Vi starter dog i forrige uge, hvor jeg varmede op under Søren, min husbond, og spurgte om han ikke havde lyst til at tage med i skoven og være figurant til næste sportræning. Det skal lige siges, at Søren har forstuvet sit knæled og i forvejen har en dårlig ankel, så at gå ude i ujævnt terræn og 'ligge i skjul' kunne blive en udfordring for leddene.
Men jeg fik ja, og efter en hurtig og tidlig aftensmad mandag, fløj jeg rundt i alle kroge af huset, for at pakke alle de ting vi skulle have med. Jeg havde i forvejen forberedt 2 små poser med rå kylling (skulle ikke have at Mio var kræsen igen), og en masse ostegodbidder. Og så afsted op til parkeringspladsen ved udkanten af Store Dyrehave nær Hillerød.
Der var mange mennesker - for alle havde jo deres figuranter med. Og vejret var også med os, mildt og dejligt. Første opgave var at lægge et cirkelspor, tror jeg det blev kaldt. Pia, vores instruktør fortalte, hvor jeg skulle starte, hun havde sat en pind i midten af et større græsområde og alle skulle lægge spor på tværs - så vi startede og sluttede i kanten af det, som kom til at danne en cirkel af vores markeringspinde. Meningen var at hundene skulle gå sporet, som jo så havde ligget et godt stykke tid, efter vi havde været ude og finde vores figuranter.
Efter dette spor blev lagt, tog Søren, Mio og jeg, med en flok andre ud af en større grusvej i skoven. Det var Jesper, vores anden instruktør, som instruerede os og fandt de steder vi skulle gå hen. Søren, som vist havde glemt at læse mit sidste blogindlæg, anede ikke rigtig, hvad det der med at lægge spor gik ud på. Så han fik en lynforklaring. Han skulle bare trave ca. 200 meter derudaf - væk fra den store hovedsti - gemme sig og vente på at blive fundet af Mio. Han fik kyllingen med i lommen, med instrukser om at rose og dele godbidderne ud, så snart Mio havde fundet ham.
Mens Søren travede afsted, ventede Mio og jeg. Jeg forsøgte at lege lidt med ham, men han var komplet uinteresseret, og ville bare have sin 'far'. Efter lidt tid, var det så på med sporlinen i selen, og den almindelige line over skulderen. 'Søge spor', blev der sagt og Mio kiggede bare på mig - men fandt snart ud af hvad det gik ud på. Op og ned over mos, knækkede grene og sten gik det. På et tidspunkt tog vi en afstikker til venstre, hvor jeg nok skulle have været lidt mere skrap, og bare være gået videre lige frem, men jeg troede vi allerede havde gået 200 meter... Vi kom dog tilbage på sporet, og fandt Søren, som havde gemt sig godt.
Efter ros og godbidder blev Søren sendt 200 meter længere frem, mens jeg igen, forgæves prøvede at få Mio til at indse, at nu skulle vi rigtig lege, mens vi ventede. Det havde absolut ingen interesse - han var utålmodig og ville bare videre.
Da vi havde ventet lidt, fik han lov at snuse sig frem, og det gik faktisk godt, jeg var opmærksom på at holde ham, der hvor jeg troede sporet gik. Ind mellem blev der virkelig trukket igennem - og det må man heldigvis godt, når det handler om spor. Jeg skulle dog lige holde lidt igen, så vi ikke ligefrem løb afsted i galop begge to! Vi fandt Søren i fin stil - og gentog det hele, Søren gemte sig 200 meter længere væk, og vi fulgte efter.
Nu kommer så det store drama. Da vi havde gået et godt stykke tid - og jeg så småt begyndte at spejde efter Søren, gik vi lige lidt ned i en lavning - som viste sig at være et godt skjult mosehul. Der lå dejlige knasende tørre bøgeblade og skjulte ethvert tegn på fugt og mudder.
Jeg tror, vi sank i samtidig, jeg har i hvertfald et billede på nethinden, hvor jeg langsomt og alligevel hurtigt synker i til knæene, mens Mio kigger tilbage på mig med bekymret mine, og et udtryk der siger 'Hov, hvad er det der sker - hvad udsætter du mig for? Et 'skridt' mere og jeg havner på maven og må kravle op, mens tanker som 'Hvor er Søren? Ligger han på bunden af mosen?' og historier om heste og hunde, der er sunket i mosehuller i Rude Skov, passerer revy i hovedet på mig... Men så slemt kan I jo regne ud, at det heller ikke var. Vi fik kæmpet os op og videre, og fandt Søren 10-15 meter længere henne, tilsyneladende havde vi gået sporet hele vejen noget til venstre, for hvor han rent faktisk havde gået.
Puha! Det var et helt lille chok, vi fik der, men jeg kunne ikke lade være med at grine, det var simpelthen så komisk, og jeg var godt plasket til, langt op ad bukserne, helt op på maven var jeg våd! Og godt at det ikke var Søren der røg i, for så havde det nok været slut med at få ham med til spor (og han var nok også blevet godt muggen - det ligger ikke til hans temperament, at få et godt grin ud af sådan en situation, når det er ham selv det går ud over...)
Nå - tilbage til holdet og berette om den dramatiske hændelse, og spørge sig selv 'hvorfor havde jeg dog ikke mine overtræksbukser på?' - i et split sekund overvejede jeg det, før vi tog afsted...
Men skidt, pyt vejret var jo godt og mildt, så Mio og jeg skulle videre i programmet. Og prøve at søge på det 'gamle' spor. Han var godt træt i knolden, og noget ukoncentreret, men vi fandt da frem til godbidderne til sidst.
Det var dog ikke nok med det. Vi skulle også lige lære, hvordan man træner sin hund i at finde genstande. Jesper lånte (optimistisk!) Mio, for lige at vise, hvordan. Han var nok ikke lige klar over, at Mio, når han først er ved at være udsolgt, kan være noget svær at motivere!!! Men det lykkedes da. Jesper havde et lille minipenalhus med pølsestykker i, som han kastede et par meter. Det skulle Mio så finde, og Jesper gjorde meget ud af at rose og give ham et af pølsestykkerne. Jeg lånte bagefter en dåse af Jesper, proppede ostehapserne i satte låget på og øvede lidt med Mio. Bukserne var jo allerede godt snavsede - så det var ikke noget problem at kaste sig på knæ på jorden, overdænge hunden med ros og et par lækre godbidder, hver gang han fandt dåsen.
Efter lidt af denne træning, fik vi instrukser i, hvad der skal ske næste gang, nemlig at vi lægger et spor og taber en dåse/penalus med godbidder, på vejen, som hunden så skal finde og sætte sig ved. Efter et lille bitte stykke kage, synes jeg, det var tid til at tage hjem og proppe tøjet i en vaske maskine, og få et varmt brusebad og en varm kop te! Så vi sagde tak for i aften, lokkede Mio ind i bilen og kørte hjem.
Det var bare underholdning, drama og ny viden på én gang - super træning!!
I går kom jeg endelig afsted alene med Mio på en tur. Jeg pakkede en lille plastikboks med pølseskiver, så jeg kunne øve det, vi lærte sidst. Men hold nu op en blæst vi havde, jeg tænkte, det måske ikke var optimale forhold, men prøves skulle det da lige. Mio fik dog lyst til at træne spor på sin egen 'oprindelige' hundefacon, fangede sig en stakkels mulvarp, før vi nåede at træne. Jeg fik ham til at slippe kræet, og stak ham et pølsestykke som tak - men altså jeg er ikke meget for det der, der var blod og alting adr! Godt der i det mindste er nogle andre dyr fra vores mose, som får sig en god middag ud af hans aflagte bytte...
Efter det, blegnede legen med pølsestykkerne i boksen ligesom lidt. Han ville bare jage flere småkræ - godt han var i snor hele tiden!! Men jeg prøvede da at kaste boksen ud- med det kiksede resultat, at låget røg af og pølsegodbidderne spredte sig over stien - ikke ligefrem en træningssucces!! Jeg må finde en anden beholder, og prøve igen i løbet af weekenden, så vi er klar til nye spor-udfordringer til mandagens træning.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar