fredag den 4. februar 2011

Sidste nyt fra trænings'fronten' :-)

Så er der næsten gået en uge siden, jeg var til proffessor Tournesol-træning i Hillerød. (Er man ikke dreven Tintin-fan, kan jeg bare anbefale, at man åbner det fantastiske hæfte 'Rackham den Rødes skat', efter at have læst det, vil man forstå, hvad jeg mener...)
Og hele ugen har jeg spekuleret over min oplevelse. Det har været rigtig godt at få respons på mit indlæg og det gjorde også, at jeg i sidste ende valgte at sende en tilbagemelding til DKK, godt nok i nogle andre vendinger end mit spontane indlæg nedenfor.
Jeg er slem til at være konfliktsky, så det var faktisk lidt af en overvindelse at melde tilbage om det - især da det jo ikke skal virke, som et personligt angreb på den stakkels instruktør...Men jeg havde det altså dårligt over bare at stå til, og en fornemmelse af, at det nok ikke blev bedre, hvis jeg tav.

Og nu har jeg fået det svar fra DKK, at de var kede af, at jeg havde haft den oplevelse, men at træneren ellers var efterspurgt. Jeg er blevet tilbudt et andet hold, som muligvis vil passe bedre til Mios og mit niveau. Så nu glæder jeg mig igen, og håber på at det bliver en god oplevelse i morgen. Jeg skal dog op før fanden har sutsko på (på min dyrebare fridag), men bare det bliver godt, er det forhåbentlig det værd!! Dog kan jeg ikke lade være med at tænke på mine holdkammerater fra sidste uge, hvis holdet bare fortsætter i samme stil...
Grethe og Dixi var også på banen med en tilbagemelding - TAK for den. Det virker heldigvis, som om man godt kan forvente nogen kvalitet i DKK - men også at der kan være risiko for 'gammeldags' tilgangsvinkler. Det var også skønt at høre, at man ikke er alene i verden, med jordens sødeste og samtidig ret umulige hund.

Og ja, ligepludselig er Mio gået hen og blevet en noget ulydig hund. Han er i den grad optaget af alt andet end mig, når vi er ude på tur (derhjemme går det fint, fint - han er jo så sød). Hvordan er det ligepludselig sket? Det er som om, at han hver anden gang - gør enten lige det modsatte af, hvad han bliver bedt om - eller bare hvad der lige passer ham. Men ind imellem er han en engel, som gør lige det han skal. Så jeg håber der er håb forude. I denne uge har vi trænet indkald rigtig, meget! Det er alt fra gode dufte, mudder man kan grave i og så selvfølgelig andre hunde, som er meget mere spændende end mig og Trille. Trille er tilgengæld artigheden selv - gudskelov for det - ellers ville jeg være helt nede!
Derhjemme har jeg pillet ved hans mund, for at kigge på tænder - men er bange for jeg gør det på en forkert måde. Han er ikke vild med det, men finder sig da i det. Vi kan slet ikke få lov at gøre det på Trille - hun smutter væk med det samme - mens han bare vender hovedet væk og er lidt irriteret.

Sit og dæk går godt nok, jeg ved ikke om han forstår kommandoen 'bliv', men når jeg siger sit eller dæk og træder lidt tilbage med hånden oppe (og siger bliv), bliver han siddende/liggende sammen med Trille, som kender kommandoen. Så det skulle være OK - men lur mig om det er noget, man kan vise frem i morgen tidlig ;-)
At gå ved min venste side, lykkes ikke rigtig - det er noget af det jeg gerne vil have hjælp til. Til gengæld går det faktisk godt med 'gå pænt'-kommandoen, som er at han skal stoppe og tage kontakt til mig, når snoren strammes. Men det er altså bare svært med to hunde i snor, at undgå trækkeriet. Men jeg arbejder fortsat på de en gang skal kunne gå nogenlunde pænt på min venstre side - så vi undgår for meget rullepølse (=når jeg bliver snøret godt ind af snorene...)
Men ellers må jeg sige, at jeg synes det er svært at få tid til at træne Mio alene, selvom det allerede er begyndt at blive lidt lysere, ja så synes jeg stadig, at jeg har travlt med at nå at udnytte dagslyset. Det er ikke altid det lykkes, men jeg er blevet god til at gå tusmørke-ture - og det er der faktisk mange i nabolaget der gør. Det er en meget anderledes oplevelse at møde andre, hunde og mennesker, uden egentlig at kunne se ret meget i mørket.

Og så lige her til sidst kan jeg fortælle, at nu er der bestilt tid hos dyrlægen. Mio skal kastreres d.14/2. Det er i vinterferien, hvor vi kan være hjemme og holde et øje på de 2 hunde.

Ingen kommentarer: