mandag den 23. april 2012

Weekend i Rørvig

Et par ekstra fridage, gav os mulighed for at tage på forlænget weekend i sommerhuset. Der var fokus på hygge, hunde og god mad :-)

Trille hygger i Haven er en lille film med Trille i hovedrollen. Den første prøve på hvordan det nye kamera virker...



Og hundene nyder det i den grad - Mio elsker bare at være ude - det meste af tiden blev brugt på at ligge på terrassen og bare være hund. De fik marvben og lækre sager, lange gåture, løbeture og lidt agilitytræning. Køreturen gik godt både ud og hjem for Mio, så intet at klage over hvad det angår

Her er vi på strandtur i skønt solskinsvejr:


Vi havde taget Trilles lille flydedummy med, og der blev leget vildt med den:


Trille er stærkt fikseret på dummy'en:

Og Mio vil også være med:

Trille i spring:

Hvem kommer først?

Trille selvfølgelig!

Da der bliver for meget gøen, ophidselse og stress lægger vi dummy'en væk og nyder bare stranden, havet og himlen...
 

Jeg fik eksperimenteret en del med kameraet






 En dreng og hans hund - ægte Lassie stil....
 

Her er min hjemmelavede agilitybane.
  'Solvognen' bagerst fandt Mio selv på skulle inddrages - kreativ hund...

Altså, Mio var mildest talt ret uinteresseret i at øve agility - men senere da Trille ville være med, blev han peppet helt op - men det er altså noget kludder af have dem begge om benene samtidig - begge hunde tror jo de bliver klikket... Tobias var sød at gå med den ene af hundene, mens jeg trænede den anden. Trille er altså vims til det der - det er lige før jeg tænker, at hvis Mio og jeg ikke bliver kvikkere til det, så må Trille være min aglity-hund og så vil jeg gå til spor eller noget andet med min Mio. Jeg har jo også overvejelser om at anskaffe mig en kickbike - men ved ikke, om det heller er Mio's kop te. Jeg er ikke i tvivl om, at Trille vil elske at løbe derudaf foran løbehjulet. De gange jeg har cyklet med hende i snor, har hun været vild efter at trække...
Læg mærke til min 'fantastiske' højrehandling...

...i foroverbøjet stil :-)


I morges havde vi besøg for enden af haven. Midt i morgenmaden kiggede et rådyr forbi - her er spadserer den videre oppe på milen. Heldigvis var begge hunde inden for, og opdagede ingenting før jeg tog kameraet frem.

Billedet er taget gennem ruden, jeg har så zoomet ind og beskåret efterfølgende i Picasa:




torsdag den 19. april 2012

Hold kæft - et godt foredrag (og hurra for indlæg nr. 100!)

I går var jeg til 'Hold kæft' foredrag i Hund og Træning regi. Det var Christina Ingerslev, som holdt det, og det handlede om hundenes forskellige typer gøen og hvad man kan gøre ved det.

Meget af det ved man jo godt inderst inde eller har hørt det før, men det gode er at få det hele stillet op så det giver mening i forhold til netop gøen.

Det jeg umiddelbart tog med mig, var at ting og træning tager tid! Så 'forkerte' indlæringer er langvarige at komme af med igen - alt kan for så vidt næsten lade sig gøre at lave om på, men igen - man skal have tiden til det. Og det kan da blive svært at få tid til sit job, hvis det for nogen skal lykkes til sidst.

En anden ting jeg fik med mig hjem er at man skal huske at stimulere sin hund - og jeg er 100% sikker på at alle tilstedeværende, godt ved at de kan bruge mere tid på deres hund i hverdagen - også vi der faktisk allerede er meget aktive med dem. Det betyder meget for hele hundens væremåde, at den ikke er i underskud, hvad angår stimulering - så har man gø problemer, ja så er det bare om at komme op ad sofaen og aktivere sin hund noget mere!!

En tredje ting var de forskellige typer gøen. De 2 typer vi har størst problemer med hos Trille er opmærksomhed og forventing - der skal handles på 2 forskellige måde alt afhængig af, hvad der er hvad. OG man kan godt regne med, at det kan være blandet sammen. Derfor skal man bruge tid på at analysere hele ens hunds mønstre - evt. skrive det ned - og finde på hvilken adfærd man ønsker at sætte i stedet. Dette skriver Christina Ingslev også om i sine træningsbøger, som hun har udgivet på Politikens forlag.

Drejer det sig om opmærksomhedsgøen, kan man benytte sig af en timeout metode, hvor man fratager hunden mulighed for belønning (kan f.eks. være isolering 1-2 minutter) - skal ikke bruges mere en 2 gange.

Er det derimod forventingsgøen, er det vigtigt at bryde mønstret - være på forkant, og have udtænkt hvordan man gør det. F.eks. gør Trille en gang imellem, når vi er ved at komme ud af døren og skal have snore på. Man kunne så i stedet for at gå ud af døren og gå turen, lade være, tage snoren af og gå ind og sætte sig i sofaen.

En fjerde ting som også var vigtig, var hvordan man med kreativ tænkning kan håndtere situationerne, hvor ens hund gør. F.eks. har vi gjort det derhjemme, at fordi Trille blev ved med at vogte vores entredør, som er af glas (og gerne ville gø, hvergang nogen - det være sig katte, hunde, mennesker, cykler, biler, kom forbi huset) - satte jeg simpelthen et stykke mat klæbeplastik op på den nederste del af ruden - og så var det faktisk stortset slut med, at det var et problem. Og nu kan vi have døren mellem entre og stue åben, hvis det passer os.

Det sidste og bedste clue for mig var dog at træne selvkontrol med sin hund. Altså lære hunden, at den skal vente længere og længere tid på sin belønning - f.eks. en godbid eller et stykke legetøj. Jeg håber, at jeg kan få hjælp til det af mine gode trænere i hundeklubben - for der synes jeg ikke rigtig jeg lige ved hvordan jeg kommer igang med det. Selvom jeg faktisk tror det var det jeg gjorde sidst jeg trænede med Trille - altså, så efter hvor lang tid hun kunne være stille - og belønnede hende inden hun gik igang med at gø igen.

I det hele taget synes jeg der var mange af de retningslinier som blev foreslået, som jeg godt kan se var noget af det jeg gjorde rigtigt sidst - så måske er jeg på rette vej.

Her er en række andre ting, man også skal tage højde for:
  • Betydningen af en enten tom eller fuld mave - og hvad man fodrer med - måske er det en idé at give sin meget tændte hund en god gang morgenmad på træningsdagen (det modsatte hvad angår Mio)
  • Betydningen af om ens hund kunne have brug for en god lang tur, umiddelbart før træning - så den er mere stimuleret og 'nede på jorden' under træningen (igen er det nok det modsatte for Mio, som gerne må være meget mere tændt og oppe i gear til træningen)
  • Betydningen af hvor trænbar ens hund er, når den kører oppe i det røde felt og allerede er meget gøende, hvis den lider af 'forventningsgøen'
Har man lyst til at høre foredraget, kommer der nok et igen. Følg dette link til Hund og Træning og se hvad de ellers har at byde på, der skal nok være noget der frister :-)

PS - var til agility med Trille her til aften. Det gik nogenlunde ligesom sidst mht. gøen. Men jeg var ikke lige så høj over hendes perioder med tavshed som sidst. Det er klart at på en eller anden måde har jeg haft i baghovedet, at nu hvor jeg vidste alt muligt om handlemulighederne ved gøen, så kunne det være, det blev bedre denne gang....
Men jeg må sige at Trille var noget mere afslappet - og i det hele taget prøvede jeg at arbejde med pause som en kommando, hvor det bare vare øvelsen at koble lidt af. Hun gik fint sammen med de andre hunde, i lang tid også uden at gø. Og selve agility'en er hun forrygende til, det gik som lyn og torden - også selvom jeg gik en god tur med hende i eftermiddags, var hun på og meget tændt efter godbidderne....
Nu skal jeg så bare lige finde tid til at øve selvkontrol ;-)

onsdag den 18. april 2012

Mere agility

Dette bliver næsten en lille agility træningsdagbog....


Men må alligevel lige skrive et par ord og vise et par billeder.

Igår havde jeg alt grejet med, for at kunne variere træningen. Men pivedyr og tov, var ikke i lige så høj kurs som godbidder. Og fred være med det - jeg er kun glad for at Mio bliver mere og mere interesseret i dem, frem for at snuse efter pinde og egern i krattet (og stakkels Scott var helt ude af den, da han hørte pivedyret, han er som en magnet, når han ser legetøj).

Steen (vores træner) analyserede vores manglende kunnen - mit indtryk er, at det gør han egentlig ret godt!

Så vi fik vores eget spring at øve på en masse gange. Og Mio var frisk på det, så alle godbider blev spist. Da vi skulle tage banen igen, fløj han bare afsted. Endnu en gang er jeg overrasket over hvor meget troen på én selv og sin hunds kunne betyder for projektet! Og skønt at føle det går fremad.

Efter 39 minutter - var vi solgt ud (oppe i mit hovede føltes det som om timen måtte være gået allerede), så vil lavede kun lidt småting til sidst og naturligvis blev der hyggesnakket med de andre. Endnu en god træningsaften, og en træt hund og ejer som gik i brædderne alt for tidligt.
 

I aften skal jeg til foredrag og høre om hunde der gør på træningspladsen - følg med på bloggen og få evt. et par tips - det er i hvertfald hvad jeg forventer at få ud af det i aften. Flere fra hundeklubben skal også høre det, så det bliver sikkert meget hyggeligt og informativt.

søndag den 15. april 2012

Lapphundegåtur i Hedeland

I dag har Mio og jeg været med til et rigtigt hyggeligt Lapphundearrangement. Heidi havde i Spidshunden opfordret til at vi alle (lapphundeejere med hunde) mødtes kl. 12 idag i Hedeland ved Hedehusene.

Mio tjekker stemningen på P-pladsen ved ankomsten:

Mio fik sin ingefærpille, og afsted gik det ud af motorvejen mod Roskilde. Det var ikke svært at se vi havde fundet det rigtige sted, for der var masser af bjæffen og langhårede lapper på parkeringspladsen. Mio havde taget køreturen pænt, og var nysgerrig og venlig over for de fremmødte hunde - med ejere.

Der var nogle ansigter jeg genkendte fra Lapphundetræffet i august, og fra udstillingen i maj. Og så en hel masse andre. Vi vandrede en tur stille og fredeligt rundt i området, en tidligere grusgrav med både skibakke (med lift) og kæmpe stort amfiteater.

Vi var en stor flok, nok en 20-30 hunde og deres mennesker. Det var hyggeligt at gå og småsnakke, høre hvor hundene kom fra, hvor gamle de var, fortælle om egne erfaringer og lære af andres.
Nogle var 'kennelfolk' andre førstegangshundeejere - andre igen havde flere hunde.

Til slut på P-pladsen var der lidt mere snak, og kage - der blev udvekslet visitkort mv. og så gik turen hjem igen. Mio klarede også den fint, men nøj hvor vi begge var smadrede, da vi kom hjem.

Jeg vil lade billederne nedenfor tale for sig selv, for selvom det var en god tur og jeg sugede til mig af tips, må jeg sige, at jeg er helt færdig som popsanger og skal bare flyde her i sofaen, med hundene ved min side...

Her er  vi på P-pladsen, før turen:

Hundene og deres ejere hilser:








:
Der bliver snuset her og der fra snude til svans:


Og så afsted ud og gå - det er skibakken ude til højre:









Her (en del af) det store amfiteater - imponerende:

Det var helt hyggeligt at trave langs langs den gamle bane:

Hundesnak:




Tak til alle for en hyggelig tur!

fredag den 13. april 2012

Var det min hund?

Det blev en forrygende agilityaften første træningsgang med Trille i hundeklubben. Vi gik jo i DCH sidste sæson - så det var helt nyt for Trille at komme i klubben. Jeg havde glædet mig meget til dagen.

Her er et snap taget med mobilen, mørket er ved at falde på:

OG jeg havde frygtet det værste med hensyn til hendes gøen. Og det varede da heller ikke længe, og så snart vi stillede op og skulle lytte til Gitte (vores træner) og hendes instrukser, var hun klar med sin skingre bjæffen.

Heldigvis var der mulighed for at være aktiv hele tiden, og så længe hun er beskæftiget med et eller andet, ja så er hun tavs. Når ikke vi lige præcis skulle lytte til instrukser, beskæftigede jeg hende med små kontaktøvelser, sit, dæk og bliv - eller lod hende snuse rundt. Hun fik ros, når hun var stille og jeg forsøgte så godt jeg kunne at ignorere bjæf og larm - og i stedet aflede hende - jeg kan roligt sige, at i går blev hun overhovedet ikke skændet på, på grund af gøen (eller andet for den sags skyld).

Konstant agtpågivenhed, var altså kodeordet i går. Jeg slappede ikke af et minut! Tilgengæld, var Trille 98% koncentreret, og da klikkeren først kom frem af lommen, var der ingen ende på, hvad hun kunne. Jeg vidste slet ikke hun / vi var så gode!!! Faktisk troede jeg ikke, hun havde fattet det med den klikker, for da vi gik i DCH sidste sæson, reagerede hun ikke så meget på den - men tilsyneladende har der sneget sig en hel del lærdom ind alligevel. Efterhånden som aftenen skred frem, synes jeg hun blev mere og mere stille.

Igår kunne hun lige pludselig med fornøjelse tage tunnellen, godt nok i en forkortet version. Hun sprang glad over forhindringerne, og kunne også blive sat af foran spring, suse over det og ind i tunellen. Det var en meget stolt og lidt overrasket Isabelle, der stod og fik det til at ske ;-)


Jeg må sige, at jeg var helt høj, da jeg tog fra træning - Trille er jo samarbejdsvillig på et helt andet plan end Mio - ja, de to kan dårligt sammenlignes. Jeg tænker mere og mere over, hvor dejligt det er at have 2 forskellige typer hunde - selvom det kunne være et smukt syn med flere lapphunde i flok - ja, så er jeg efterhånden mere og mere overbevist om at en lille vaks hund også hører sig til!!
Begejstringen går også på, hvor stor en udvikling Trille har gennemgået  - vi var aldrig kommet så langt, uden hundelytter, Mio og træningen især i hundeklubben. Jeg er sikker på, at den gode stemning dér smitter af på mig og dermed på Trille - hun ved jo som regel, hvad jeg tænker, næsten før jeg gør det... Det er bare en fornøjelse, at gå til hundetræning og i det hele taget træne med sin hund - og så er betyder det ikke noget at man først kommer igang, når den er 7, år. Trille fylder 8 på tirsdag, og der bliver mange gode træningsår i hende endnu.

 Trille har lige fået blitzet sine øjne staklen...

Igår var også en god træningsdag for Mio, som jo siden sidst er blevet 2 år - tillykke til ham! Jeg gik en tur ud kun med ham og med klikker, saftige godbidder og et træktov i lommen. Der skal trænes, hvis vi skal være med på AG2. Mio er klart 'lillebror' på holdet - og skal lære nu at blive 'sat af' før et spring. Vi kunne ikke finde ud af det i tirsdags, så det var vores lektier.
Efter en lille tur ud på marken, sluttede vi af med at træne lidt på fodboldbanen. Tænk jer bare - han kunne lige pludselig alt det han skulle. Sidde pænt og vente mens jeg gik fra ham - og også hvis jeg vendte ryggen til ham. Jeg behøvede ikke at sige noget (han er alligevel fattesvag, hvad kommandoer angår - til gengæld læser han 'håndtegn' og kropssproget rigtig godt). Vi fik også leget trækkeleg med tovet - og det var han også god til. Men hurtighed, fra tanke til handling, skal der nok arbejdes meget på at opnå :-)

Nu hvor jeg lige har været afsted med Trille, kan jeg se at en af de store udfordringer med ham, er at 'klappen' går ned - og at han ikke holder koncentrationen særlig længe. Så det gælder om at udnytte det - den korte tid han er på. Der er nok en god halv time i ham - så er han færdig....
På søndag skal vi på Lapphunde gåtur ved sammen med en masse andre Lapphundeejere, måske man kan få sig et par tips til f.eks. variation i træningen og simpelthen træning i koncentration og kontakt længere tid ad gangen.