onsdag den 23. februar 2011

Mios første fangst!

Mio er ved at være helt sig selv og frisk igen. På turene får han lov at gå løs - velovervåget vel at mærke. Det er heller ikke de længste ture, bare hen over marken og hjem igen. På fodboldbanen løber han glad rundt med Trille, som han plejer. Der er masser af gode nedfaldne grene, man kan tygge i og drille hinanden med. Mio tager gerne den tykkeste og længste, så han rigtig kan spankulere omkring over for Trille, der må nøjes med pinde i hendes lille letvægts-størrelse.
Det har i øvrigt været rigtig praktisk med den hårde frost vi har haft. Således er der ikke kommet unødigt snavs og mudder op i såret, som ser ud til at have det fint.

Vi har måtte lægge vores morgenrutiner noget om efter ferien. Desværre har en pensioneret nabo lidt henne ad rækken syntes at vores hunde gør 'uafbrudt - dagen lang' når de er alene hjemme. Det undrer os noget, for ungerne - især Tobias, som er hjemme hver dag ved 13tiden, kan fortælle, at de er fuldstændig rolige, når han kommer hjem.
Men det er rigtigt at Trille godt kan være nervøs og vagtsom om morgenen, når jeg går, som den sidste. Så nu har jeg været tidligt oppe, gået en lidt længere tur med dem, hvor de lige får leget frit. Og så er jeg gået hjemmefra som den første, og Søren har givet begge hunde marvben med leverpostej i, som de kan ligge og hygge sig med om formiddagen. Radioen kører også og gardinerne er trukket for, så fugle og evt. kattebesøg i haven ikke får dem hidset op. Så må vi håbe, vi kommer tilbage til gamle dage, hvor alene hjemme ikke var noget problem. Faktisk er de jo heller ikke alene, da de jo har hinanden, så vi er nogenlunde sikre på, at det er, hvad der foregår uden for matriklen, som vækker deres vagthunde instinkter....

På gårdsdagens tur var Mio så 'heldig' at fange sig en lækker lille mus, ude på marken. Jeg var så paf, at jeg ikke lige vidste, hvordan jeg skulle håndtere det. Selvom det regnede med bacon, var han ikke til sinds at slippe den. Så jeg måtte nix'e og sige 'ah, ah', og musen var inde og ude af gabet på ham 2 - 3 gange... Jeg syntes det var for ulækket at lade ham spise den - og jeg skulle i hvert fald ikke have noget af at røre ved gnaveren, for at tage den ud af munden på ham. Lidt af et dilemma. Nå, men jeg fik trukket ham væk fra musehullet og musen, blot for at han 5 meter længere henne finder en ny mus - denne her, tror jeg dog, var død i forvejen. Så gentog det hele sig én gang til. Adr.
Man må konstatere at kastrationen ikke har påvirket hans jagtegenskaber - måske endda skærpet dem, grundet hans øgede appetit??

torsdag den 17. februar 2011

Kort statusrapport

Mio har det efter omstændighederne fint.
I går var han dog noget rød og hævet - især om aftenen, så vi tænkte, vi skulle konsultere dyrlægen idag, hvis det ikke blev bedre. Men idag ser det ud til, at det er på retur igen, han er ikke så hævet, og det røde er ved at aftage. Han er nogenlunde frisk, klynker ikke ud over det sædvanlige og vi går småture med ham uden kraven på og han både tisser og laver som han skal. Han vil ikke rigtig besørge ude i haven, og ind imellem letter han ben uden der kommer noget ud - så jeg holder skarpt øje med, om han tisser normalt. Det må se lidt mærkeligt ud for andre, hvordan jeg står og glor ind under ham, når han letter ben. Men pga af den forfærdelige kulde og stride vind vi har, er der ikke mange som dasker rundt på må og få i kvarteret...
Trille er sød og god, og nyder at være ude på tur alene med os andre.
Tobias er særlig sød og opmærksom over for Mio, og ekspert i at give ham kraven på, efter han har spist og drukket. Han holder også øje med såret, og er i det hele taget meget omsorgsfuld. Idag har de to 4benede været alene hjemme, og det lod til at være gået helt normalt, som det plejer.
Mio har vænnet sig til kraven, og tager sig ikke så meget af at han støder på ting ind imellem. Han skaber sig ikke over at skulle have den på, men er bestemt heller ikke begejstret for den. Det er nu en praktisk opfindelse, at give dem krave på, jeg føler mig da tryg ved, at han ikke kan gøre skade på sig selv ved at pille i såret. Men ingen tvivl om, at det må være en pestilens at gå rundt med den!!

Vi har spekuleret lidt over hvorvidt, vi allerede nu kan mærke/forvente ændringer - men umiddelbart ligner han sig selv. Appetitten er god - men ikke mere end normalt. Han er lige så interesseret i hunde, han ser på afstand som han plejer. Der er kun det med at han letter ben ind imellem uden at besørge - men om det er manglende hormoner eller lidt koks i reflekserne efter operationen, er ikke til at vide. Han minder med andre ord meget om sig selv - dog noget mere træt, men det er der nok ikke noget at sige til efter en tur på operationsbordet, kraven og smerterne.

tirsdag den 15. februar 2011

Stakkels Mio...

I går var dagen, vi havde planlagt at Mio skulle kastreres, og operationen gik godt. Han blev afleveret om morgenen kl. 8 og hentet hjem fra dyrlægen ved femtiden. Inden vi tog derfra fik han en kæmpe krave på, for at han ikke slikker sit sår. Dyrlægen gav os nogle smertestillende piller med også, og bad os tage det stille og roligt med ham, indtil stingene skal tages ud om 10 dage.

Inden operationen havde jeg en sidste snak med dyrlægen vedr. kastrationen, da det skabte en hvis polemik på træningspladsen i lørdags, at jeg skulle have ham kastreret, og derfor nok ikke kom den følgende lørdag.

Det var især træneren og et par af de andre kursister, som var meget oprørte og mente det var en fejltagelse, at jeg ikke lod Trille sterilisere i stedet. Så jeg lovede pænt (hvorfor gør jeg dog det, burde være lidt mindre høflig ind imellem og fortælle at det ikke var op til dem at blande sig - men man lærer vel livet igennem...) at jeg da ville overveje for og imod (igen), tale med dyrlægen osv.

Begrundelsen var bla. 'hun ville ikke bemærke noget' (underforstået, men det ville Mio?), vi ville være fri for besværet med løbetider, hun ville få mindre risiko for livmoderbetændelse, det var et meget mindre indgreb end kastration af en han, hun var jo alligevel så gammel og når vi ikke skulle have hvalpe...plus falsk drægtighed (hvilket vi aldrig har haft problemer med).

Vi synes dog ikke løbetiden har været noget problem, Trille er meget renlig, og vi har aldrig haft problemer med alt for interesserede hanhunde, og vi mener at det faktisk er et noget større indgreb, når det gælder en tæve som steriliseres. Og det kunne dyrlægen bekræfte. Endvidere mente han ikke, at hanner ville bemærke en operation mere end tæver, det havde han aldrig hørt om. Hanner kunne blive mere afslappede, og trangen til at løbe efter tæver i løbetid ville forsvinde, begge køn risikerer at tage på. At hanner skulle skifte helt temperament/personlighed, mente han ikke var tilfældet - han havde selv haft en kastreret han, som han ikke havde mærket noget på.

Man hører så meget i hundeverdenen, og jeg har vænnet mig til at lytte til min sunde fornuft, for mange aner ikke, hvad de taler om (og en af dem fra holdet, der anbefalede sterilisation, skælder groft ud på sin hund, og løfter den op, i halsen, når hun synes, han er slem - hvilket i øvrigt undrer mig træneren ikke har nogen kommetarer til...).
Jeg tror en del også blander deres egne følelser ind i, hvad hunden evt. føler eller ikke føler - men vi skal huske at hunde er dyr og ikke føler, tænker og erkender, som vi gør. Det er en menneskelig fejl at falde i den grøft med at menneskeliggøre hundene - gør det da selv den halve tid - men de er altså ikke som os!!


Det er dejligt at træneren i DKK kan se at Mio har et skønt temperament - men kastrationen, får formentlig ikke nogen betydning, hvad det angår.

I det hele taget kan jeg fortælle, at Mio opførte sig eksemplarisk til sidste hundetræning. Min opfattelse af træningen er stadig, at den er meget regelret, men sådan er det bare. Vi arbejdede med bliv, hvor vores hunde skulle stå, sitte og dække. Og jeg synes, det gik godt. Jeg kan ikke gå så lang fra ham, men det kommer vel. Fandt også ud af at bacon, kun kan bruges til nogle øvelser. Ind imellem blev han så vild efter det, at det var lige meget, hvad jeg bad ham om... Blandt andet havde jeg problemet med en højre - venstreøvelse, vi fik introduceret. Men alt i alt gik han pænt, vi havde god kontakt og var begge totalt udkørte efter 1 time og 15 minutter.

Men tilbage til diskussionen for og imod kastration/sterilsation. Jeg konsulterede også Georg og Kirsten fra Inari og Trilles hundelytter Kimm Hove. Og jeg kan bare konstatere, at det er et spørgsmål om smag og behag, om man vælger det ene eller andet. Jeg synes ikke, der er helt overvældende argumenter for at det ene indgreb er 'bedre' end et andet. Dyrlægen mente sågar, at flere mænd har det svært med at deres hanhund skal kastreres ;-)  og ellers var han meget pragmatisk, i hans verden er det jo meget brugt, at man f.eks. kastrerer hingste, katte, hunde osv. for som han siger 'ellers kan man jo ikke have dem'.

Jeg følte mig i hvert fald tryg ved at aflevere Mio. Nu skal vi så bare passe godt på ham. Han blev vel modtaget af Trille. Som vist ellers nød en fridag alene, jeg gik en hyggelig tur med hende - det er ikke så tit jeg bare er alene ude med hende og det var faktisk en øjenåbner, det må jeg huske at gøre ind imellem.

Mio er vist lige dele generet af kraven og såret, der sikkert både klør og smerter. Så han går pivende og klynkende rundt, og det eneste, der hjælper, er, at vi nusser ham lidt på kinderne, på brystet og bag ørerne. Stakkels, stakkels ham. Søren har flyttet lidt rundt på møblerne, så han kan komme bedre rundt, uden at støde ind i alting.


Til sidst kan jeg lige fortælle, at jeg endelig har fundet et sted, hvor vi kan starte til begynderagility til foråret. Jeg fik den idé at lede efter agilityklubber på nettet og stødte på Hillerød Brugshundeklub. Jeg vidste egentlig godt den eksisterede, men havde fortrængt det igen. De havde plads på holdet og på deres hjemmeside, fremstår de som en klub med moderne, positive indlæringsmetoder - hvor man ikke får lov at skælde ud på sin hund! Jeg syntes, det lød godt, og kørte i søndags op, uden hund, for lige at se stedet, og evt. hilse på.
De har et flot klubhus, ligner lidt en spejderhytte, og jeg blev vist rundt og sonderede terrænet. Tror det er et godt sted - med en noget mere afslappet holdning end DKK.
Jeg er jo ikke konkurrence- og prøvefikseret  - så jeg håber det bliver et sted, hvor jeg kan lære så meget jeg har lyst og hygge mig med andre hunde og hundemennesker. Så jeg er ret spændt på, om det lever op til håbet, har i hvertfald meldt mig til, betalt kontingent og det hele.
De har noget, de kalder 'fri træning' hver søndag, hvor man kan mødes uden tilmelding og træne sin hund individuelt - altså ikke deciderede hold. Her kan jeg også tage Trille med, hvis jeg vil  - eller dem begge. Lyder som en udfordring. Jeg har jo aldrig gået til træning med hende, og kunne godt tænke mig at se, hvordan hun ville tage det.

onsdag den 9. februar 2011

En god tur

Der er travlhed for tiden både på jobbet - med alle de unge som søger ungdomsuddannelse og med hundetræning, når jeg kommer hjem og skal fange de sidste lyse timer. Lige nu kæmper jeg mod tunge øjenlåg, mens landskampen summer i baggrunden. Det nytter ikke at gå tidligt i seng - så vågner jeg bare kl. 3-4 stykker og kan ikke lukke et øje!

Det er nu igen muligt at løbe ude i naturen, og de sidste par gange har jeg haft Trille med. Formen er godt nok ikke hvad den har været - men det kan den blive igen. Glæder mig til der kommer forår i luften, og med den måske lidt motivation. Men det hjælper da at have Trille med, hun er så frisk og glad for en løbetur, og evig artig.
Efter dagens luntetrav, var det ud på træningstur med Mio. Det er ikke muligt at træne det hele med livlige Trille, som helst vil hapse alle godbider, hun dufter. Så når jeg nu havde været ude med hende, passede det fint at pakke lækre bacon stykker og leverpølse i venstre frakkelomme til Mio.

Siden i lørdags har der været fokus på indkald og kontaktlyden, samt plads. Mio er rigtig glad for bacon, det hjælper :-) Jeg beder ham sætte sig på pladsen, inden han skal gå fri. Det går godt. I det hele taget er dagens træning gået som smurt. En rigtig dejlig tur. Det går godt med indkaldet igen. Han er lidt mere lydhør (hvis altså der ikke lige er hunde i farvandet) men nu er det efterhånden blevet nemmere at få ham til at komme, når han er optaget af at snuse. Han holder også lidt mere øje med mig. Så det er godt. Den seddel vi fik udleveret til hundetræningen og som vi skulle læse om indkald, var en fornøjelse at læse - der stod nemlig alt det vi vidste og gjorde i forvejen. Så det er bare at skruet lidt op for træning af indkaldet, så det bliver lige så automatiseret som hos Trille. Hun kommer altid som et søm, uden at spekulere nærmere over om det er noget hun gider. Så jeg er fortrøstningsfuld.
Mio er også god til at reagere på kontaktlyden. Den øvede jeg lidt ekstra idag.
Vi øvede også, at han skulle sidde på pladsen og op at 'stå' - venstre ben tilbage og højrehånd frem foran snuden. Det kan han godt - men jeg ved ikke, om han helt har fattet komandoen stå. Jeg venter et par dage med at gå 3 skridt frem og få ham til at sitte. 'Bliv' har jeg faktisk glemt lidt, så det skal jeg lige huske næste gang. Han kan i hvert fald 'plads' rimelig sikkert. Så alt i alt skrider det fremad - og det har som sagt i dag virkelig været en super lille træningstur vi har været ude på idag.
Jeg tænker også at, når han er blevet opereret, og vi ikke bare kan lade ham spæne rundt i mudderet, vil det være en god lejlighed til at træne de forskellige øvelser. Jeg tager 3 fridage i slutningen af næste uge. Det bliver dejligt at slappe af og måske få tid til at øve. En lille solstråle vil heller ikke være af vejen!

søndag den 6. februar 2011

Mio kan snakke!

Gårdsdagens træning, var rigtig meget bedre end den forrige! Det kunne næsten også kun gå den vej... Så jeg er rigtig glad for, at jeg reagerede med en tilbagemelding fremfor at blive på det første hold!

Ingen tvivl om at niveauet på det nye hold er det helt rigtige til Mio og jeg. Der var adskillige hunde og deres ejere, som var lige der, hvor vi er. Fjollede unghunde som vil alt muligt andet end det vi lige har tænkt os.
De grundlæggende rammer var som sidst, men nu med mulighed for en almindelig dialog. Alle blev præsenteret, hunde og mennesker - men det er svært at huske alle navnene, det kommer nok hen ad vejen. Der var en ganske tam og nem golden retriver, Knud el. Valde hed den, en lille vred Norfolk terrrier, Teddy. Og der var vist en Teddy mere, en yndig Welsh Corgi i sort og hvid, en sort slank labrador, Chili, en smuk rødlig husky, som hed noget med K, en Münsterländer som var mere umulig end Mio - de kom lidt for sent, så jeg fangede ikke navnet, en stædig Shapendoes, som kun ville lave hver øvelse 3 gange.
Vi lavede en lille 'bliv' øvelse uden godbid. Jeg har stadig lidt svært ved at forstå det med hvornår og hvordan med de godbidder. Ind til nu har jeg altid givet godbidder ved hver øvelse, altså selvfølgelig først når øvelsen er korrekt udført. Vi måtte ikke give 'uautoriserede godbidder' - fair nok! Men hvad med en godbid for veludført gerning? Nå, jeg finder vel ud af det hen ad vejen.
Hundene skulle lære at sætte sig når de vil/skal hilse på mennesker. Det lød som om alle på holdet havde det problem at hundene springer op. Det har Mio aldrig gjort, så det var jo nemt nok. Han skal så bare lære at sætte sig, når han hilser. Jeg ved ikke, hvor nødvendigt jeg synes det er, men der er da raison i, at fremmede mennesker synes, det er rart at hunden sidder stille, så der ikke er nogen, som bliver bange.
Så var der en kontaktøvelse. Vi skulle vælge en kontaktlyd, som hunden skulle lære at reagere på og tage kontakt til os. Jeg valgte en kysse/smaskelyd, som vi alligevel bruger. Hundene skulle have godbid hvergang de tog kontakt, når vi sagde lyden. Det gik faktisk OK for Mio og mig. Men altså han er så forvirret og interesseret i alle de mange hunde omkring ham. Jeg tager mig dog ikke særlig meget af det, ignorerer den dårlige opførsel og roser ham, hver gang han falder til ro og sætter sig. Tilsidst skulle vi lære en, synes jeg ret indviklet sekvens, hvor vi skulle starte med hunden siddende til venstre for os. Tage venstre ben bagud (endelige ikke det højre frem, det var strengt forbudt (?)), og bede hunden om at stå. Derefter 3 skridt frem og sige plads. Så det skal øves i denne uge. Men hvordan jeg tryller tiden frem til det, aner jeg ikke??

Jeg synes stadig, der er lidt stramme regler, men det er nok bare anarkistiske mig der har det lidt svært med det. Men ellers vil jeg sige, at det var rigtig meget bedre end sidst. Ikke noget med 'lidt længere mod vest'...
Vi lærte: At hilse på mennesker, hvordan vi skal indlære stå og bliv. Plads spurgte jeg lidt til, så der må vi se henad ugen. Ingen tvivl om, at der skal arbejdes i ugens løb. Mio er ikke så modtageligt blandt de næsten hundrede hunde på området. Vi fik også en seddel vedr. indkald, som vi skulle læse og benytte os af. Den vil jeg læse nu og så ud og gå med de 2.

I går var jeg i selskab med flere af de lokale hundeejere, som jeg møder ude på marken. Det var til Karen Louises, superhyggelige 40 års fødselsdag. Der var et par stykker som også havde gået i DKK i Hillerød, og var OK tilfredse med det. Og jeg hørte, at der er noget, som hedder Hillerød Hundevenner, hvor man kan gå til agility, og det skulle være rigtig godt. Så det skal undersøges snarest.

Og så var der lige den, der med Mio der snakker. Altså, han har jo altid været en piveskid og et tudefjæs. Men nu er han begyndt på en sjov morgenhilsen. Det lyder som en rigtig ølbas, der rent faktisk siger noget i retning af 'godmorgen'. Det lyder simpelthen så grinagtigt. Vi tror, det er et forsøg på at lave et flot hyl, som vi hørte Zindy og Saimi lave oppe hos Kirsten og Georg. lad os se hvad det bliver til.

Bonusinfo: Mio hverken kastede op på ud turen eller hjemturen til Hillerød!!! Hurra for det. Han kastede godt nok lidt mudder op netop, som vi havde stillet os i rundkreds på træningspladsen - charmerende træk ;-) Jeg tror dog det var en kombination af lidt kvalme efter turen og at han var ved at kvæle sig selv med sit trækkeri, i forsøget på at hilse på sin sidemand i rundkredsen...

fredag den 4. februar 2011

Sidste nyt fra trænings'fronten' :-)

Så er der næsten gået en uge siden, jeg var til proffessor Tournesol-træning i Hillerød. (Er man ikke dreven Tintin-fan, kan jeg bare anbefale, at man åbner det fantastiske hæfte 'Rackham den Rødes skat', efter at have læst det, vil man forstå, hvad jeg mener...)
Og hele ugen har jeg spekuleret over min oplevelse. Det har været rigtig godt at få respons på mit indlæg og det gjorde også, at jeg i sidste ende valgte at sende en tilbagemelding til DKK, godt nok i nogle andre vendinger end mit spontane indlæg nedenfor.
Jeg er slem til at være konfliktsky, så det var faktisk lidt af en overvindelse at melde tilbage om det - især da det jo ikke skal virke, som et personligt angreb på den stakkels instruktør...Men jeg havde det altså dårligt over bare at stå til, og en fornemmelse af, at det nok ikke blev bedre, hvis jeg tav.

Og nu har jeg fået det svar fra DKK, at de var kede af, at jeg havde haft den oplevelse, men at træneren ellers var efterspurgt. Jeg er blevet tilbudt et andet hold, som muligvis vil passe bedre til Mios og mit niveau. Så nu glæder jeg mig igen, og håber på at det bliver en god oplevelse i morgen. Jeg skal dog op før fanden har sutsko på (på min dyrebare fridag), men bare det bliver godt, er det forhåbentlig det værd!! Dog kan jeg ikke lade være med at tænke på mine holdkammerater fra sidste uge, hvis holdet bare fortsætter i samme stil...
Grethe og Dixi var også på banen med en tilbagemelding - TAK for den. Det virker heldigvis, som om man godt kan forvente nogen kvalitet i DKK - men også at der kan være risiko for 'gammeldags' tilgangsvinkler. Det var også skønt at høre, at man ikke er alene i verden, med jordens sødeste og samtidig ret umulige hund.

Og ja, ligepludselig er Mio gået hen og blevet en noget ulydig hund. Han er i den grad optaget af alt andet end mig, når vi er ude på tur (derhjemme går det fint, fint - han er jo så sød). Hvordan er det ligepludselig sket? Det er som om, at han hver anden gang - gør enten lige det modsatte af, hvad han bliver bedt om - eller bare hvad der lige passer ham. Men ind imellem er han en engel, som gør lige det han skal. Så jeg håber der er håb forude. I denne uge har vi trænet indkald rigtig, meget! Det er alt fra gode dufte, mudder man kan grave i og så selvfølgelig andre hunde, som er meget mere spændende end mig og Trille. Trille er tilgengæld artigheden selv - gudskelov for det - ellers ville jeg være helt nede!
Derhjemme har jeg pillet ved hans mund, for at kigge på tænder - men er bange for jeg gør det på en forkert måde. Han er ikke vild med det, men finder sig da i det. Vi kan slet ikke få lov at gøre det på Trille - hun smutter væk med det samme - mens han bare vender hovedet væk og er lidt irriteret.

Sit og dæk går godt nok, jeg ved ikke om han forstår kommandoen 'bliv', men når jeg siger sit eller dæk og træder lidt tilbage med hånden oppe (og siger bliv), bliver han siddende/liggende sammen med Trille, som kender kommandoen. Så det skulle være OK - men lur mig om det er noget, man kan vise frem i morgen tidlig ;-)
At gå ved min venste side, lykkes ikke rigtig - det er noget af det jeg gerne vil have hjælp til. Til gengæld går det faktisk godt med 'gå pænt'-kommandoen, som er at han skal stoppe og tage kontakt til mig, når snoren strammes. Men det er altså bare svært med to hunde i snor, at undgå trækkeriet. Men jeg arbejder fortsat på de en gang skal kunne gå nogenlunde pænt på min venstre side - så vi undgår for meget rullepølse (=når jeg bliver snøret godt ind af snorene...)
Men ellers må jeg sige, at jeg synes det er svært at få tid til at træne Mio alene, selvom det allerede er begyndt at blive lidt lysere, ja så synes jeg stadig, at jeg har travlt med at nå at udnytte dagslyset. Det er ikke altid det lykkes, men jeg er blevet god til at gå tusmørke-ture - og det er der faktisk mange i nabolaget der gør. Det er en meget anderledes oplevelse at møde andre, hunde og mennesker, uden egentlig at kunne se ret meget i mørket.

Og så lige her til sidst kan jeg fortælle, at nu er der bestilt tid hos dyrlægen. Mio skal kastreres d.14/2. Det er i vinterferien, hvor vi kan være hjemme og holde et øje på de 2 hunde.