mandag den 27. maj 2013

Slovenien, træning og Mios Talkshow

Slovenien var fantastisk! Der blev slet ikke tid til at rode med at uploade fotos, eller blogge noget som helst.

Fagligt gik det ud på at lære en masse praktiske metoder at kende til brug i vejledningen for at forhindre 'dropouts'. Og socialt var det også fantastisk - der var deltagere fra Island, Sverige, Frankrig og Holland - og det var super med nye venner - og muligheder for fagligt samarbejde på tværs af landegrænser.

Geografisk - man er vel gammel geograf - var det en fantastisk oplevelse både hvad angår natur og kultur. Slovenien er bestemt et besøg værd som turist. Tag din hund med på hikes i bjergene - eller måske din familie med til Bled, hvor kurset foregik. Der falder pulsen og man nyder bare de smukke omgivelser!

Mine søde hunde tog sig kærligt af familien, mens jeg var væk, og de blev luftet på skift af mand og børn - så ingen led nød ;-)
Desværre gik vi jo så glip at 2 gange træning, men det får være.

Vi var til spor igen 2. pinsedag. Vi mødtes kl. 12 ved Kildeportvej, ved Hillerød, og det lykkedes mig at finde frem i første forsøg, og oven i købet, 5 min. i god tid :-)

Vi havde ingen hunde med, for sporet skulle ligge til kl. 17.30, hvor vi så skulle gå det. Sporet var ikke så langt, ca. 100 meter, og jeg markerede godt med klemmer undervejs. Til slut lagde jeg en godt indsnørret tupperwareboks med godbidder, som blev bundet til en træstamme. Alt sammen for at sikre at ingen dyr i skoven, skulle kunne stjæle noget.
Vejret var pragtfuldt, fuglene sang, og jeg havde bare lyst til at blive i skoven! Så da sporet var lagt, tog jeg hjem og hentede min lille Trille, og gik pinsetur rundt om Allerød sø - hvor der var så idyllisk som i Nangijalas Kirsebærdal, med blomstrende, duftende træer og kirsebærblomster fra de vilde kirsebærtræer. Og ingen myg!

Kl. fem tog Mio og jeg op til sporet. Og det gik nogenlunde OK. Noget af vejen gik han i sporet, og nogle gange kiggede han spørgende op på mig. Så når man tænker på det var første gang han skulle gå et 'gammelt' spor, tror jeg egentlig det gik rimelig godt. Det lød som om, der var mange af de andre som også syntes det havde været en svær opgave hunden var på, så set i bakspejlet var jeg meget godt tilfreds :-) Og så var vejret jo stadig godt, og jeg var på tur i skoven med min hund - det er altid super!

Dagen efter var Trille og jeg til agility for første gang i laaang tid. Selvfølgelig blev det øs, pøs, pis regnvejr, og jeg med mega forkølelse og dårlig hals - og minus regnbukser, som havde forputtet sig. Men vi fik da øvet lidt spring, og jeg havde faktisk helt glemt, hvor sjovt det er - og hvor god Trille er til det, når hun da ikke gør som en gal!

I weekenden her var vi babysittere for Niels Arnold på 5 og storesøster Ellinor på 7. Det er et stykke tid de har været her sidst, og endnu engang, må vi bare konstatere at begge hunde klarer det fint - især Mio, tager det meget roligt - også når han bliver interviewet til 'Mios Talkshow' med en grøn halvstor plastikhelikopter stukket op i snuden som mikrofon....

Det blev også til 1-1½ times arbejde i klubben i går formiddags, hvor der var arbejdsdag. Vi sad på vores ømme knæ og lugede ukrudt og snakkede hund - super hyggeligt.

I aften skal vi gå blodspor, og jeg håber vejret holder tørt. I slutningen af juni har klubben et foredrag om sweis, det vil jeg glæde mig til. Og ligesom sidste år skal der her i juni være klubmesterskaber i agility - jeg ved ikke hvor god vores form er, men Trille og jeg skal da være med!

Ingen kommentarer: