tirsdag den 10. maj 2011

Reportage fra udstillingen i Hillerød

Jeg er pjattet med hunde! Det er der ingen tivvl om efter to sjove dage som gæst på den internationale hundeudstilling i Hillerød i sidste weekend.

Vejret var for det første strålende og jeg kunne cykle derop over marker, gennem skov og mose. Og så var der jo også nogle stykker at hilse på, Kirsten og Georg, Mette og Bruno og Elena og Katja + de mange hunde og deres glade ejere.
Husky - 4 år gammel Finsk Lapphund, en rigtig sød hund:

Det var hyggeligt at stå og sludre ved ring 19, hvor Lapphundene var på som nr. 2 efter Chow Chow. Men det er noget langsommeligt noget at stå og vente på. Og egentlig en kort fornøjelse for deltagerne. Husky og ejerne, som vi snakkede lidt med, var ikke 'på' særligt længe, da det endelig blev deres tur.

Men, hvor var der mange hunde at kigge på - jeg kunne have taget tusindvis af billeder, men det var næsten ikke til at overskue. Det var rigtig hyggeligt at snakke med både hundene og deres ejere. Alle var venlige og imødekommende og der var ingen som sagde nej til at få fotograferet deres hunde - og alle var glade for at snakke hund især, hvis det handlede om deres egen :)

Og jeg fik både kigget og snakket, med mange, her er lidt forskellige stemningsbilleder og fine portrætter af forskellige hunde (bad man om man måtte fotografere, var ejerne straks oppe på dupperne for at få hunden til at stå helt rigtig - sjovt)

En samojed nyder rampelyset:

En Chinese Crested: 

Her en fuldstændig hårløs hund, kan ikke huske navnet - måske Xolo-et-eller-andet. Handleren var super tjekket, ikke bare et outfit, hun rent faktisk kunne passe, men også til at handle:
 

Basenji, med snabel@ hale, som Georg kaldte den:

Der var utrolig mange tålmodige, trofaste hunde i på trimmeborde, i bure, telte og her i etager:

...og bittesmå hunde, her en kun 12 uger gammel Chihuahua: 

Og den blødeste sødeste Mittelspitz (aus Stuttgart...) på 6 måneder:

Det var så de udendørs ringe - hvor der var mange mange hunde. Men jeg skulle jo ind og tjekke pudlerne ud, og på vejen var der også et par ringe med selskabshunde af alle mulige arter - her er et par skud der blev til noget (havde desværre lidt vrøvl med kameraet):

En Bichon Havanaise flader totalt (opgivende?) ud på sit trimmebord:

Travlhed i og omkring ringen:



 Imens er der nogen der bare slapper fuldstændig af... (Charlie hedder prinsen ovenfor)
Nedenfor Elenas venindes Mellemschnauzer:

Her en velfriseret sort mellempuddel - her var det ikke tilladt at røre, før dyrene gik i ringen:


Og endnu en, bare brun naturligvis, det var imponerende at se alle de hunde slappe fuldstændig af på bordene - mange lå og fik sig en ordentlig skraber:

Her et sæt besøgende sorte mellempudler, i lidt mere afslappet stil:


Efter den omgang var jeg på udkig efter pudler med et mindre pyntet udseende - bare for lige at bevise at de ikke alle behøver at se så besynderlige ud. Skal jeg nogensinde have en puddel, skal det være en sort mellempuddel - ligesom vores gamle Loulou. Det er de sødeste efter min smag.

Her er en rigtig Loulou - look-a-like:


Efter al den hunde snak, var det på tide at finde agilitybanerne og rally-konkurrencen. Og hvilket held, jeg kom netop som Mette og hendes konkurrenter gik rundt og tjekkede banen:
 Rally-lydighed, går ud på at udføre forskellige lydighedsøvelser med sin hund. Man går en bane, ligesom en springbane, bare med små skilte der anviser, hvad man skal gøre og skal så udfører man øvelserne, f.eks. dæk, og gå rundt om din hund - eller ind og ud mellem nogle kegler osv.
På banen ved siden af var der traditionel lydighed, det er slet ikke noget, der taler til mig. Men jeg var da dybt imponeret over hvad hundene (og deres ejere) kunne. Der var bl.a. en meget charmerende ældre beagle, som var ret dygtig - det er på en eller anden måde mere imponerende end, når en bordercollie laver det samme.

Efter Rally'en brugte jeg lidt tid på at kigge på agility og springagility - begge dele var flot og underholdende at se på. Bordercollierne nærmest flyver afsted på springbanen. Og ved agilitybanen var det sheltier der dominerede - mens de bjæffende løber banen igennem - virkelig imponerende. Det kunne jeg godt tænke mig at blive god til.
Der var bla. en sød  krøllet grå hund af ubestemmelig race, som løb banen fuldstændig fejlfrit. Jeg var vild med den hund - og brugte dagen derpå, til at søge efter én der lignede, for at finde ud af hvilken race det var. Jeg kunne ikke finde den i min store hundebog - og stødte ikke på den mellem søndagens udstillede hunde.
Jeg gik derfor op til agilitybanerne, og der hang jeg ud temmelig længe.  Her er lidt film, der viser niveauet - og ikke mindst tempoet. Gad vide om jeg nogen sinde bliver så god - det kunne være fedt!


Ovenfor var springbanen, her kommer agilitybanen:

Om søndagen var der også dogdancing - eller heelwork to music hedder det vist, den mest latterlige hundesport, hvis I spørger mig...det er nok et spørgsmål om smag. Men hundene er da super dygtige, prøv lige at se denne gravhund som 'danser' til Phantom of the Opera:

Da jeg endelig besluttede mig for at tage hjem, skete der et lille mirakel, der kom en kvinde gående med 2 søde hunde, der fuldstændig ligende den krøllede agility hund fra dagen før. Jeg spurgte straks hvad race det var, om jeg måtte hilse, tage billeder osv. Og tænk så var den mørke af de 2 blevet agility champion dagen før!! Hun fik et stort tillykke.

Prøv lige at se de skønne hunde her, den lyse er datter til Agility Champion'en til venstre, som jeg ikke havde kunne få ud af hovedet:

Jeg har fuldstændig tabt mit hjerte til dem - racen er Pumi - en ungarsk hyrdehund. Har læst at det er en rigtig arbejdshund, som også er blevet brugt som rottehund og vagthund. Kunne lyde lidt som om den har visse ligheder med en gårdhund - når man naturligvis ser bort fra udseendet :-)

Men jeg har mange favoritter, blandt andet fik jeg hilst på nogle rigtig søde Grand Danois'er - skønne, skønne hunde! På listen er også Samojeder, Welsh Corgi Cardigan, som her:
Eller skotterne, som denne: 
...og mange mange flere. Jeg skal med til næste år igen, for der var også mange jeg set i bakspejlet slet ikke fik set - f.eks. Basset Bleu de Gascoigne, Dansk Spidshund, gårdhundene osv. osv. Så der er stadig masser at se, næste gang jeg har mulighed for at tage på international hundeudstilling i Hillerød!

Jeg fik dog en snak med en gårdhund og hans familie - efter alle dansk/svensk gårdhunde var færdige i ring 19, samme ringnr. som Lapphundene, pudsigt nok:
 

fredag den 6. maj 2011

En upcoming agilitystjerne?

I går gik det rigtig godt til agility - og jeg huskede at tage billeder!!

Her er vi igang med at stille forhindringer op:


Scot og Molly, leger mens vi slæber forhindringerne ud:

Der blev stillet rigtig mange forhindringer op, så jeg blev helt træt, da jeg så det. Men nu er Mio efterhånden blevet fortrolig med både spring og slalom, så det var faktisk helt passende.

Mio venter artigt og tålmodigt på, at vi bliver færdige:

Vi øvede slalom og spring, både de 'almindelige' og gennem hjulet. De små vipper var også fine, ingen problemer der. Det nye var posen. Men efter Mio, med hjælp fra Gitte, igår tog tunnelen 3 gange, var vi rigtig friske på at snuse til posen. Han var ikke bange, men bare sit normale forsigtige selv. Han kom dog kun ind i den hvide 'entre' - men det var også fint nok.

Til sidst løb hele holdet en bane igennem i ret så fin stil for alle. Mio og jeg tog dog ikke tunnelen som havde fået en lille vinkel på. Men det gik godt med springene og alt det andet. Man skal holde tungen lige i munden, men det er super sjovt, og man får lige pulsen op. Stemningen på holdet var særligt god i går, og Mio og jeg føler os i det hele taget godt tilpas der. Jeg tror det betyder meget for, indlæringen, både for hunde og mennesker.
Der trænes på forhindringerne:


Siden jeg har startet til agility, har jeg tænkt meget over, hvor meget mit humør/min indstilling til tingene smitter af på Mio - det kan vi jo også se på superfølsomme Trille, herhjemme. Hun ved jo nærmest hvad jeg tænker, før jeg selv gør det... Og det betød nok mere end jeg lige var klar over til både DKK-træningen og på hundeoasens hvalpehold.


Hundeklubben har i øvrigt et godt tilbud med 2 agility kursusdage - det kunne have været sjovt at prøve det med Trille - men vi er i sommerhus den ene søndag - øv. Men jeg får mere og mere lyst til at prøve agility med Trille. Hvis bare hun ikke stresser for meget, tror jeg hun ville være en rigtig stjerne til det!

I morgen skal jeg så se udstillingen i Hillerød - glæder mig som et lille barn. Jeg var ude forbi Flemming og Torben Carlsen, Kirsten og Georgs sønner, som jo bor i Allerød. Der fik jeg to billetter - og de fik hilst på Mio. Ganske hyggeligt.
'Desværre' må jeg tage alene afsted i morgen - jeg kunne ikke friste Tobias til at tage med, og Olivia og Søren skal til fodbold. Men det er egentlig helt OK - der bliver meget at kigge på, og så kan jeg tage det i den rækkefølge der passer mig ;-)
Jeg tog derfor den anden billet med til træningen, og der var der rift om den blandt holdkammeraterne. Fedt at være blandt ligesindede, der også er tossede med hunde og bare synes det ville være lykken med en gratis billet. Det blev Monica som var den heldige!

Jeg håber på godt vejr - jeg vil cykle derop efter en morgentur med hundene. Og så bare daske rundt og tjekke det hele ud. Jeg skal selvfølgelig se lapphundene - og så pudlerne (ja det lyder måske skørt for nogen). Men man kan vist godt sige, at vi har jo en tradition på min side af familien med pudler. Og hvis man kan abstrahere fra de, synes jeg, overdrevne frisurer - ja, så mener jeg i hvertfald at en puddel kunne være en værdig efterfølger for Trille, når den tid kommer om mange år... Men der er heldigvis lang tid til, og det kan jo være man bliver inspireret til noget helt andet. Jeg er dog ikke så bange for pelspleje længere, efter vi har fået Mio. Det er faktisk rigtig hyggeligt at nusse om sin hund med kam og børste, når bare det ikke er noget, man skal gøre hver dag - men kun når man lige har lyst og han trænger (hvilket er hver anden dag lige for tiden).

Nå, det blev vist lidt om alt muligt her til aften. SES!

onsdag den 4. maj 2011

Parringsleg og sexchikane!



Den sidste uges tid har været mystisk.

Det startede med at jeg observerede at Trille var MEGET interesseret i Mio, og legede på en sær måde. Det skulle vise sig at hun simpelthen havde udvalgt ham som den ene part i en 'parringsleg'  som har stået på siden påskedag. Hun lægger op til 'stakkels' Mio, vifter lige halen til siden og så må han ellers bare gå i gang.
Jeg troede ikke, at han ville hoppe op på hende, når han er kastreret, men det har tydeligvis ikke været nogen hindring...han hopper rask på Trille, når hun opfordrer ham! Til sidst har han dog været noget træt og hellere ville lege ;-) Hvilket der ikke er noget at sige til - hun har været meget insisterende...




Nu er det så vendt og Trille forsøger at hoppe på ham, hun 'parrer' sig med hvad hun kan komme i nærheden af, et ben, en hale eller et hovede. Det er ren sexchikane - vi synes det bliver for meget, og når Mio ikke siger fra, gør vi det altså.

Man må sige at den lille tøs er smækforvirret - nu har vi snart haft Mio i et år, og i al den tid har hun været reserveret over for ham - men nu er det helt omvendt! Hvad mon det næste bliver?

I det hele taget har Trilles løbetid i år strakt sig over en måned - og vi spekulerer på om det mon er fordi vi har en hanhund i huset - det er også første gang vi oplever, at hun er blevet så kulret i forbindelse med en løbetid.

Vi glæder os til forhåbentlig at få vores gamle halvsure Trille tilbage - det andet er altså for meget af det gode!!

Og ellers kæmper jeg med Mios pels, han fælder og fælder og fælder, det er mange håndfulde man kan børste af ham på 5-10 minutter.

Ellers hygger vi med agilityen hver torsdag, i søndags deltog jeg med en time til halvanden ved hundeklubbens arbejdsdag - meget god stemning. Og i weekenden tror jeg, at jeg må et smut op til udstillingen i Hillerød, jeg nøjes med lørdagen, hvor der udstilles både selskabshunde (vil tjekke de formentligt overdrevent friserede pudler ud) og ikke mindst spidshunde - hvem ved måske får jeg et glimt af en hund/ejer jeg kender. Det ser dog meget stort ud. Mette og Bruno fra hundeklubben skal være med i Rally. Det håber jeg, at jeg får set.


PS
Har hørt fra Georg og Kirsten ang. Mios pels - de fortæller at han smider han en masse pels nu hvor han er et år, og skal så til at have sin voksenpels... Og de har været så søde at tilbyde mig gratis billetter til weekendens udstilling - TAK for det. Det bliver hyggeligt med et gensyn :-)