søndag den 6. februar 2011

Mio kan snakke!

Gårdsdagens træning, var rigtig meget bedre end den forrige! Det kunne næsten også kun gå den vej... Så jeg er rigtig glad for, at jeg reagerede med en tilbagemelding fremfor at blive på det første hold!

Ingen tvivl om at niveauet på det nye hold er det helt rigtige til Mio og jeg. Der var adskillige hunde og deres ejere, som var lige der, hvor vi er. Fjollede unghunde som vil alt muligt andet end det vi lige har tænkt os.
De grundlæggende rammer var som sidst, men nu med mulighed for en almindelig dialog. Alle blev præsenteret, hunde og mennesker - men det er svært at huske alle navnene, det kommer nok hen ad vejen. Der var en ganske tam og nem golden retriver, Knud el. Valde hed den, en lille vred Norfolk terrrier, Teddy. Og der var vist en Teddy mere, en yndig Welsh Corgi i sort og hvid, en sort slank labrador, Chili, en smuk rødlig husky, som hed noget med K, en Münsterländer som var mere umulig end Mio - de kom lidt for sent, så jeg fangede ikke navnet, en stædig Shapendoes, som kun ville lave hver øvelse 3 gange.
Vi lavede en lille 'bliv' øvelse uden godbid. Jeg har stadig lidt svært ved at forstå det med hvornår og hvordan med de godbidder. Ind til nu har jeg altid givet godbidder ved hver øvelse, altså selvfølgelig først når øvelsen er korrekt udført. Vi måtte ikke give 'uautoriserede godbidder' - fair nok! Men hvad med en godbid for veludført gerning? Nå, jeg finder vel ud af det hen ad vejen.
Hundene skulle lære at sætte sig når de vil/skal hilse på mennesker. Det lød som om alle på holdet havde det problem at hundene springer op. Det har Mio aldrig gjort, så det var jo nemt nok. Han skal så bare lære at sætte sig, når han hilser. Jeg ved ikke, hvor nødvendigt jeg synes det er, men der er da raison i, at fremmede mennesker synes, det er rart at hunden sidder stille, så der ikke er nogen, som bliver bange.
Så var der en kontaktøvelse. Vi skulle vælge en kontaktlyd, som hunden skulle lære at reagere på og tage kontakt til os. Jeg valgte en kysse/smaskelyd, som vi alligevel bruger. Hundene skulle have godbid hvergang de tog kontakt, når vi sagde lyden. Det gik faktisk OK for Mio og mig. Men altså han er så forvirret og interesseret i alle de mange hunde omkring ham. Jeg tager mig dog ikke særlig meget af det, ignorerer den dårlige opførsel og roser ham, hver gang han falder til ro og sætter sig. Tilsidst skulle vi lære en, synes jeg ret indviklet sekvens, hvor vi skulle starte med hunden siddende til venstre for os. Tage venstre ben bagud (endelige ikke det højre frem, det var strengt forbudt (?)), og bede hunden om at stå. Derefter 3 skridt frem og sige plads. Så det skal øves i denne uge. Men hvordan jeg tryller tiden frem til det, aner jeg ikke??

Jeg synes stadig, der er lidt stramme regler, men det er nok bare anarkistiske mig der har det lidt svært med det. Men ellers vil jeg sige, at det var rigtig meget bedre end sidst. Ikke noget med 'lidt længere mod vest'...
Vi lærte: At hilse på mennesker, hvordan vi skal indlære stå og bliv. Plads spurgte jeg lidt til, så der må vi se henad ugen. Ingen tvivl om, at der skal arbejdes i ugens løb. Mio er ikke så modtageligt blandt de næsten hundrede hunde på området. Vi fik også en seddel vedr. indkald, som vi skulle læse og benytte os af. Den vil jeg læse nu og så ud og gå med de 2.

I går var jeg i selskab med flere af de lokale hundeejere, som jeg møder ude på marken. Det var til Karen Louises, superhyggelige 40 års fødselsdag. Der var et par stykker som også havde gået i DKK i Hillerød, og var OK tilfredse med det. Og jeg hørte, at der er noget, som hedder Hillerød Hundevenner, hvor man kan gå til agility, og det skulle være rigtig godt. Så det skal undersøges snarest.

Og så var der lige den, der med Mio der snakker. Altså, han har jo altid været en piveskid og et tudefjæs. Men nu er han begyndt på en sjov morgenhilsen. Det lyder som en rigtig ølbas, der rent faktisk siger noget i retning af 'godmorgen'. Det lyder simpelthen så grinagtigt. Vi tror, det er et forsøg på at lave et flot hyl, som vi hørte Zindy og Saimi lave oppe hos Kirsten og Georg. lad os se hvad det bliver til.

Bonusinfo: Mio hverken kastede op på ud turen eller hjemturen til Hillerød!!! Hurra for det. Han kastede godt nok lidt mudder op netop, som vi havde stillet os i rundkreds på træningspladsen - charmerende træk ;-) Jeg tror dog det var en kombination af lidt kvalme efter turen og at han var ved at kvæle sig selv med sit trækkeri, i forsøget på at hilse på sin sidemand i rundkredsen...

Ingen kommentarer: