torsdag den 20. juni 2013

En genstand eller flere...

Nu er sporsæsonen slut, og den har været forrygende. Alle mandage aftener har vi haft godt vejr til træningen, og selvom man har haft en hård mandag på jobbet, så er det glemt, når først man er nået frem på destinationen og får sine instrukser - og dagens opgaver. Af sti ad sted er det gået, ud og lægge spor - tilbage og hente hunden, og over stok og sten efter den med sporlinen i hånden og hunden som bare kan det der! Gode instruktører og hyggelige hundesnakke med 'hundevennerne' fra holdet.

Forrige gang vi var til spor, var det med nød og næppe vi nåede det. Der er stadig hektisk aktivitet på jobbet, så at få det hele til at hænge sammen, har igen været en udfordring. Derfor kom vi lidt for sent, selvom vi faktisk skulle mødes i vores 'baghave', nemlig Børstingerød skov.

Dagens sporopgave gik ud på at lægge spor for hinanden. Forstået på den måde at Gerd, lagde et spor til mig og Mio, som vi startede med at gå. Selvom Mio ikke kender noget særligt til Gerd, var det ikke nogen som helst hindring. Han gik sporet fint, og med fart hele vejen. Jeg var meget imponeret!

Bagefter var det omvendt, Gerd og Magnus - en blå-sort cockerspaniel skulle gå et spor jeg havde lagt. Gerd gik foran med Magnus og jeg fulgte efter uden hund. Jeg synes dog ikke Magnus var lige så sikker som Mio, han tog et par afstikkere undervejs. Det er ellers sjovt at se, hvordan de andre går, for ellers er man jo helt alene med sin hund ude på sporet.

Og den følgende gang - sidste gang - var jeg igen med Gerd og Magnus. Vi var figuranter for hinanden, og det var hyggeligt og sjovt, og begge hunde var gode til det. Og efter det, blev det endnu sjovere. Vi skulle gå et genstands-spor. Et genstandsspor har intet at gøre med at drikke genstande :-) men derimod, i dette tilfælde, at vores søde instruktører havde lagt genstande ud på en rute/et spor. Det kunne f.eks. være et par solbriller, en handske, et nøglebundt, en kuglepen, et lille tøjdyr mv. som i starten lå meget tæt og efter hånden med lidt større afstand. Når Mio fandt sin genstand og satte snuden på den, fik han stor ros og godbid. Og han var bare god til det der. Anette, vores ene instruktør gik med os, og dirigerede os rundt, så jeg vidste nogenlunde, hvad retning Mio skulle gå. Det var også hyggeligt at have nogen med - et 'vidne' på at vi/Mio har lært noget. Han gik sporet så utrolig flot, og fandt alle genstandene - det var superfedt - og lidt som at være på skattejagt.
Bagefter fik vi lov at gå et til med Pia, vores anden instruktør, og selvom jeg frygtede at  Mio nu var træt - så gik det alligevel super godt, og han missede kun en kuglepen og et nøglebundt. Han er en rigtig præmie sporhund :-)

Det var også lidt trist at det nu var sidste gang på sæsonen, men vi er skrevet på listen til næste efterår, hvor vi så fortsætter på holdet.

Tak for en god sæson til alle instruktørerne og til 'hundevennerne' på holdet!

1 kommentar:

Nøve sagde ...

Skal jammen prøve oss på skattejakt, vi også. Det høres moro ut, og man trenger ikke legge så lange spor - eller vente så lenge :) Vi har ikke trent noe særlig blodspor i år, det blir ikke tid nok!
Dere er flinke, jeg følger med ;)