fandt sin genstand og satte snuden på den, fik han stor ros og godbid. Og han var bare god til det der. Anette, vores ene instruktør gik med os, og dirigerede os rundt, så jeg vidste nogenlunde, hvad retning Mio skulle gå. Det var også hyggeligt at have nogen med - et 'vidne' på at vi/Mio har lært noget. Han gik sporet så utrolig flot, og fandt alle genstandene - det var superfedt - og lidt som at være på skattejagt.
Bagefter fik vi lov at gå et til med Pia, vores anden instruktør, og selvom jeg frygtede at  Mio nu var træt - så gik det alligevel super godt, og han missede kun en kuglepen og et nøglebundt. Han er en rigtig præmie sporhund :-)

Det var også lidt trist at det nu var sidste gang på sæsonen, men vi er skrevet på listen til næste efterår, hvor vi så fortsætter på holdet.

Tak for en god sæson til alle instruktørerne og til 'hundevennerne' på holdet!

søndag den 9. juni 2013

Hvorfor løb vi? Vi ku' ha' gået hele vejen...

Titlen på et hit der kører for tiden.
Jeg prøver at gå hele vejen, men resultatet bliver bare, at jeg bliver forsinket. Denne uge har, selvom vi havde fri i onsdags, været smækfyldt med oplevelser i arbejdstiden og i fritiden. Og få at nå det hele, uden at løbe, er jeg godt nok også blevet en del forsinket ind i mellem...

Dårligt nok var jeg tilbage på jobbet, før en kær kollega - og hundeelsker, fortæller mig at hun har besluttet sig for at næste hund skal være en finsk lapphund. Og selvom jeg da har gjort reklame for racen, blev jeg helt benovet - og selvfølgelig glad på hendes vegne, for hun får en fantastisk hund - ingen tvivl om det!!  Og det skal blive sjovt at følge med i!

Men for at komme tilbage til sporet ;-) kan jeg fortælle at blodspor - det er er noget Mio kan lide. Som en af trænerne sagde: ' de får ligesom mere blod på tanden' - plat, men sandt, Mio gik stensikkert begge spor som blev lagt - en fornøjelse, også for Mio som glad og opmærksomt logrer med halen når vi skal finde sporstarten. Men det var forrige gang.

Sidste gang, altså mandag d. 2/6 havde vi figuranter med igen, og skulle mødes ved 'Overdrevs vejen' - nu hedder det bare 'Den med mosehullet...' Jeg havde lokket Tobias med, men vidste ikke at vi skulle bytte figuranter med hinanden. Det gjorde dog ikke noget, for alle er jo søde - og især hundene kan få en 14 årig til at glemme, at han ikke kender nogen på træningspladsen.

Første opgave var rundering. Det har vi prøvet før på weekend-sporkurset. Hundeføren står mellem 2 figuranter - de står på linie og har hver 1 klikker og lækre godbidder. Hundeføreren skal nu kigge i retning af den ene figurant, og vender hele kroppen i den retning. Figuranten går ned i knæ og når hunden, af sig selv, finder ud af at gå hen til hende/ham, klikkes der og han får en godbid. Derefter vender figurant 1, som lige har klikket, sig om (altså vender ryggen til hunden), og det samme gør hundeføreren, som nu kigger ned på den anden figurant. Den anden figurant vender sig om og kigger i hundeførerens retning, så snart han/hun hører klikket fra den første figurant. Hunden skal altså af sig selv løbe frem og tilbage mellem figurant 1 og figurant 2. Og for hver gang går hundeføren og figuranterne et skridt fremad på området (dvs.til siden), og figuranterne går længere og længere væk fra hundeføreren, så afstanden hunden skal løbe bliver større. Det hele lyder meget indviklet, men er en meget hyggelig og ikke så svær øvelse, når man først er kommet ind i rytmen. Formålet er at hunden lærer at rundere - som jeg har forstået det, at afsøge et område nærmere for f.eks. en tabt genstand.

Efter det var det blevet tid til at 'lege skjul'. Figuranterne som altså ikke var kendte for hunden, men kun fra runderingsøvelsen, skulle nu lægge et spor. Det første var på 100 m. Ved sporets start, lagde figuranten sin jakke fra sig. Lidt efter gik vi ned til starten, og Mio skulle snuse til jakken og gå sporet. Han snusede gerne til jakken, men hvad der så skulle ske, spurgte han mig om et par gange, ved at kigge spørgende og opmærmsomhedssøgende på mig. Jeg gik bare videre, og de sidste 20 meter var han klart på sporet, og fandt nemt Lone, som havde gemt sig. Ved nærmere snakken fandt vi ud af, at vi var en slags kollegaer, da Lone underviser i DSA (dansk som andetsprog) - lige som jeg har gjort i flere år. Hun er kollega til nogle af mine eks-kollegaer fra Hillerød Internationale Sprogskole - sjovt sammentræf :-)

Andet spor, hvor Lone gemte sig, gik i midlertid helt skævt. Men det er også første gang, det er sket - så jeg tror egentlig bare vi skulle have aftalt lidt bedre, hvor vi ville gå...
Mio, havde i øvrigt også travlt med at holde øje med sin 'bror' Tobias, som havde gemt sig for Molly, den søde lille Jack Russel, på holdet.
Det var alt i alt en hyggelig aften, med det skønneste sommervejr - endnu engang, kan jeg bare sige - det er en genial måde at være ude i naturen på, og godt man går på et hold - ellers ville man nok ikke tage sig tid til at nå en lille aftentur i skoven, på en helt almindelig, og alt for travl mandag.

mandag den 27. maj 2013

Slovenien, træning og Mios Talkshow

Slovenien var fantastisk! Der blev slet ikke tid til at rode med at uploade fotos, eller blogge noget som helst.

Fagligt gik det ud på at lære en masse praktiske metoder at kende til brug i vejledningen for at forhindre 'dropouts'. Og socialt var det også fantastisk - der var deltagere fra Island, Sverige, Frankrig og Holland - og det var super med nye venner - og muligheder for fagligt samarbejde på tværs af landegrænser.

Geografisk - man er vel gammel geograf - var det en fantastisk oplevelse både hvad angår natur og kultur. Slovenien er bestemt et besøg værd som turist. Tag din hund med på hikes i bjergene - eller måske din familie med til Bled, hvor kurset foregik. Der falder pulsen og man nyder bare de smukke omgivelser!

Mine søde hunde tog sig kærligt af familien, mens jeg var væk, og de blev luftet på skift af mand og børn - så ingen led nød ;-)
Desværre gik vi jo så glip at 2 gange træning, men det får være.

Vi var til spor igen 2. pinsedag. Vi mødtes kl. 12 ved Kildeportvej, ved Hillerød, og det lykkedes mig at finde frem i første forsøg, og oven i købet, 5 min. i god tid :-)

Vi havde ingen hunde med, for sporet skulle ligge til kl. 17.30, hvor vi så skulle gå det. Sporet var ikke så langt, ca. 100 meter, og jeg markerede godt med klemmer undervejs. Til slut lagde jeg en godt indsnørret tupperwareboks med godbidder, som blev bundet til en træstamme. Alt sammen for at sikre at ingen dyr i skoven, skulle kunne stjæle noget.
Vejret var pragtfuldt, fuglene sang, og jeg havde bare lyst til at blive i skoven! Så da sporet var lagt, tog jeg hjem og hentede min lille Trille, og gik pinsetur rundt om Allerød sø - hvor der var så idyllisk som i Nangijalas Kirsebærdal, med blomstrende, duftende træer og kirsebærblomster fra de vilde kirsebærtræer. Og ingen myg!

Kl. fem tog Mio og jeg op til sporet. Og det gik nogenlunde OK. Noget af vejen gik han i sporet, og nogle gange kiggede han spørgende op på mig. Så når man tænker på det var første gang han skulle gå et 'gammelt' spor, tror jeg egentlig det gik rimelig godt. Det lød som om, der var mange af de andre som også syntes det havde været en svær opgave hunden var på, så set i bakspejlet var jeg meget godt tilfreds :-) Og så var vejret jo stadig godt, og jeg var på tur i skoven med min hund - det er altid super!

Dagen efter var Trille og jeg til agility for første gang i laaang tid. Selvfølgelig blev det øs, pøs, pis regnvejr, og jeg med mega forkølelse og dårlig hals - og minus regnbukser, som havde forputtet sig. Men vi fik da øvet lidt spring, og jeg havde faktisk helt glemt, hvor sjovt det er - og hvor god Trille er til det, når hun da ikke gør som en gal!

I weekenden her var vi babysittere for Niels Arnold på 5 og storesøster Ellinor på 7. Det er et stykke tid de har været her sidst, og endnu engang, må vi bare konstatere at begge hunde klarer det fint - især Mio, tager det meget roligt - også når han bliver interviewet til 'Mios Talkshow' med en grøn halvstor plastikhelikopter stukket op i snuden som mikrofon....

Det blev også til 1-1½ times arbejde i klubben i går formiddags, hvor der var arbejdsdag. Vi sad på vores ømme knæ og lugede ukrudt og snakkede hund - super hyggeligt.

I aften skal vi gå blodspor, og jeg håber vejret holder tørt. I slutningen af juni har klubben et foredrag om sweis, det vil jeg glæde mig til. Og ligesom sidste år skal der her i juni være klubmesterskaber i agility - jeg ved ikke hvor god vores form er, men Trille og jeg skal da være med!

søndag den 12. maj 2013

På tur i Slovenien!

Jeg befinder mig lige nu i Sloveniens hovedstad! Det var egentlig meningen at jeg ville have blogget på UU-Sjælsøs blog, men den kan jeg ikke finde...så nu kommer der altså en del arbejdsrelateret 'med mere'.

OMG var, hvad der løb gennem hovedet på mig, igår da jeg så den lille flyvemaskine jeg skulle med. Men turen gik fint, jeg sad ved siden af en 'rigtig' slovensk kone, med tørklæde om hovedet, sådan rigtig fra landet.

Lufthavnen i Ljubljana var også bitte lille, og før jeg havde set mig om, sad jeg i en minibus på vej til hotellet.

Eftermiddagen tilbragte jeg med at slentre rundt i byen i silende regn...

her var det så meningen at jeg ville uploade fotos, men det fungerer ikke rigtigt - måske finder jeg ud af det i løbet af ugen.

Nu vil jeg gå ned og spise morgenmad - håber på en super lækker buffet :-)

torsdag den 2. maj 2013

Faret vild - skæbnens ironi...

Der er noget ironisk over at fare vild, når man er på vej til sportræning, men det var ikke desto mindre, hvad der skete i mandags, og jeg måtte sende sms til Pia, vores instruktør, om at vi var faret vild, men var på trapperne. Og så var det oven i købet samme sted som sidst at vi skulle mødes - og dermed 3. gang jeg var på P-pladsen ved Kildeportvej.

Heldigvis er Mio en fantastisk tålmodig hund. Det er virkelig en af hans gode egenskaber - i sær når man tænker på, at han hader at køre bil. Og det kan godt stresse føreren af bilen, når man frygter, at der hvert øjeblik er fare for at hunden kaster op. Men det skete ikke - og er heldigvis ikke sket i meget lang tid!

Fremme på pladsen var de andre i fuld gang med at få instrukser - der faldt naturligvis en godmodig bemærkning el. to om ironien i, at vi ikke kan finde vej (de skulle bare vide at det samme skete på hjemvejen - det var pga vejarbejde umuligt at komme ned på motorvejsforlængelsen - stakkels tålmodige Mio....).

Dagens program var 'forfølgelses-spor'. En disciplin jeg havde lidt svært ved at fatte, da den blev forklaret. Jeg havde brug for simpelthen at gøre det, for helt at være med på, hvad det handlede om. Men det er nok bare sådan jeg lærer, altså 'by doing', med dette og en hel del andre ting.

Jeg skal forsøge at forklare, hvad 'forfølgelses-spor' handler om:

Vi blev grupperet 3 og 3. Jeg skulle gå med to herrer, som jeg ikke er så god til at huske navnene på, men den ene var fører af en sød chokoladebrun labradortæve af den milde slags, og den anden af en lavbenet Jack Russel-tøs, med masser af træk i. Vi skulle hver især have et par klemmer med til at markere start og slut. Pia havde instrueret i, at vi skulle gå sporet en smule til højre for en bredere skovvej. Vi skulle trave afsted i gåsegang, selvfølgelig i første omgang uden vores hunde, som ventede pænt i bilen.

Labradorens 'far' gik først, så kom jeg og til sidst Jack Russel'ens 'morfar' (hans datter er ejer af hunden ;-) ). Vi blev enige om, i vores lille 'trup', at Pia nok havde valgt denne rækkefølge efter, hvor erfarne hundene var, i at gå spor.

Labbens far satte sin klemme for at markere start og så gik han frem 200 m, som aftalt i forvejen. Vi to andre gik efter i gåsegang, lige efter ham i hans spor. Da de 200 m. var gået satte forreste mand sin klemme som markering af, at hans spor, til hans egen hund, nu var slut. Her lagde han, hvad jeg syntes var en ret beskeden lille portion indtørrede godbidder - dog af den 'fine' slags, en meters penge til højre for sit spor. Labbens far gik nu om bag i køen.
Nu var det min tur. Jeg tog min ene klemme og markerede start en meter fra, det sted hvor forrige spor sluttede. De andre gik i gåsegang efter mig, i mit spor. Efter 200 meter, satte jeg min klemme som slutmarkering, og en god lille stak pølse/delle/Frolic snacks til Mio (ikke noget med at være nærig). Jeg gik derefter om bag i rækken og så kunne Jack'ens morfar gøre nøjagtig det samme, som vi to forrige havde gjort. Nemlig lægge 200 m spor med os andre i hælene, bogstaveligt talt.

Det var hyggeligt at gå der i skoven, vejret var med os, ganske vist blæsende og koldt, men med masser af sol - og truende mørke skyer mod syd, som heldigvis kun truede - en dejlig aften at være ude i med sin hund - og andre hundeførere. Da sporet var lagt, gik vi tilbage langs den anden side af skovvejen - også i gåsegang.

Vi kom tilbage til bilerne og tog vores hunde ud. Labbens far tog sin sporsele med også, da han skulle gå de første 200 m med sin hund. Vi gik sammen hen til sporets start, labben forrest med sporline på, og jeg og Jack'ens morfar i gåsegang efter, med vores hunde i almindelig line, som når man går en almindelig tur. Den lille lab gik sporet fint, med kun lidt svinkeærinder, og fandt til sidst sine godbidder. Sporlinen blev nu skiftet ud med labbens almindelige line, og lab og fører stillede sig bagerst i køen.
Nu var jeg forrest med Mio, som jeg gav labbens sporline på, og tog hans almindelige line af, som normalt før et spor. 'Søge spor', fik jeg sagt og så gik vi frem. Mio gik rigtig pænt i sporet, dog ikke med lige så stor sikkerhed som i weekenden, da vi gik figurant spor - men mere om det længere nede. Ca. 5 meter før godbidderne var i sigte, mistede han pludselig koncentrationen eller færten. Lidt synd, men jeg fik ham ind på sporet igen og han fandt sin belønning. GOD hund!

Nu var det Jack'ens tur. Og her havde vi at gøre med en rigtig mester-sporhund, som kunne sit kram! Den trak godt til og vupti - så var vi færdige med forfølgelses-sporet. En rigtig hyggelig aktivitet at være sammen om rent socialt - men også en udfordring for i hvert fald både Mio og labben.

Tilbage i bilerne med hundene (Mio skal lokkes og overtales, men det er lang tid siden han sidst måtte løftes ind, så det er helt OK). Næste opgave var at lægge 100 meter spor, og evt. 'tabe' en genstand på vejen. Det valgte jeg at gøre, og satte også enkelte klemmer her og der i træer og buske, så jeg bedre kunne orientere mig bagefter, om hvor jeg egentlig havde gået.

Jeg gik igen tilbage efter Mio, og han var tændt! Det gik også over stok og sten, med en helt anden iver end på det forrige spor. Han fandt plastiketuiet med godbidder i, og fik tonsvis af ros. Og så gik det videre i højhastighed over stepperne - så jeg dårligt nok kunne nå at flå klemmerne ned fra træerne undervejs. Han var superglad - og det samme var jeg! Det er svært at forklare, hvorfor, men det er bare sådan en fornøjelse at gå spor. Dels er der måden at være ude i naturen på - vi får rigtig brugt skoven og kroppen, fuglene kvidrer og man mærker ikke, det er koldt eller noget. Og dels det at hunden bare får lov at lave noget, den er skabt til, selvfølgelig træner vi det, men det er ikke noget med sit og dæk, la' vær' å træk' og gå pænt - jeg tror bare, det lige er noget, der passer Mios og mit temperament. En rigtig naturhund med en naturglad ejer...

Naturen var vi også rigtig meget ude i, i bededagsferien. Vi var nemlig for første gang i år i sommerhuset i Rørvig. Så er det rigtig forkælelsestid for både mennesker og hunde! Vi går og løber lange ture, hundene spæner rundt i leg på den store naturgrund, trækker os som gale på turen ned gennem plantagen, hvor det myldrer med vildt og de pjatter rundt med os på stranden.

Om lørdagen fik jeg Tobias med på en lille sportræning i plantagen. Han fik instrukser om at markere sin start med en klemme gå 200 meter, sætte 2 klemmer i nærheden af sit gemmested. Det gjorde vi tre gange, og Mio gik rask efter hans fært og fandt ham rimeligt sikkert hver gang - også selv om der på andet spor drønede et rådyr afsted i det fjerne, og der kom forbi-passerende med hund, og Tobias denne gang var klatret op i et træ, for at gemme sig. Det var en rigtig god gang sportræning, for alle 3 parter - og det hele er også bare så skønt, når man har aftensolen med sig!

I sommerhuset fik vi også lavet legereb af fleece til at øve 'dead or alive'-legen. Mio gad godt at lege med det ene tov, i et par minutter. Trille ville dog hele tiden blande sig - og det endte da også med at Mio så til mens hun på 10 minutter havde lært, hvad det gik ud på. Så forskellige som Ying og Yang tænker jeg tit om de to størrelser.

onsdag den 24. april 2013

Uønsket nr. 1 - hævnens time

Så blev det atter tid til spor, med tasken pakket, hunden i seletøjet, drog vi mandag aften afsted til Kildeportvej nord for Hillerød, i Grib Skov.
Det var ikke så nemt at finde, vi kørte forkert 2 gange, men kom kun et par minutter for sent. Ironisk nok havde jeg været der før, kunne jeg se, da vi nåede frem. Solen skinnede, fuglene sang og der var forventning i luften.

Dagens opgave var at lægge 2 spor, først et kortere ét, hvor den genstand (plastikpenalhus m. lun kylling) vi havde trænet med, skulle tabes så hunden kunne finde den. Derefter et lidt længere et, som vi skulle gå bagefter.

Begge del gik fint, Mio fik masser af ros, da han fandt penalhuset - og kyllingen inden i. Han gik fint i sporet - ikke noget med mosehuller eller andre forhindringer. Han var i øvrigt super glad, da han så startpinden og utålmodig efter at komme afsted. Jeg er efterhånden også blevet mere ferm til at skifte mellem de 2 snore, så ingen problemer i det - bare ren glæde over at gå i sporet med sin hund :-)

Efter de 2 spor fik vi lov at prøve at gå et lille blodspor, med 'aflagt'/fortyndet blod, fra det forrige hold. Nu blev jeg rigtig glad, da jeg fik at vide, at det var hjorteblod, og så det man kalder et 'løb' fra en hjort, som skulle ligge for enden af sporet. Jeg var nemlig ret hævntørstig efter netop at have konstateret, at mine nyplantede jordbærplanter i køkkenhaven var blevet fortæret af de lokale hjorte fra Børstingerød Mose!

Jeg lagde et ganske kort spor. Pia, instruktør, forsynede mig med et ret stort plastikrør måske 5 cm i diameter og lidt mere end 1 meter i højden. Inden i kunne man se rød væske = blod. For hvert skridt jeg tog, skulle jeg trykke røret i jorden, og i bunden var der så en slags 'udløser'. Det var vist lidt samme princip, som nogen måske kender fra f.eks. guldtusser, hvor man skal pumpe lidt ned på papiret for at få farven ud.

For enden af sporet blev hjortebenet/kloven lagt. Den lugtede ganske slemt!
Mio blev hentet ud af bilen, og så gik vi ind i krattet. Jeg havde dog ikke bemærket, at det var brombærkrat, så det første der skete, var at Mio fik viklet sig ind i en lang og tornet gren. Ikke den bedste start på legen. Så jeg måtte hive ham ind på sporet, og sørge for at han undgik flere torne. Heldigvis var sporet ikke mere end 15-20 meter, og vi nåede hurtigt frem til hjortebenet, som Mio ikke helt vidste hvad han skulle gøre ved. Men han syntes da, det var OK at have i munden på vej tilbage til P-pladsen, men ellers var det ikke noget for ham at gnave i 'Uønsket nr. 1' - han er ellers hurtig nok til at sætte efter dem, når de krydser hans vej...

Jeg har så noteret mig, at en ulden og langhåret hund ikke skal gå spor i brombærkrat - meget dårlig idé...

Da alle var færdige, var der kaffe og kage, og et lille oplæg om 'dead or alive'-legens fortræffeligheder, og det blev demonstreret, hvordan vi skal lege. Efter spørgsmål som: 'Kan jeg ikke nøjes med et stykke legetøj?' og 'Hvad med legetøj med piv i?' - blev jeg overbevist om, at jeg hellere må trække i arbejdstøjet og komme igang med at lege 'dead or alive' med Mio. Legetøj med bold el. piv i er ikke så godt, da det er meningen, at det skal ligge og være dødt (og bolde og pivedyr er meget lang tid om at 'dø') - og hunden skal så blive mere interesseret i det andet stykke legetøj, som man gør levende ved at ryste det. Hensigten er selvfølgelig at motivere hunden med leg, men også at give den selvtillid i forbindelse med ruskelegen - især hvis man lader den vinde ind i mellem. Instruktørens hund havde fået mere selvtillid af denne leg - og det er lige noget Mio kan bruge. Desuden lærer hunden også at aflevere det døde stykke legetøj.
Jeg må altså sætte knægten derhjemme igang med at flette 2 ens tove, og så sætte igang med at øve legen...Suk...Jeg spår det kommer til at tage tid - men lad os nu se. For Trille kommer det til at tage 2 minutter at lære den leg, så det er til gengæld postivt. Og så er det om at huske at tiden alene med leg, hvor hurtigt den end lærer det, er kvalitets tid....
Måske kan jeg øve det, når jeg går i køkkenhaven, jeg har nemlig planer om at Mio skal holde mig med selskab deroppe. Han er så nem at have med, og vil nyde at ligge og dase og se på at jeg knokler :-) Trille har jeg forsøgt at have med, men hun gør og er bare dødirriterende at have med - de dage som er 'havedage' må hun luftes af et andet familiemedlem! I mellem lugningen kan Mio og jeg så øve 'dead or alive'...

fredag den 19. april 2013

Mosegrisen

Her kommer så beretningen om sportræningen i mandags...

Vi starter dog i forrige uge, hvor jeg varmede op under Søren, min husbond, og spurgte om han ikke havde lyst til at tage med i skoven og være figurant til næste sportræning. Det skal lige siges, at Søren har forstuvet sit knæled og i forvejen har en dårlig ankel, så at gå ude i ujævnt terræn og 'ligge i skjul' kunne blive en udfordring for leddene.

Men jeg fik ja, og efter en hurtig og tidlig aftensmad mandag, fløj jeg rundt i alle kroge af huset, for at pakke alle de ting vi skulle have med. Jeg havde i forvejen forberedt 2 små poser med rå kylling (skulle ikke have at Mio var kræsen igen), og en masse ostegodbidder. Og så afsted op til parkeringspladsen ved udkanten af Store Dyrehave nær Hillerød.
Der var mange mennesker -  for alle havde jo deres figuranter med. Og vejret var også med os, mildt og dejligt. Første opgave var at lægge et cirkelspor, tror jeg det blev kaldt. Pia, vores instruktør fortalte, hvor jeg skulle starte, hun havde sat en pind i midten af et større græsområde og alle skulle lægge spor på tværs - så vi startede og sluttede i kanten af det, som kom til at danne en cirkel af vores markeringspinde. Meningen var at hundene skulle gå sporet, som jo så havde ligget et godt stykke tid, efter vi havde været ude og finde vores figuranter.

Efter dette spor blev lagt, tog Søren, Mio og jeg, med en flok andre ud af en større grusvej i skoven. Det var Jesper, vores anden instruktør, som instruerede os og fandt de steder vi skulle gå hen. Søren, som vist havde glemt at læse mit sidste blogindlæg, anede ikke rigtig, hvad det der med at lægge spor gik ud på. Så han fik en lynforklaring. Han skulle bare trave ca. 200 meter derudaf - væk fra den store hovedsti - gemme sig og vente på at blive fundet af Mio. Han fik kyllingen med i lommen, med instrukser om at rose og dele godbidderne ud, så snart Mio havde fundet ham.
Mens Søren travede afsted, ventede Mio og jeg. Jeg forsøgte at lege lidt med ham, men han var komplet uinteresseret, og ville bare have sin 'far'. Efter lidt tid, var det så på med sporlinen i selen, og den almindelige line over skulderen. 'Søge spor', blev der sagt og Mio kiggede bare på mig  - men fandt snart ud af hvad det gik ud på. Op og ned over mos, knækkede grene og sten gik det. På et tidspunkt tog vi en afstikker til venstre, hvor jeg nok skulle have været lidt mere skrap, og bare være gået videre lige frem, men jeg troede vi allerede havde gået 200 meter... Vi kom dog tilbage på sporet, og fandt Søren, som havde gemt sig godt.

Efter ros og godbidder blev Søren sendt 200 meter længere frem, mens jeg igen, forgæves prøvede at få Mio til at indse, at nu skulle vi rigtig lege, mens vi ventede. Det havde absolut ingen interesse - han var utålmodig og ville bare videre.
Da vi havde ventet lidt, fik han lov at snuse sig frem, og det gik faktisk godt, jeg var opmærksom på at holde ham, der hvor jeg troede sporet gik. Ind mellem blev der virkelig trukket igennem - og det må man heldigvis godt, når det handler om spor. Jeg skulle dog lige holde lidt igen, så vi ikke ligefrem løb afsted i galop begge to! Vi fandt Søren i fin stil - og gentog det hele, Søren gemte sig 200 meter længere væk, og vi fulgte efter.

Nu kommer så det store drama. Da vi havde gået et godt stykke tid - og jeg så småt begyndte at spejde efter Søren, gik vi lige lidt ned i en lavning - som viste sig at være et godt skjult mosehul. Der lå dejlige knasende tørre bøgeblade og skjulte ethvert tegn på fugt og mudder.
Jeg tror, vi sank i samtidig, jeg har i hvertfald et billede på nethinden, hvor jeg langsomt og alligevel hurtigt synker i til knæene, mens Mio kigger tilbage på mig med bekymret mine, og et udtryk der siger 'Hov, hvad er det der sker - hvad udsætter du mig for? Et 'skridt' mere og jeg havner på maven og må kravle op, mens tanker som 'Hvor er Søren? Ligger han på bunden af mosen?' og historier om heste og hunde, der er sunket i mosehuller i Rude Skov, passerer revy i hovedet på mig... Men så slemt kan I jo regne ud, at det heller ikke var. Vi fik kæmpet os op og videre, og fandt Søren 10-15 meter længere henne, tilsyneladende havde vi gået sporet hele vejen noget til venstre, for hvor han rent faktisk havde gået.
Puha! Det var et helt lille chok, vi fik der, men jeg kunne ikke lade være med at grine, det var simpelthen så komisk, og jeg var godt plasket til, langt op ad bukserne, helt op på maven var jeg våd! Og godt at det ikke var Søren der røg i, for så havde det nok været slut med at få ham med til spor (og han var nok også blevet godt muggen - det ligger ikke til hans temperament, at få et godt grin ud af sådan en situation, når det er ham selv det går ud over...)
Nå -  tilbage til holdet og berette om den dramatiske hændelse, og spørge sig selv 'hvorfor havde jeg dog ikke mine overtræksbukser på?' - i et split sekund overvejede jeg det, før vi tog afsted...
Men skidt, pyt vejret var jo godt og mildt, så Mio og jeg skulle videre i programmet. Og prøve at søge på det 'gamle' spor. Han var godt træt i knolden, og noget ukoncentreret, men vi fandt da frem til godbidderne til sidst.

Det var dog ikke nok med det. Vi skulle også lige lære, hvordan man træner sin hund i at finde genstande. Jesper lånte (optimistisk!) Mio, for lige at vise, hvordan. Han var nok ikke lige klar over, at Mio, når han først er ved at være udsolgt, kan være noget svær at motivere!!! Men det lykkedes da. Jesper havde et lille minipenalhus med pølsestykker i, som han kastede et par meter. Det skulle Mio så finde, og Jesper gjorde meget ud af at rose og give ham et af pølsestykkerne. Jeg lånte bagefter en dåse af Jesper, proppede ostehapserne i satte låget på og øvede lidt med Mio. Bukserne var jo allerede godt snavsede - så det var ikke noget problem at kaste sig på knæ på jorden, overdænge hunden med ros og et par lækre godbidder, hver gang han fandt dåsen.
Efter lidt af denne træning, fik vi instrukser i, hvad der skal ske næste gang, nemlig at vi lægger et spor og taber en dåse/penalus med godbidder, på vejen, som hunden så skal finde og sætte sig ved. Efter et lille bitte stykke kage, synes jeg, det var tid til at tage hjem og proppe tøjet i en vaske maskine, og få et varmt brusebad og en varm kop te! Så vi sagde tak for i aften, lokkede Mio ind i bilen og kørte hjem.
Det var bare underholdning, drama og ny viden på én gang - super træning!!

I går kom jeg endelig afsted alene med Mio på en tur. Jeg pakkede en lille plastikboks med pølseskiver, så jeg kunne øve det, vi lærte sidst. Men hold nu op en blæst vi havde, jeg tænkte, det måske ikke var optimale forhold, men prøves skulle det da lige. Mio fik dog lyst til at træne spor på sin egen 'oprindelige' hundefacon, fangede sig en stakkels mulvarp, før vi nåede at træne. Jeg fik ham til at slippe kræet, og stak ham et pølsestykke som tak - men altså jeg er ikke meget for det der, der var blod og alting adr! Godt der i det mindste er nogle andre dyr fra vores mose, som får sig en god middag ud af hans aflagte bytte...
Efter det, blegnede legen med pølsestykkerne i boksen ligesom lidt. Han ville bare jage flere småkræ - godt han var i snor hele tiden!! Men jeg prøvede da at kaste boksen ud- med det kiksede resultat, at låget røg af og pølsegodbidderne spredte sig over stien - ikke ligefrem en træningssucces!! Jeg må finde en anden beholder, og prøve igen i løbet af weekenden, så vi er klar til nye spor-udfordringer til mandagens træning.

PS

Jeg har helt glemt at fortælle, at Mio er blevet storebror igen! Der er kommet et dejligt kuld hvalpe hos Kirsten og Georg. Mor Zindy fik hvalpe i marts, og de kan følges live på Inaris hjemmeside , god fornøjelse!

lørdag den 13. april 2013

Sportræning

I mandags var vi til første sportræning, Mio og jeg, i den nye sæson. Vi pakkede grejet: 2 stykker ens legetøj (hjemmelavede sokkebolde), lækre godbidder, kyllingetern og ost, sporlinen, som vi købte sidste år til spor-weekendkurset, et par bambuspinde til markering, vand og vandskål til Mio, termo-te til mig.

Og så afsted, vi kørte lidt over 18, der skal beregnes ekstra tid på at lokke Mio op i bilen, og forsigtig kørsel så han ikke bliver køresyg... Lidt i halv syv var vi på Eghjortens parkeringsplads. Eghjorten er en dejlig stor naturlegeplads i skoven ved Hillerød.

Der var mange kursister. Jeg kan ikke huske dem alle, nogle var kendte ansigter, og der var hyggelige gensyn og snakken. I alt tror jeg der var 4 labradorer, 3 cockerspaniels, en golden retriver, en islandsk fårehund (som vi kender fra agility), en alaskan malamute, en dværg schnauzer (som ville bespringe alle 'damerne'), en jack russel (lavbenet med masser af træk i), trænernes hunde, græske Zoe, som vi kender godt og endnu en lab. Desuden havde nogle hunde et par mennesker med sig, så vi var en stor flok.

Der var dejlig aftensol, som vi kunne nyde, men rasende koldt lige så snart man var i skygge - så jeg var glad for at have de oldgamle overtrækkere på og en hue at tage på lidt senere. Vi stod der i solen og fik vores instrukser. Jeg havde taget Mio ud af bilen, da han ikke er så glad for den, efter en køretur. Så vi var på det første hold som skulle gå et lille 'opvarmnings-spor', på bare 20 meter. Normalt er reglen i vores klub, at hunden bliver sat i bilen for at vente, når der lægges spor. Men jeg fik en gammel 'trænings-kollega' til lige at holde Mio, mens sporet blev lagt.

For nybegyndere kan jeg fortælle at selve sporet jo er min duft, som jeg afsætter, når jeg går. Altså ikke noget med blod el. 'leverpostejs-suppe', el. godbidder drysses /dryppes ud. Jeg sætter en markeringspind, der hvor sporet starter. For mit vedkommende er det en bambus-blomsterpind, jeg har fundet i haveskuret. Den er faktisk rigtig dum, for den går total i et med naturen, så den er super svær for mig at se, og det er mig som skal se den - ikke hunden.
Når startpinden er sat, så finder jeg et fikspunkt og går lige frem - ca. 20 meter -dvs 20 skridt, plus lidt til pga mine korte ben :-)

Til sidst lægger jeg en ordentlig portion lækre saftige godbidder, som er Mio's belønning, og tager et stort hop frem og sætter den anden markeringspind. Hunden må nemlig ikke lære at gå efter pinden - derfor skal den ikke plantes lige oven i godbidderne.

Når alt dette er gjort, så går man i en stor bue væk fra sporet, tilbage til stien, hvor man startede, henter hunden i sin bil. Jeg skulle ikke så langt, for Mio stod klar hos Helle og ventede.

En anden regel vi har, er at når hunden ikke går selve sporet, så skal snoren (den helt almindelige line, ikke flex el. sporline) sidde i halsbåndet og ikke i selen, hvor jeg ellers ville sætte den. Når vi er ved startpinden, skifter vi fra almindelig line i halsbåndet til sporlinen, som sættes i selen. Her skal man lige passe på at man hele tiden har fat i sin hund, så den ikke stikker af sted og går sporet uden sin ejer...

Når sporlinen sættes fast til selen, gør jeg et stort nummer ud af at kaste linen tilbage, samtidig med at jeg siger 'søge spor'. Og så er det ellers fremad. Mio er ikke helt med på, hvad jeg snakker om, men vi kommer da fremad, og der går ikke meget mere end 3-4 meter, så ved han hvad det drejer sig om, og går næsten præcist frem i sporet. Her er det så den stolte ejer bliver - stolt - min Mio, som ellers kan være lidt sen i det, han kører bare derud af, og ved bare lige hvad han skal. Det er bare optur!!!
Men i mandags gad han næsten ikke at spise sine kyllingetern, som han ellers bare sluger, for han plejer at være ret sulten, når ikke han har fået sin mad før træning. Jeg troede, han måske var lidt groggy efter køreturen, men da alle andres godbidder tilsyneladende havde høj kurs, var det bare fordi han var kræsen...

Når hunden har fundet sine godbidder, så er det bare om at kaste sig ned i næsegrus beundring, nusse og klappe sin hund og fortælle den hvor fantastisk den er, så den virkelig mærker, at nu har den gjort noget godt. Så Mio fik da også den store rosetur :-)

Herefter er det så vigtigt at huske at få sin anden markeringspind med sig i al hurlumhejet. I det hele taget er det ret simple regler, men alligevel kan der opstå en del kludder - f.eks. i skiftet fra én line til en anden der kan opstå knuder/kludder på den lange sporline - og fumlen med at få den almindelige line rundt om halsen osv. Jeg ved ikke hvad der sker med menneskets hjerne og motorik i de situationer - det ligesom at handle i agility - det ser så nemt ud, men når man så står der med hunden og skal, måske op til hele 3 ting på én gang, ja, så bliver det alt for ofte noget rigtig underligt noget man laver...

Nå, men jeg fik da sådan lidt 'hovsa', den almindelige snor på Mio, i halsbåndet, samlet sporlinen sammen og huskede også pindene. Mio kom tilbage til bilen, og jeg fandt ud af at ost var i høj kurs, og han blev lokket op i bilen, til lidt ekstra godbidder og stor ros. Det er et stor fremskridt at jeg ikke længere skal løfte ham op - og han har da heller ikke noget mod at vente i bilen. Så længe vi ikke skal ud og køre, er det okay for ham.

Det næste vi skulle var at gå et spor efter hundens 'dagsform'. Nybegynderne, dem var der måske 3-4 af, lavede noget andet imens, og jeg hørte ikke til dem, fordi jeg var på sporkurset i efteråret.
Så de mere erfarne fordelte sig i skoven bag naturlegepladsen. Jeg fandt et godt sted, hvor vi skulle ind i noget krat - jeg tror måske, jeg gik 100 meter. Start pinden blev sat, og jeg gik ind og ud mellem stammer, og forsøgte nøje at indprinte mig, hvor jeg gik. Til sidst lagde jeg en blanding af ost og kylling, tog et spring frem og satte min slutpind. Derefter en stor bue udenom sporet, og den lange vej ned til bilen. Mio i snoren - i halsbåndet - og så afsted.
Jeg havde mine problemer med at finde startpinden, jeg kunne bare ikke se den! Så næste gang kommer der en farverig klemme på, har jeg allerede besluttet.
Mio fik sporlinen på, han kiggede lidt spørgende på mig, men så gik det også af sti - af sted. Jeg kunne bare ikke huske præcis hvor jeg havde gået - og kunne ikke se min slutpind el. noget. Men så var det jo godt jeg havde sporhunden med - han gik lige i sporet, og jeg kunne pludselig genkende træerne i krattet - en fantastisk oplevelse - og lige hen til sine ostegodbidder som han åd med stor fornøjelse. Og han fik den største ros oven i købet. Super godt gået!

Vi samlede grejet sammen, fik styr på linerne og gik tilbage til bilen. Knap havde jeg lokket ham op i vognen, før jeg fik besked på, at der ville være fri hundeleg og hygge oppe ved legepladsen. Så ud igen, og op til de andre. Vi vik instrukser, om hvordan vi skulle øve os i at lege 'dead or alive' med to stykker legetøj af samme værdi for hunden. Meningen er at hunden bliver glad for at lege, og det skal bruges som belønning. Man rusker først i det ene og lader det andet stykke ligge, og så skifter man, så det 'døde'/liggende legetøj skal blive liggende og det levende, skal der ruskes i/leges med. Det var meningen med de 2 stykker legetøj vi skulle have med. I denne uge får vi nok kun tid til at træne det her i weekenden et par gange - det er lidt svært når man har 2 hunde at lege kun med den ene...Men hellere lidt træning end ingen!

Så blev det endelig tid til 'fri leg' med hundene - én af kursisterne arbejder i skoven, og havde givet lov til at vi måtte slippe dem, og området er indhegnet, så det var alt sammen i orden. Men Mio, sad bare der og kiggede på mig og var nærmest apatisk. Han var simpelt hen brugt op og rigtig træt - han fik kun løbet en smule rundt.
Vi tobenede drak te og kaffe i mens, spiste en småkage - og så var det hjem - med instruks om, at vi næste gang skulle have en figurant med, samt hvor vi skal mødes. Og min Mio var træt - han lagde sig og sov som en sten resten af den aften. Jeg selv havde også brug for en slapper i sofaen under et varmt tæppe.

lørdag den 30. marts 2013

Vi er her endnu!


Bare fordi der alt for længe ikke har været indlæg her på bloggen, ja, så er vi her altså endnu. Der har været travlt på jobbet - og hundetræning har ikke været i højsædet. Jo, hver tur bliver der trænet og øvet - mest god opførsel, indkald - møde med andre hunde er nogle gang lidt vanskeligt for min Mio. Han gør både af gensynsglæde, undren over nye ting/fremmede hunde - og nogle gange tænder han af på enkelte hunde. Det kan være hunde han kender i forvejen, og bare ikke bryder sig om - eller hunde han ellers godt kan være rar over for, bliver han pludselig knotten over for. Min teori er at han aflæser min usikkerhed - og/eller den anden hunds/hundeejers usikkerhed, og så smitter det... Men overvejende så går det rigtig godt, begge hunde er skønne på hver deres måde.


Narnia



I flere måneder har vi nu haft sne - vi tæller den 30. marts i dag - og uden for falder sneen og haven ligger smukt hvid. Men bortset fra Mio, er vi trætte af sne og vinter - skønt at der har været mange dage med det smukkeste solskin, er det ved at være deprimerende at stå op til sne og kulde. Eneste fordel jeg kan komme i tanker om er at ulden sidder tæt og godt fast på Mio, så vi ikke har ikke meget uld om ørene her i huset. Og så har påskeferien kunne gå med noget andet end havearbejde - som jeg ellers i sin tid havde troet jeg skulle have gang i, i disse dage - mere om det på blomsterbloggen

Her er en serie fotos fra i morges






 På stoffer...


Her i vintermånederne har jeg tilmeldt mig et patchworkkursus her i byen. Det har bare været super at få afløb for kreativiteten. Der er en 6-7 damer på holdet og en rutineret patchworklærer (som har sin mor med som kursist på holdet) og med mine 44 år er jeg vidst den yngste... Jeg var så heldig at få en superlækker spritny Pfaff symaskine i fødselsdagsgave her i februar, og siden da har det handlet om stoffer og lapper  (nej, jeg taler ikke om narko og lapphunde), og hvad det angår har vejret været det fuldstændig rette. Selvfølgelig har jeg dedikeret de første patchworkprodukter til mine 2 firbenede venner...

Her en gulvpude til hundene, så de har noget blødt at ligge på i soveværelset...

 


...og en miniquilt til kurven:










Låst ude?

Arbejdsmæssigt venter en mærkelig periode. Vi har endelig fået sendt vores unge 9. klasses elevers ansøgninger videre til deres kommende skoler, og skal nu igang med en mere rolig forårsperiode på jobbet. Men selvom jeg ikke personligt bliver lockoutet, synes jeg ikke om den uforudsigelige periode vi kommer ind i nu. Jeg har min daglige gang på 2 skoler, og har svært ved at forestille mig, hvordan det bliver at gå på arbejde de næste dage. Tobias går i 7. og er jublende glad for 'lang påskeferie', Olivia går i 1.g, så i vores lille familie, vil der ikke blive udfordringer med børnepasning mv. Mange af mine vejlederkolleger bliver til gengæld lockouted, noget uretfærdigt synes jeg nok!

Forårstræning

Forårets træning starter 2. påskedag. Jeg har tilmeldt Mio et sporhold 'spor 1' og jeg fortsætter på agilityholdet med Trille i hundeklubben. Det bliver godt at komme igang igen, selv om jeg lidt frygter om tiden kan række, når der skal løbes, luges have, luftes hunde og alt det andet i dagligdagen. Men forhåbentlig vil foråret med mildhed, varme og sol pludselig komme - og så bliver det helt umuligt at blive indendørs alligevel :-)

2½ fridag er der tilbage af påskeferien. Mens jeg har uploaded billeder til dette indlæg fik jeg lige gjort rent i køleskabet, tømt og fyldt opvaskemaskinen og rydtet op i køkkenet - så langsomt går det på min denne, ellers relativt nye pc (det er ligefør den kører med et håndsving!). Den sidste fritid, skal nydes før det bliver hverdag igen.

God påske!

onsdag den 9. januar 2013

En forsinket julegave

Vi er så heldige at være kommet på sporholdet i hundeklubben, så det er en rigtig dejlig  - forsinket julegave fra klubben. Vi, Mio og jeg, starter først til april, men det bliver bare så godt at komme igang med det.

Her i julen var jeg flere gange i hundeskoven med Trille og Mio, for hver gang, blev Trille mere og mere 'frisk' og stak af på jagt ekspeditioner. Mio er dog så meget hyrdehund, at han kommer hjem og passer på mor, efter kort tid.

Nytårsaftens dag skulle vi gå en rigtig dejlig lang tur i den lokale hundeskov, for at blive trætte til en aften med alt for meget krudt. På vejen mødte vi Blixen, den sødeste lille sorte puddel man kan tænke sig (kan ses på film på hundeklubbens facebook side), så fik vi snakket hund og træning med mor Kirsten - hyggeligt!

Der gik dog ikke lang tid, så stak Trille af igen! Det var begyndt at tusse, og jeg havde lige besluttet, at nu var det tid at få snor på, så vi kunne komme hjem og blive fine til aftenen. Men Trille havde åbenbart andre planer, og tog på jagt. Da Mio og jeg havde ventet i nogle lange minutter, sagde jeg: 'søg spor' til Mio, og fulgte så ellers efter ham. Han gik stik modsat af den retning, jeg troede Trille var i. Men jeg har jo lært på sporkursus, at jeg skal stole på min hund. Så jeg fulgte med og ca. ½-1 minut efter, havde han fundet vores Trille. Skulle hilse at sige, at det var godt nok en stolt ejer til Mio!! Trille kom i snor, og vi kunne tage til en hyggelig nytårsaften, hvor vi synes hundene klarede rabalderet rimelig godt.

Godt nytår!