mandag den 27. maj 2013

Slovenien, træning og Mios Talkshow

Slovenien var fantastisk! Der blev slet ikke tid til at rode med at uploade fotos, eller blogge noget som helst.

Fagligt gik det ud på at lære en masse praktiske metoder at kende til brug i vejledningen for at forhindre 'dropouts'. Og socialt var det også fantastisk - der var deltagere fra Island, Sverige, Frankrig og Holland - og det var super med nye venner - og muligheder for fagligt samarbejde på tværs af landegrænser.

Geografisk - man er vel gammel geograf - var det en fantastisk oplevelse både hvad angår natur og kultur. Slovenien er bestemt et besøg værd som turist. Tag din hund med på hikes i bjergene - eller måske din familie med til Bled, hvor kurset foregik. Der falder pulsen og man nyder bare de smukke omgivelser!

Mine søde hunde tog sig kærligt af familien, mens jeg var væk, og de blev luftet på skift af mand og børn - så ingen led nød ;-)
Desværre gik vi jo så glip at 2 gange træning, men det får være.

Vi var til spor igen 2. pinsedag. Vi mødtes kl. 12 ved Kildeportvej, ved Hillerød, og det lykkedes mig at finde frem i første forsøg, og oven i købet, 5 min. i god tid :-)

Vi havde ingen hunde med, for sporet skulle ligge til kl. 17.30, hvor vi så skulle gå det. Sporet var ikke så langt, ca. 100 meter, og jeg markerede godt med klemmer undervejs. Til slut lagde jeg en godt indsnørret tupperwareboks med godbidder, som blev bundet til en træstamme. Alt sammen for at sikre at ingen dyr i skoven, skulle kunne stjæle noget.
Vejret var pragtfuldt, fuglene sang, og jeg havde bare lyst til at blive i skoven! Så da sporet var lagt, tog jeg hjem og hentede min lille Trille, og gik pinsetur rundt om Allerød sø - hvor der var så idyllisk som i Nangijalas Kirsebærdal, med blomstrende, duftende træer og kirsebærblomster fra de vilde kirsebærtræer. Og ingen myg!

Kl. fem tog Mio og jeg op til sporet. Og det gik nogenlunde OK. Noget af vejen gik han i sporet, og nogle gange kiggede han spørgende op på mig. Så når man tænker på det var første gang han skulle gå et 'gammelt' spor, tror jeg egentlig det gik rimelig godt. Det lød som om, der var mange af de andre som også syntes det havde været en svær opgave hunden var på, så set i bakspejlet var jeg meget godt tilfreds :-) Og så var vejret jo stadig godt, og jeg var på tur i skoven med min hund - det er altid super!

Dagen efter var Trille og jeg til agility for første gang i laaang tid. Selvfølgelig blev det øs, pøs, pis regnvejr, og jeg med mega forkølelse og dårlig hals - og minus regnbukser, som havde forputtet sig. Men vi fik da øvet lidt spring, og jeg havde faktisk helt glemt, hvor sjovt det er - og hvor god Trille er til det, når hun da ikke gør som en gal!

I weekenden her var vi babysittere for Niels Arnold på 5 og storesøster Ellinor på 7. Det er et stykke tid de har været her sidst, og endnu engang, må vi bare konstatere at begge hunde klarer det fint - især Mio, tager det meget roligt - også når han bliver interviewet til 'Mios Talkshow' med en grøn halvstor plastikhelikopter stukket op i snuden som mikrofon....

Det blev også til 1-1½ times arbejde i klubben i går formiddags, hvor der var arbejdsdag. Vi sad på vores ømme knæ og lugede ukrudt og snakkede hund - super hyggeligt.

I aften skal vi gå blodspor, og jeg håber vejret holder tørt. I slutningen af juni har klubben et foredrag om sweis, det vil jeg glæde mig til. Og ligesom sidste år skal der her i juni være klubmesterskaber i agility - jeg ved ikke hvor god vores form er, men Trille og jeg skal da være med!

søndag den 12. maj 2013

På tur i Slovenien!

Jeg befinder mig lige nu i Sloveniens hovedstad! Det var egentlig meningen at jeg ville have blogget på UU-Sjælsøs blog, men den kan jeg ikke finde...så nu kommer der altså en del arbejdsrelateret 'med mere'.

OMG var, hvad der løb gennem hovedet på mig, igår da jeg så den lille flyvemaskine jeg skulle med. Men turen gik fint, jeg sad ved siden af en 'rigtig' slovensk kone, med tørklæde om hovedet, sådan rigtig fra landet.

Lufthavnen i Ljubljana var også bitte lille, og før jeg havde set mig om, sad jeg i en minibus på vej til hotellet.

Eftermiddagen tilbragte jeg med at slentre rundt i byen i silende regn...

her var det så meningen at jeg ville uploade fotos, men det fungerer ikke rigtigt - måske finder jeg ud af det i løbet af ugen.

Nu vil jeg gå ned og spise morgenmad - håber på en super lækker buffet :-)

torsdag den 2. maj 2013

Faret vild - skæbnens ironi...

Der er noget ironisk over at fare vild, når man er på vej til sportræning, men det var ikke desto mindre, hvad der skete i mandags, og jeg måtte sende sms til Pia, vores instruktør, om at vi var faret vild, men var på trapperne. Og så var det oven i købet samme sted som sidst at vi skulle mødes - og dermed 3. gang jeg var på P-pladsen ved Kildeportvej.

Heldigvis er Mio en fantastisk tålmodig hund. Det er virkelig en af hans gode egenskaber - i sær når man tænker på, at han hader at køre bil. Og det kan godt stresse føreren af bilen, når man frygter, at der hvert øjeblik er fare for at hunden kaster op. Men det skete ikke - og er heldigvis ikke sket i meget lang tid!

Fremme på pladsen var de andre i fuld gang med at få instrukser - der faldt naturligvis en godmodig bemærkning el. to om ironien i, at vi ikke kan finde vej (de skulle bare vide at det samme skete på hjemvejen - det var pga vejarbejde umuligt at komme ned på motorvejsforlængelsen - stakkels tålmodige Mio....).

Dagens program var 'forfølgelses-spor'. En disciplin jeg havde lidt svært ved at fatte, da den blev forklaret. Jeg havde brug for simpelthen at gøre det, for helt at være med på, hvad det handlede om. Men det er nok bare sådan jeg lærer, altså 'by doing', med dette og en hel del andre ting.

Jeg skal forsøge at forklare, hvad 'forfølgelses-spor' handler om:

Vi blev grupperet 3 og 3. Jeg skulle gå med to herrer, som jeg ikke er så god til at huske navnene på, men den ene var fører af en sød chokoladebrun labradortæve af den milde slags, og den anden af en lavbenet Jack Russel-tøs, med masser af træk i. Vi skulle hver især have et par klemmer med til at markere start og slut. Pia havde instrueret i, at vi skulle gå sporet en smule til højre for en bredere skovvej. Vi skulle trave afsted i gåsegang, selvfølgelig i første omgang uden vores hunde, som ventede pænt i bilen.

Labradorens 'far' gik først, så kom jeg og til sidst Jack Russel'ens 'morfar' (hans datter er ejer af hunden ;-) ). Vi blev enige om, i vores lille 'trup', at Pia nok havde valgt denne rækkefølge efter, hvor erfarne hundene var, i at gå spor.

Labbens far satte sin klemme for at markere start og så gik han frem 200 m, som aftalt i forvejen. Vi to andre gik efter i gåsegang, lige efter ham i hans spor. Da de 200 m. var gået satte forreste mand sin klemme som markering af, at hans spor, til hans egen hund, nu var slut. Her lagde han, hvad jeg syntes var en ret beskeden lille portion indtørrede godbidder - dog af den 'fine' slags, en meters penge til højre for sit spor. Labbens far gik nu om bag i køen.
Nu var det min tur. Jeg tog min ene klemme og markerede start en meter fra, det sted hvor forrige spor sluttede. De andre gik i gåsegang efter mig, i mit spor. Efter 200 meter, satte jeg min klemme som slutmarkering, og en god lille stak pølse/delle/Frolic snacks til Mio (ikke noget med at være nærig). Jeg gik derefter om bag i rækken og så kunne Jack'ens morfar gøre nøjagtig det samme, som vi to forrige havde gjort. Nemlig lægge 200 m spor med os andre i hælene, bogstaveligt talt.

Det var hyggeligt at gå der i skoven, vejret var med os, ganske vist blæsende og koldt, men med masser af sol - og truende mørke skyer mod syd, som heldigvis kun truede - en dejlig aften at være ude i med sin hund - og andre hundeførere. Da sporet var lagt, gik vi tilbage langs den anden side af skovvejen - også i gåsegang.

Vi kom tilbage til bilerne og tog vores hunde ud. Labbens far tog sin sporsele med også, da han skulle gå de første 200 m med sin hund. Vi gik sammen hen til sporets start, labben forrest med sporline på, og jeg og Jack'ens morfar i gåsegang efter, med vores hunde i almindelig line, som når man går en almindelig tur. Den lille lab gik sporet fint, med kun lidt svinkeærinder, og fandt til sidst sine godbidder. Sporlinen blev nu skiftet ud med labbens almindelige line, og lab og fører stillede sig bagerst i køen.
Nu var jeg forrest med Mio, som jeg gav labbens sporline på, og tog hans almindelige line af, som normalt før et spor. 'Søge spor', fik jeg sagt og så gik vi frem. Mio gik rigtig pænt i sporet, dog ikke med lige så stor sikkerhed som i weekenden, da vi gik figurant spor - men mere om det længere nede. Ca. 5 meter før godbidderne var i sigte, mistede han pludselig koncentrationen eller færten. Lidt synd, men jeg fik ham ind på sporet igen og han fandt sin belønning. GOD hund!

Nu var det Jack'ens tur. Og her havde vi at gøre med en rigtig mester-sporhund, som kunne sit kram! Den trak godt til og vupti - så var vi færdige med forfølgelses-sporet. En rigtig hyggelig aktivitet at være sammen om rent socialt - men også en udfordring for i hvert fald både Mio og labben.

Tilbage i bilerne med hundene (Mio skal lokkes og overtales, men det er lang tid siden han sidst måtte løftes ind, så det er helt OK). Næste opgave var at lægge 100 meter spor, og evt. 'tabe' en genstand på vejen. Det valgte jeg at gøre, og satte også enkelte klemmer her og der i træer og buske, så jeg bedre kunne orientere mig bagefter, om hvor jeg egentlig havde gået.

Jeg gik igen tilbage efter Mio, og han var tændt! Det gik også over stok og sten, med en helt anden iver end på det forrige spor. Han fandt plastiketuiet med godbidder i, og fik tonsvis af ros. Og så gik det videre i højhastighed over stepperne - så jeg dårligt nok kunne nå at flå klemmerne ned fra træerne undervejs. Han var superglad - og det samme var jeg! Det er svært at forklare, hvorfor, men det er bare sådan en fornøjelse at gå spor. Dels er der måden at være ude i naturen på - vi får rigtig brugt skoven og kroppen, fuglene kvidrer og man mærker ikke, det er koldt eller noget. Og dels det at hunden bare får lov at lave noget, den er skabt til, selvfølgelig træner vi det, men det er ikke noget med sit og dæk, la' vær' å træk' og gå pænt - jeg tror bare, det lige er noget, der passer Mios og mit temperament. En rigtig naturhund med en naturglad ejer...

Naturen var vi også rigtig meget ude i, i bededagsferien. Vi var nemlig for første gang i år i sommerhuset i Rørvig. Så er det rigtig forkælelsestid for både mennesker og hunde! Vi går og løber lange ture, hundene spæner rundt i leg på den store naturgrund, trækker os som gale på turen ned gennem plantagen, hvor det myldrer med vildt og de pjatter rundt med os på stranden.

Om lørdagen fik jeg Tobias med på en lille sportræning i plantagen. Han fik instrukser om at markere sin start med en klemme gå 200 meter, sætte 2 klemmer i nærheden af sit gemmested. Det gjorde vi tre gange, og Mio gik rask efter hans fært og fandt ham rimeligt sikkert hver gang - også selv om der på andet spor drønede et rådyr afsted i det fjerne, og der kom forbi-passerende med hund, og Tobias denne gang var klatret op i et træ, for at gemme sig. Det var en rigtig god gang sportræning, for alle 3 parter - og det hele er også bare så skønt, når man har aftensolen med sig!

I sommerhuset fik vi også lavet legereb af fleece til at øve 'dead or alive'-legen. Mio gad godt at lege med det ene tov, i et par minutter. Trille ville dog hele tiden blande sig - og det endte da også med at Mio så til mens hun på 10 minutter havde lært, hvad det gik ud på. Så forskellige som Ying og Yang tænker jeg tit om de to størrelser.