Sportræning

I mandags var vi til første sportræning, Mio og jeg, i den nye sæson. Vi pakkede grejet: 2 stykker ens legetøj (hjemmelavede sokkebolde), lækre godbidder, kyllingetern og ost, sporlinen, som vi købte sidste år til spor-weekendkurset, et par bambuspinde til markering, vand og vandskål til Mio, termo-te til mig.

Og så afsted, vi kørte lidt over 18, der skal beregnes ekstra tid på at lokke Mio op i bilen, og forsigtig kørsel så han ikke bliver køresyg... Lidt i halv syv var vi på Eghjortens parkeringsplads. Eghjorten er en dejlig stor naturlegeplads i skoven ved Hillerød.

Der var mange kursister. Jeg kan ikke huske dem alle, nogle var kendte ansigter, og der var hyggelige gensyn og snakken. I alt tror jeg der var 4 labradorer, 3 cockerspaniels, en golden retriver, en islandsk fårehund (som vi kender fra agility), en alaskan malamute, en dværg schnauzer (som ville bespringe alle 'damerne'), en jack russel (lavbenet med masser af træk i), trænernes hunde, græske Zoe, som vi kender godt og endnu en lab. Desuden havde nogle hunde et par mennesker med sig, så vi var en stor flok.

Der var dejlig aftensol, som vi kunne nyde, men rasende koldt lige så snart man var i skygge - så jeg var glad for at have de oldgamle overtrækkere på og en hue at tage på lidt senere. Vi stod der i solen og fik vores instrukser. Jeg havde taget Mio ud af bilen, da han ikke er så glad for den, efter en køretur. Så vi var på det første hold som skulle gå et lille 'opvarmnings-spor', på bare 20 meter. Normalt er reglen i vores klub, at hunden bliver sat i bilen for at vente, når der lægges spor. Men jeg fik en gammel 'trænings-kollega' til lige at holde Mio, mens sporet blev lagt.

For nybegyndere kan jeg fortælle at selve sporet jo er min duft, som jeg afsætter, når jeg går. Altså ikke noget med blod el. 'leverpostejs-suppe', el. godbidder drysses /dryppes ud. Jeg sætter en markeringspind, der hvor sporet starter. For mit vedkommende er det en bambus-blomsterpind, jeg har fundet i haveskuret. Den er faktisk rigtig dum, for den går total i et med naturen, så den er super svær for mig at se, og det er mig som skal se den - ikke hunden.
Når startpinden er sat, så finder jeg et fikspunkt og går lige frem - ca. 20 meter -dvs 20 skridt, plus lidt til pga mine korte ben :-)

Til sidst lægger jeg en ordentlig portion lækre saftige godbidder, som er Mio's belønning, og tager et stort hop frem og sætter den anden markeringspind. Hunden må nemlig ikke lære at gå efter pinden - derfor skal den ikke plantes lige oven i godbidderne.

Når alt dette er gjort, så går man i en stor bue væk fra sporet, tilbage til stien, hvor man startede, henter hunden i sin bil. Jeg skulle ikke så langt, for Mio stod klar hos Helle og ventede.

En anden regel vi har, er at når hunden ikke går selve sporet, så skal snoren (den helt almindelige line, ikke flex el. sporline) sidde i halsbåndet og ikke i selen, hvor jeg ellers ville sætte den. Når vi er ved startpinden, skifter vi fra almindelig line i halsbåndet til sporlinen, som sættes i selen. Her skal man lige passe på at man hele tiden har fat i sin hund, så den ikke stikker af sted og går sporet uden sin ejer...

Når sporlinen sættes fast til selen, gør jeg et stort nummer ud af at kaste linen tilbage, samtidig med at jeg siger 'søge spor'. Og så er det ellers fremad. Mio er ikke helt med på, hvad jeg snakker om, men vi kommer da fremad, og der går ikke meget mere end 3-4 meter, så ved han hvad det drejer sig om, og går næsten præcist frem i sporet. Her er det så den stolte ejer bliver - stolt - min Mio, som ellers kan være lidt sen i det, han kører bare derud af, og ved bare lige hvad han skal. Det er bare optur!!!
Men i mandags gad han næsten ikke at spise sine kyllingetern, som han ellers bare sluger, for han plejer at være ret sulten, når ikke han har fået sin mad før træning. Jeg troede, han måske var lidt groggy efter køreturen, men da alle andres godbidder tilsyneladende havde høj kurs, var det bare fordi han var kræsen...

Når hunden har fundet sine godbidder, så er det bare om at kaste sig ned i næsegrus beundring, nusse og klappe sin hund og fortælle den hvor fantastisk den er, så den virkelig mærker, at nu har den gjort noget godt. Så Mio fik da også den store rosetur :-)

Herefter er det så vigtigt at huske at få sin anden markeringspind med sig i al hurlumhejet. I det hele taget er det ret simple regler, men alligevel kan der opstå en del kludder - f.eks. i skiftet fra én line til en anden der kan opstå knuder/kludder på den lange sporline - og fumlen med at få den almindelige line rundt om halsen osv. Jeg ved ikke hvad der sker med menneskets hjerne og motorik i de situationer - det ligesom at handle i agility - det ser så nemt ud, men når man så står der med hunden og skal, måske op til hele 3 ting på én gang, ja, så bliver det alt for ofte noget rigtig underligt noget man laver...

Nå, men jeg fik da sådan lidt 'hovsa', den almindelige snor på Mio, i halsbåndet, samlet sporlinen sammen og huskede også pindene. Mio kom tilbage til bilen, og jeg fandt ud af at ost var i høj kurs, og han blev lokket op i bilen, til lidt ekstra godbidder og stor ros. Det er et stor fremskridt at jeg ikke længere skal løfte ham op - og han har da heller ikke noget mod at vente i bilen. Så længe vi ikke skal ud og køre, er det okay for ham.

Det næste vi skulle var at gå et spor efter hundens 'dagsform'. Nybegynderne, dem var der måske 3-4 af, lavede noget andet imens, og jeg hørte ikke til dem, fordi jeg var på sporkurset i efteråret.
Så de mere erfarne fordelte sig i skoven bag naturlegepladsen. Jeg fandt et godt sted, hvor vi skulle ind i noget krat - jeg tror måske, jeg gik 100 meter. Start pinden blev sat, og jeg gik ind og ud mellem stammer, og forsøgte nøje at indprinte mig, hvor jeg gik. Til sidst lagde jeg en blanding af ost og kylling, tog et spring frem og satte min slutpind. Derefter en stor bue udenom sporet, og den lange vej ned til bilen. Mio i snoren - i halsbåndet - og så afsted.
Jeg havde mine problemer med at finde startpinden, jeg kunne bare ikke se den! Så næste gang kommer der en farverig klemme på, har jeg allerede besluttet.
Mio fik sporlinen på, han kiggede lidt spørgende på mig, men så gik det også af sti - af sted. Jeg kunne bare ikke huske præcis hvor jeg havde gået - og kunne ikke se min slutpind el. noget. Men så var det jo godt jeg havde sporhunden med - han gik lige i sporet, og jeg kunne pludselig genkende træerne i krattet - en fantastisk oplevelse - og lige hen til sine ostegodbidder som han åd med stor fornøjelse. Og han fik den største ros oven i købet. Super godt gået!

Vi samlede grejet sammen, fik styr på linerne og gik tilbage til bilen. Knap havde jeg lokket ham op i vognen, før jeg fik besked på, at der ville være fri hundeleg og hygge oppe ved legepladsen. Så ud igen, og op til de andre. Vi vik instrukser, om hvordan vi skulle øve os i at lege 'dead or alive' med to stykker legetøj af samme værdi for hunden. Meningen er at hunden bliver glad for at lege, og det skal bruges som belønning. Man rusker først i det ene og lader det andet stykke ligge, og så skifter man, så det 'døde'/liggende legetøj skal blive liggende og det levende, skal der ruskes i/leges med. Det var meningen med de 2 stykker legetøj vi skulle have med. I denne uge får vi nok kun tid til at træne det her i weekenden et par gange - det er lidt svært når man har 2 hunde at lege kun med den ene...Men hellere lidt træning end ingen!

Så blev det endelig tid til 'fri leg' med hundene - én af kursisterne arbejder i skoven, og havde givet lov til at vi måtte slippe dem, og området er indhegnet, så det var alt sammen i orden. Men Mio, sad bare der og kiggede på mig og var nærmest apatisk. Han var simpelt hen brugt op og rigtig træt - han fik kun løbet en smule rundt.
Vi tobenede drak te og kaffe i mens, spiste en småkage - og så var det hjem - med instruks om, at vi næste gang skulle have en figurant med, samt hvor vi skal mødes. Og min Mio var træt - han lagde sig og sov som en sten resten af den aften. Jeg selv havde også brug for en slapper i sofaen under et varmt tæppe.