onsdag den 24. april 2013

Uønsket nr. 1 - hævnens time

Så blev det atter tid til spor, med tasken pakket, hunden i seletøjet, drog vi mandag aften afsted til Kildeportvej nord for Hillerød, i Grib Skov.
Det var ikke så nemt at finde, vi kørte forkert 2 gange, men kom kun et par minutter for sent. Ironisk nok havde jeg været der før, kunne jeg se, da vi nåede frem. Solen skinnede, fuglene sang og der var forventning i luften.

Dagens opgave var at lægge 2 spor, først et kortere ét, hvor den genstand (plastikpenalhus m. lun kylling) vi havde trænet med, skulle tabes så hunden kunne finde den. Derefter et lidt længere et, som vi skulle gå bagefter.

Begge del gik fint, Mio fik masser af ros, da han fandt penalhuset - og kyllingen inden i. Han gik fint i sporet - ikke noget med mosehuller eller andre forhindringer. Han var i øvrigt super glad, da han så startpinden og utålmodig efter at komme afsted. Jeg er efterhånden også blevet mere ferm til at skifte mellem de 2 snore, så ingen problemer i det - bare ren glæde over at gå i sporet med sin hund :-)

Efter de 2 spor fik vi lov at prøve at gå et lille blodspor, med 'aflagt'/fortyndet blod, fra det forrige hold. Nu blev jeg rigtig glad, da jeg fik at vide, at det var hjorteblod, og så det man kalder et 'løb' fra en hjort, som skulle ligge for enden af sporet. Jeg var nemlig ret hævntørstig efter netop at have konstateret, at mine nyplantede jordbærplanter i køkkenhaven var blevet fortæret af de lokale hjorte fra Børstingerød Mose!

Jeg lagde et ganske kort spor. Pia, instruktør, forsynede mig med et ret stort plastikrør måske 5 cm i diameter og lidt mere end 1 meter i højden. Inden i kunne man se rød væske = blod. For hvert skridt jeg tog, skulle jeg trykke røret i jorden, og i bunden var der så en slags 'udløser'. Det var vist lidt samme princip, som nogen måske kender fra f.eks. guldtusser, hvor man skal pumpe lidt ned på papiret for at få farven ud.

For enden af sporet blev hjortebenet/kloven lagt. Den lugtede ganske slemt!
Mio blev hentet ud af bilen, og så gik vi ind i krattet. Jeg havde dog ikke bemærket, at det var brombærkrat, så det første der skete, var at Mio fik viklet sig ind i en lang og tornet gren. Ikke den bedste start på legen. Så jeg måtte hive ham ind på sporet, og sørge for at han undgik flere torne. Heldigvis var sporet ikke mere end 15-20 meter, og vi nåede hurtigt frem til hjortebenet, som Mio ikke helt vidste hvad han skulle gøre ved. Men han syntes da, det var OK at have i munden på vej tilbage til P-pladsen, men ellers var det ikke noget for ham at gnave i 'Uønsket nr. 1' - han er ellers hurtig nok til at sætte efter dem, når de krydser hans vej...

Jeg har så noteret mig, at en ulden og langhåret hund ikke skal gå spor i brombærkrat - meget dårlig idé...

Da alle var færdige, var der kaffe og kage, og et lille oplæg om 'dead or alive'-legens fortræffeligheder, og det blev demonstreret, hvordan vi skal lege. Efter spørgsmål som: 'Kan jeg ikke nøjes med et stykke legetøj?' og 'Hvad med legetøj med piv i?' - blev jeg overbevist om, at jeg hellere må trække i arbejdstøjet og komme igang med at lege 'dead or alive' med Mio. Legetøj med bold el. piv i er ikke så godt, da det er meningen, at det skal ligge og være dødt (og bolde og pivedyr er meget lang tid om at 'dø') - og hunden skal så blive mere interesseret i det andet stykke legetøj, som man gør levende ved at ryste det. Hensigten er selvfølgelig at motivere hunden med leg, men også at give den selvtillid i forbindelse med ruskelegen - især hvis man lader den vinde ind i mellem. Instruktørens hund havde fået mere selvtillid af denne leg - og det er lige noget Mio kan bruge. Desuden lærer hunden også at aflevere det døde stykke legetøj.
Jeg må altså sætte knægten derhjemme igang med at flette 2 ens tove, og så sætte igang med at øve legen...Suk...Jeg spår det kommer til at tage tid - men lad os nu se. For Trille kommer det til at tage 2 minutter at lære den leg, så det er til gengæld postivt. Og så er det om at huske at tiden alene med leg, hvor hurtigt den end lærer det, er kvalitets tid....
Måske kan jeg øve det, når jeg går i køkkenhaven, jeg har nemlig planer om at Mio skal holde mig med selskab deroppe. Han er så nem at have med, og vil nyde at ligge og dase og se på at jeg knokler :-) Trille har jeg forsøgt at have med, men hun gør og er bare dødirriterende at have med - de dage som er 'havedage' må hun luftes af et andet familiemedlem! I mellem lugningen kan Mio og jeg så øve 'dead or alive'...

Ingen kommentarer: