...ikke bare den på jobbet, men også hos hundene.
I mandags var jeg til foredrag i Hundeklubben, og emnet var stress hos hunde. Det var et rigtigt godt foredrag, for alle de forsamlede hundeelskere. Foredragsholder Hildur Johannesdottir, fortalte om hvordan hunde og stress 'fungerer'.
Jeg synes det var tankevækkende og lærerrigt, og jeg tror alle kunne genkende at have en stresset hund i en eller anden situation. Det handlede ikke bare om bivirkningerne og forebyggelse af stress, men også om at din hund gerne må være lidt oppe i gear for at kunne lære noget. Det gav bestem stof til eftertanke.
Jeg tænkte i særlig grad på stakkels Mio og stress, når vi er ude og køre bil, og hvor lang tid det kan tage før han har det helt ude af kroppen. Men også betydningen af leg, og træning i hverdagen, var godt at blive mindet om. Bare jeg havde noget mere tid til mine hunde, sad jeg og tænkte - især lige nu hvor min egen hverdag er super stresset i forbindelse med job mv., så der er ikke meget tid til al den søgning, træning, balance mv. som Hildur anbefalede man brugte tid på. Jeg fik i hvert fald et stik af dårlig samvittighed....
Men når jeg ser det hele oppefra, synes jeg , at jeg har et par glade hunde, som i hverdagen ser ud til at trives rigtig fint, og det gør ikke noget at der er plads til forbedring selvfølgelig!
Endnu en gang blev det smerteligt klart, at ting tager tid - og når først man har et problem eller kæmper med en dårlig (hunde-menneske) vane - ja så tager det altså bare rigtig rigtig lang tid at få gjort det rigtige og noget ordentligt ved det. Der er ingen nemme løsninger, hvad f.eks. afstressning omkring det at køre bil angår...
Det skal jeg arbejde videre med - og måske ikke køre så meget med Mio, som jeg gør lige for tiden.
Tilgengæld tyddede det på at Trille ikke er nær så stresset som jeg gik og troede, hun er nemlig altid en hund eftergodbidder - og netop det at hunden íkke vil tage guffer, er en indikator på, at de er meget stressede. Hvorimod Mio kan være tilbøjelig til ikke at tage godbidder - slet ikke hvis han sidder i bilen - så godbiddens kvalitet må der lige skrues lidt op og ned for, så jeg kan få et overblik over hvor slemt det står til.
Der er agility i aften. Vi glæder os :-)
Her kan du læse om familiens 2 hunde Trille, en dansk/svensk gårdhund fra 2004 og Mio, en finsk Lapphund fra 2010. Bloggen handler mest om dagligdagen og træning med 2 hunde og de udfordringer, som følger med. Familien består af 2 teenagere Tobias og Olivia samt Søren og Isabelle. Hensigten med bloggen er primært at dele og samle erfaringer om det at have mere end én hund.
torsdag den 27. oktober 2011
fredag den 21. oktober 2011
Vi er her endnu
Jeg har været rigtig dårlig til komme med indlæg de sidste par måneder. Og det hænger sammen med alt for meget arbejde på arbejdet. Vi har jo perioder hvor der sker mere end i andre perioder, og efter sommerferien er der altid tryk på. Så i stedet for at opdatere bloggen, er jeg skvattet i søvn i sofaen om aftenen, smadder irriterende.
Men der har da været overskud til hundene alligevel. Vores dejlige ingenmandsland, hvor vi normalt har gået tur ud over markerne, er blevet overtaget af Lind og Risør, og store væmmelige bulldozere, gravemaskiner og store huller i jorden. Derfor er det enten blevet til uinspirerede kortere gåture i hverdagen - mest i snor, i lokalområdet. Eller dejlige lange løbeture i hundeskoven. Jeg løber 3 gange om ugen, så 3 gange ugentligt har jeg læsset hundene bag i bilen, og så taget mig en skøn tur med dem i frit løb/jagt gennem hundeskoven. Trille er slem til at fare vild, men Mio er så trofast, og bliver altid tæt ved mig - selv om han da aldrig siger nej tak til en lille jagt på en fugl eller et egern. Netop nu skal jeg ud af døren og op i skoven med de 2, men synes lige jeg skulle lave mig en overspringshandling.
Jeg skriver også på mit afsluttende projekt på vejlederuddannelsen, og så er der endnu mindre tid en sædvanligt - og jeg har svært ondt af mig selv ind i mellem....
Vi går også trofast til agility, selv om der er stress på for at nå det, er det altid super hyggeligt og sjovt at være afsted. Jeg ved ikke med Trille og agility. Hun er fantastisk lærernem, men også irriterende gøende og stresset, når vi er afsted. Men der er ikke mange på holdet og to instruktører på hver gang - det er store plusser. Tilgengæld er det et værre mas at slæbe tingene på plads hver gang - og stemningen er måske en anelse mere konkurrenceorienteret end i HBK. Så jeg er usikker på om jeg vil fortsætte med lørdagsagility'en med Trille i næste sæson, mest pga hendes temperament. Og så er der for mange gange jeg ikke kan komme pga ferie og sociale arrangementer. Det er aldrig et problem at komme afsted på en hverdagsaften. Kun i tilfælde af forældremøder.
Mio og jeg er blevet pænt dygtige til agility, synes jeg. Selv om sidste gang var det vist ham som bestemte det meste. Han startede med at lette ben op ad en af forhindringerne :-( og så sprang han ellers rundt over spring og A som det passede ham, uagtet at jeg var den som skulle bestemme hvordan og hvornår... Men jeg går ud fra at det betyder, at han kan li' det og i den grad er i stand til at tage initiativ (når det passer herren).
Jeg arbejder lidt på højre handling, og bruger også klikkeren. Så nu kan jeg gå på hans venstre side når han f.eks. tager slalom - det er jeg ikke så lidt stolt af :-)
Jeg vil prøve at ajourføre bloggen lidt oftere, men fotos har jeg ikke lige ved hånden, selv om kameraet er dukket op af gemmerne igen.
Her i efterårsferien var vi nogle dage i sommerhuset i Rørvig, det er noget hundene kan lide. De slapper af på en hel anden måde (ligesom vi gør det). Det blev til nogle sjove ture ved stranden. Turen i bil gik strålende både ud og hjem. Mio fik sin køresygepille, og klarede sig med en enkelt pause undervejs. Så vi er vist over det værste hvad bræk i bilen angår!
Hav en god weekend alle sammen!
Men der har da været overskud til hundene alligevel. Vores dejlige ingenmandsland, hvor vi normalt har gået tur ud over markerne, er blevet overtaget af Lind og Risør, og store væmmelige bulldozere, gravemaskiner og store huller i jorden. Derfor er det enten blevet til uinspirerede kortere gåture i hverdagen - mest i snor, i lokalområdet. Eller dejlige lange løbeture i hundeskoven. Jeg løber 3 gange om ugen, så 3 gange ugentligt har jeg læsset hundene bag i bilen, og så taget mig en skøn tur med dem i frit løb/jagt gennem hundeskoven. Trille er slem til at fare vild, men Mio er så trofast, og bliver altid tæt ved mig - selv om han da aldrig siger nej tak til en lille jagt på en fugl eller et egern. Netop nu skal jeg ud af døren og op i skoven med de 2, men synes lige jeg skulle lave mig en overspringshandling.
Jeg skriver også på mit afsluttende projekt på vejlederuddannelsen, og så er der endnu mindre tid en sædvanligt - og jeg har svært ondt af mig selv ind i mellem....
Vi går også trofast til agility, selv om der er stress på for at nå det, er det altid super hyggeligt og sjovt at være afsted. Jeg ved ikke med Trille og agility. Hun er fantastisk lærernem, men også irriterende gøende og stresset, når vi er afsted. Men der er ikke mange på holdet og to instruktører på hver gang - det er store plusser. Tilgengæld er det et værre mas at slæbe tingene på plads hver gang - og stemningen er måske en anelse mere konkurrenceorienteret end i HBK. Så jeg er usikker på om jeg vil fortsætte med lørdagsagility'en med Trille i næste sæson, mest pga hendes temperament. Og så er der for mange gange jeg ikke kan komme pga ferie og sociale arrangementer. Det er aldrig et problem at komme afsted på en hverdagsaften. Kun i tilfælde af forældremøder.
Mio og jeg er blevet pænt dygtige til agility, synes jeg. Selv om sidste gang var det vist ham som bestemte det meste. Han startede med at lette ben op ad en af forhindringerne :-( og så sprang han ellers rundt over spring og A som det passede ham, uagtet at jeg var den som skulle bestemme hvordan og hvornår... Men jeg går ud fra at det betyder, at han kan li' det og i den grad er i stand til at tage initiativ (når det passer herren).
Jeg arbejder lidt på højre handling, og bruger også klikkeren. Så nu kan jeg gå på hans venstre side når han f.eks. tager slalom - det er jeg ikke så lidt stolt af :-)
Jeg vil prøve at ajourføre bloggen lidt oftere, men fotos har jeg ikke lige ved hånden, selv om kameraet er dukket op af gemmerne igen.
Her i efterårsferien var vi nogle dage i sommerhuset i Rørvig, det er noget hundene kan lide. De slapper af på en hel anden måde (ligesom vi gør det). Det blev til nogle sjove ture ved stranden. Turen i bil gik strålende både ud og hjem. Mio fik sin køresygepille, og klarede sig med en enkelt pause undervejs. Så vi er vist over det værste hvad bræk i bilen angår!
Hav en god weekend alle sammen!
mandag den 29. august 2011
Lapphundetræf på Fyn - Very Good :-)
Mio og jeg har haft en oplevelsesrig weekend. Vi var nemlig til lapphundetræf på Vejlby Fed Camping nær Middelfart.
Lørdag morgen pakkede jeg bilen, med telt, tæpper, gummistøvler, hundeting og hvad man ellers skal bruge på en overnatning i det fri. Mio fik sin køresygepille og vi kørte af sted lidt over 9. Planen var at holde mange pauser – ca. hver halve time, så Mio kunne trække frisk luft og ikke blive køresyg.
Det gik rigtig fint. Han var ikke godt tilpas, man kan se han ikke slapper af. Men ingen opkastninger og faktisk heller ikke overdreven savlen. Så det er bestemt et fremskridt. Til gengæld havde vi IKKE vejret med os. Vi kørte igennem den ene styrtsø efter den anden, så det var en larmende tur med regn, der bare hamrede ned, og torden og lyn. Men vi lod os ikke mærke med det… Jeg havde taget tlf. nr. med til en hyggelig bed and breakfast i Båring (hvis vejret skulle være meget slemt) – men da vi nåede frem var vejret ikke så slemt – og de havde faktisk lovet at de ville blive en sommerdag, måske med lidt byger (…hmf!).
Det var ikke svært at se, man var havnet det rigtige sted. Der var lapphunde og deres ejere i alle størrelser og afskygninger. Alle var glade for at snakke hund, men jeg savnede lidt ind i mellem, at man havde gjort lidt ud af at præsentere, hvem der var hvem og hvor man kom fra. Måske var jeg heller ikke selv god nok til at præsentere mig med navn. Så jeg har talt med mange, hvor jeg kun ved hvad hunden hedder, men ikke har nogen anelse om deres menneskers navne… Men ikke des do mindre var det dejligt at snakke lapphund og høre om andres erfaringer og tips om dette og hint.
Vejret var ikke med os. Det var gråt med småregn det meste af lørdagen. Men vi fik dejlig grillmad under et stort telt, og Mio var med alle steder. Om eftermiddagen var vi på et lille O-løb – med poster, hvor der var opgaver til hundene. Undervejs tænkte jeg: 'der er jo slet ikke noget Mio kan'. Men heldigvis var der til sidst en slalombane, så vi rigtig kunne vise os. Faktisk blev vores hold nr. 2 i den samlede konkurrence.
Hen ad aftenen tror jeg Mio var temmelig træt. Efter en lang køretur, masser af mennesker og deres hunde, blev hans lunte virkelig kort. Det har jeg ikke oplevet før. Han vrissede af andre hunde, som kom for tæt på – også nogle han tidligere havde været ’venner med’. Så jeg valgte at gå tidlig til køjs med ham i vore smarte lille pop-up telt. Mio havde også været med mig alle steder. Jeg syntes, ikke jeg ville lade ham sidde i bilen for sig selv, for han slapper altså bare ikke af, når han sidder dér. I stedet forsøgte jeg at binde ham af til jordspyddet ved vores lejrplads- mens jeg lige tog mig en snak med ejeren af 8 små bedårende, dejlige, sortgule lapphundehvalpe, på knap 8 uger. Jeg behøver vel ikke skrive, at de var skønne uldne og lækre, og at jeg selvfølgelig faldt for en sød lille tæve, jeg gerne havde taget med hjem… Men som den snusfornuftige hundeejer jeg er, blev tanken end ikke tænkt til ende :-(
Det var spændende at se de små hvalpe blive fodret med BARF, de kastede sig over rå stykker kylling, så det var en fryd. Jeg tror, jeg en gang i fremtiden må gå over til BARF – men det kræver nok en lille smule overskud – både på kontoen og mentalt. Så når altanen er lavet, gulvet er ordnet og vi lige har været ude og rejse her og der, så….
Der var også andre hvalpe – og en del som ikke var solgt. Bla. Havde Sarah fra Lapinlumon vist 3-4 stk hvalpe i 12 ugersalderen, hvor køberne var faldet fra (ja man kan undre sig - måske er det krisen der kradser?). Der var den sødeste brune bebrillede tæve… Jeg må i gang med at pushe Lapphunde!!
Natten i teltet forløb ellers fint. Mio var ikke helt sikker på, han skulle ind i teltet, men jeg var ikke i humør til at diskutere… Desværre havde jeg glemt ørepropperne i bilen, så jeg måtte pakke mig ud af soveposen og tæpper – ud i det våde græs, med bare tæer… OG gæt hvem der selvfølgelig så sit snit til at stikke af? Heldigvis fik jeg lokket ham hen til mig, og så forfra – ind i teltet, tørre fødder og så ned i den varme sovepose.
Mio lå på nogle hundetæpper ved siden af mig. Der gik lige lidt tid før han sænkede sit trætte hoved og faldt i søvn. Og han sov som en sten hele natten, uden at sige et bjæf! Jeg vågnede til gengæld flere gange og vendte og drejede mig på den stenhårde selvopustelige madras - men vigtigst af alt – jeg frøs ikke (hvis man ikke regner næsetippen med) – og der var ikke skybrud, kun lidt småregn i løbet af natten.
Skybrud fik vi til gengæld søndag eftermiddag. Dagen startede ellers med sol og noget der lignede sommer. Vi gik en lille tur ned til stranden – der er virkelig smukt i Båring vig!!
Ved ti-halv elleve tiden skulle skuet begynde. Vi fandt os en plads i sol og lidt læ ved ringsiden. Sarah Brandes delte katalog og nr. ud – vi stillede op i turistklassen og havde nr. 34. Det var hyggeligt at se på og snakke med sidemændene om hunde osv.osv.
Vejret begyndte så småt at true – men inden det blev vores tur, fik jeg med noget besvær pakket teltet sammen. Det kan godt være det kun tager 2 minutter at slå op – men det gav lige lidt hovedbrud at få det skruet ned i hylsteret igen. Men det lykkedes da.
Så gik der heller ikke lang tid og det blev vores tur. Vi har jo aldrig prøvet det før, og det var en god premiere at være ’turist’. Jeg havde ikke de store forventninger – og egentlig bare krydset fingre for at han ville løbe pænt ved siden af mig og ikke sætte sig, når han skulle stå. Og tænk en gang. Det gik virkelig fint. Jeg var kun én gang lige ved at snuble over ham – men det har nok bare set lidt sjusket ud (sådan lidt børne-handler-agtigt). Han stod også pænt – og dommeren var sød og smilende (I det hele taget var der en god afslappet stemning ved skuet).
Det endte lykkeligt med, at vi fik ’Very Good’ – så jeg var pavestolt. Hun syntes dog, at han var noget feminin i sit udtryk (han ligner jo også sin mor rigtig meget…) – men, som hun udtrykte humoristisk, ’he just needs som time’. Hun syntes, han var en god type – måske lidt lange proportioner. Men det bedste af det hele var selvfølgelig ’Wonderful temperament’ – godt set!! Læs hele vurderingen nederst på siden her.
Og dårligt var vi ude af ringen (vi blev for øvrigt nr. 2 ud af 2 i klassen…), så kom der det største skybrud. Pyha, godt vi var færdige (og stakkels alle tæve-ejerne, som stod for tur). Men selv i øsregn var det hyggeligt at stå og sludre. Jeg faldt i snak med vinderen af hvalpeklassen – de havde den sødeste isbjørn på 8 måneder. Og mens vi sidder der og sludrer om hunde, finder vi ud af, at vi begge kommer fra Allerød, og ungerne går på ’min’ skole! Verdenen er nogle gange lille bitte – og så alligevel ikke – for selv om vi lufter hund i samme skov, er vi ikke stødt på hinanden.
Under kæmpebygen fik Mio sin køresygepille (og isbjørnen fik også en halv, de havde glemt at tage pakken med), kl. 15.20 kørte vi af sted mod Sjælland – i regn og rusk – Vi var begge dødtrætte – trods flere pauser undervejs. Men vi kom hjem uden at jeg faldt i søvn og uden at Mio kastede op. Han smed sig pladask på gulvet da han kom hjem – til Trilles store skuffelse, var der ikke meget energi til at lege…
A propos lille verden. Jeg snakkede en del med et par, som havde en smuk han med blis i panden, Beiko. Det viste sig, at de havde været meget tæt på at ville købe en af hvalp af Zindys første kuld. De havde fulgt med på hjemmesiden, og set sig varm på en af de små hvalpe – men så var der kommet en melding om at alle hvalpe var solgt. Så de nåede aldrig at kontakte Kirsten og Georg. De kiggede lidt på hinanden, da jeg fortalte at Mio var ’lilla’ – det var åbenbart ham, de havde kastet deres kærlighed på i sin tid!
Alt i alt var det en god tur. Måske snakker man med flere, når man er alene af sted. Jeg hilste på mange, blandt andre en skotte (på besøg for at købe hvalpe hos Sarah Brandes), Irene – hunde og udstillinger er hendes liv, og jeg havde sjovt nok besøgt hendes hjemmeside, helt tilfældigt her i sommer. Der var også ejerne af Mios far Caius, fra kennel Finda - det var rigtig rart at kunne fortælle dem, at Mio er en skøn hund! Og der var god tid til at være sammen med sin hund, må man sige – vi hyggede os rigtig sammen. Det kan anbefales at tage et par dage ud af kalenderen og 'dyrke sin hund' - hvis man synes man har brug for lidt mere kontakt.
Jeg har jo længe vidst, at jeg skal have flere hunde, desværre må jeg nok nøjes med 2 ad gangen, men lysten til en sød lille tæve, som kunne blive hvalpemor er ikke blevet mindre. Og jeg synes at skuet var en god måde at prøve udstillingsverdenen af på egen ’krop’. Så det bliver helt fint når tiden kommer og at skulle udstille en ny hund, så vi som minimum kan få very good et par gange, og der kan komme hvalpe ud af projektet. Men det kommer forhåbentlig til at være langt ude i fremtiden, for ’gamle’ Trille – er jo trods alt i sin bedste alder, og vi har mange år med hende endnu – går vi over til BARF på et tidspunkt, kan de jo næsten leve evigt, hvis man skal tro fortalerne for den slags foder!
Billeder til denne blog, følger - jeg har forlagt kameraet - og tog kun ganske få billeder med mobilen. Men i træthed er kablet blevet glemt på jobbet idag, så der går lige et par dage før jeg får lagt dem op. Måske kan man se billeder på spidshundeklubbens hjemmeside - der var i hvert fald en del der fotograferede, med kæmpe store kameraer. Dommeren havde også travlt med at fotografere ;-)
Vores lejrplads:
Lørdag morgen pakkede jeg bilen, med telt, tæpper, gummistøvler, hundeting og hvad man ellers skal bruge på en overnatning i det fri. Mio fik sin køresygepille og vi kørte af sted lidt over 9. Planen var at holde mange pauser – ca. hver halve time, så Mio kunne trække frisk luft og ikke blive køresyg.
Det gik rigtig fint. Han var ikke godt tilpas, man kan se han ikke slapper af. Men ingen opkastninger og faktisk heller ikke overdreven savlen. Så det er bestemt et fremskridt. Til gengæld havde vi IKKE vejret med os. Vi kørte igennem den ene styrtsø efter den anden, så det var en larmende tur med regn, der bare hamrede ned, og torden og lyn. Men vi lod os ikke mærke med det… Jeg havde taget tlf. nr. med til en hyggelig bed and breakfast i Båring (hvis vejret skulle være meget slemt) – men da vi nåede frem var vejret ikke så slemt – og de havde faktisk lovet at de ville blive en sommerdag, måske med lidt byger (…hmf!).
Det var ikke svært at se, man var havnet det rigtige sted. Der var lapphunde og deres ejere i alle størrelser og afskygninger. Alle var glade for at snakke hund, men jeg savnede lidt ind i mellem, at man havde gjort lidt ud af at præsentere, hvem der var hvem og hvor man kom fra. Måske var jeg heller ikke selv god nok til at præsentere mig med navn. Så jeg har talt med mange, hvor jeg kun ved hvad hunden hedder, men ikke har nogen anelse om deres menneskers navne… Men ikke des do mindre var det dejligt at snakke lapphund og høre om andres erfaringer og tips om dette og hint.
Vejret var ikke med os. Det var gråt med småregn det meste af lørdagen. Men vi fik dejlig grillmad under et stort telt, og Mio var med alle steder. Om eftermiddagen var vi på et lille O-løb – med poster, hvor der var opgaver til hundene. Undervejs tænkte jeg: 'der er jo slet ikke noget Mio kan'. Men heldigvis var der til sidst en slalombane, så vi rigtig kunne vise os. Faktisk blev vores hold nr. 2 i den samlede konkurrence.
Her udeles 'vandrepokalen' til vinderne af konkurrencen:
Hen ad aftenen tror jeg Mio var temmelig træt. Efter en lang køretur, masser af mennesker og deres hunde, blev hans lunte virkelig kort. Det har jeg ikke oplevet før. Han vrissede af andre hunde, som kom for tæt på – også nogle han tidligere havde været ’venner med’. Så jeg valgte at gå tidlig til køjs med ham i vore smarte lille pop-up telt. Mio havde også været med mig alle steder. Jeg syntes, ikke jeg ville lade ham sidde i bilen for sig selv, for han slapper altså bare ikke af, når han sidder dér. I stedet forsøgte jeg at binde ham af til jordspyddet ved vores lejrplads- mens jeg lige tog mig en snak med ejeren af 8 små bedårende, dejlige, sortgule lapphundehvalpe, på knap 8 uger. Jeg behøver vel ikke skrive, at de var skønne uldne og lækre, og at jeg selvfølgelig faldt for en sød lille tæve, jeg gerne havde taget med hjem… Men som den snusfornuftige hundeejer jeg er, blev tanken end ikke tænkt til ende :-(
Mio var flink til at blive bundet af ved lejrpladsen:
Det var spændende at se de små hvalpe blive fodret med BARF, de kastede sig over rå stykker kylling, så det var en fryd. Jeg tror, jeg en gang i fremtiden må gå over til BARF – men det kræver nok en lille smule overskud – både på kontoen og mentalt. Så når altanen er lavet, gulvet er ordnet og vi lige har været ude og rejse her og der, så….
Der var også andre hvalpe – og en del som ikke var solgt. Bla. Havde Sarah fra Lapinlumon vist 3-4 stk hvalpe i 12 ugersalderen, hvor køberne var faldet fra (ja man kan undre sig - måske er det krisen der kradser?). Der var den sødeste brune bebrillede tæve… Jeg må i gang med at pushe Lapphunde!!
Natten i teltet forløb ellers fint. Mio var ikke helt sikker på, han skulle ind i teltet, men jeg var ikke i humør til at diskutere… Desværre havde jeg glemt ørepropperne i bilen, så jeg måtte pakke mig ud af soveposen og tæpper – ud i det våde græs, med bare tæer… OG gæt hvem der selvfølgelig så sit snit til at stikke af? Heldigvis fik jeg lokket ham hen til mig, og så forfra – ind i teltet, tørre fødder og så ned i den varme sovepose.
Mio lå på nogle hundetæpper ved siden af mig. Der gik lige lidt tid før han sænkede sit trætte hoved og faldt i søvn. Og han sov som en sten hele natten, uden at sige et bjæf! Jeg vågnede til gengæld flere gange og vendte og drejede mig på den stenhårde selvopustelige madras - men vigtigst af alt – jeg frøs ikke (hvis man ikke regner næsetippen med) – og der var ikke skybrud, kun lidt småregn i løbet af natten.
Skybrud fik vi til gengæld søndag eftermiddag. Dagen startede ellers med sol og noget der lignede sommer. Vi gik en lille tur ned til stranden – der er virkelig smukt i Båring vig!!
Billeder fra morgenturen ved Båring vig:
Ved ti-halv elleve tiden skulle skuet begynde. Vi fandt os en plads i sol og lidt læ ved ringsiden. Sarah Brandes delte katalog og nr. ud – vi stillede op i turistklassen og havde nr. 34. Det var hyggeligt at se på og snakke med sidemændene om hunde osv.osv.
Her ligger Mio og slapper af 'ringside'
Så gik der heller ikke lang tid og det blev vores tur. Vi har jo aldrig prøvet det før, og det var en god premiere at være ’turist’. Jeg havde ikke de store forventninger – og egentlig bare krydset fingre for at han ville løbe pænt ved siden af mig og ikke sætte sig, når han skulle stå. Og tænk en gang. Det gik virkelig fint. Jeg var kun én gang lige ved at snuble over ham – men det har nok bare set lidt sjusket ud (sådan lidt børne-handler-agtigt). Han stod også pænt – og dommeren var sød og smilende (I det hele taget var der en god afslappet stemning ved skuet).
Det endte lykkeligt med, at vi fik ’Very Good’ – så jeg var pavestolt. Hun syntes dog, at han var noget feminin i sit udtryk (han ligner jo også sin mor rigtig meget…) – men, som hun udtrykte humoristisk, ’he just needs som time’. Hun syntes, han var en god type – måske lidt lange proportioner. Men det bedste af det hele var selvfølgelig ’Wonderful temperament’ – godt set!! Læs hele vurderingen nederst på siden her.
Og dårligt var vi ude af ringen (vi blev for øvrigt nr. 2 ud af 2 i klassen…), så kom der det største skybrud. Pyha, godt vi var færdige (og stakkels alle tæve-ejerne, som stod for tur). Men selv i øsregn var det hyggeligt at stå og sludre. Jeg faldt i snak med vinderen af hvalpeklassen – de havde den sødeste isbjørn på 8 måneder. Og mens vi sidder der og sludrer om hunde, finder vi ud af, at vi begge kommer fra Allerød, og ungerne går på ’min’ skole! Verdenen er nogle gange lille bitte – og så alligevel ikke – for selv om vi lufter hund i samme skov, er vi ikke stødt på hinanden.
Under kæmpebygen fik Mio sin køresygepille (og isbjørnen fik også en halv, de havde glemt at tage pakken med), kl. 15.20 kørte vi af sted mod Sjælland – i regn og rusk – Vi var begge dødtrætte – trods flere pauser undervejs. Men vi kom hjem uden at jeg faldt i søvn og uden at Mio kastede op. Han smed sig pladask på gulvet da han kom hjem – til Trilles store skuffelse, var der ikke meget energi til at lege…
Det store telt var centrum for de fleste begivenhederne - mennesker og hunde blev presset godt sammen under søndagens store skybrud...
A propos lille verden. Jeg snakkede en del med et par, som havde en smuk han med blis i panden, Beiko. Det viste sig, at de havde været meget tæt på at ville købe en af hvalp af Zindys første kuld. De havde fulgt med på hjemmesiden, og set sig varm på en af de små hvalpe – men så var der kommet en melding om at alle hvalpe var solgt. Så de nåede aldrig at kontakte Kirsten og Georg. De kiggede lidt på hinanden, da jeg fortalte at Mio var ’lilla’ – det var åbenbart ham, de havde kastet deres kærlighed på i sin tid!
Alt i alt var det en god tur. Måske snakker man med flere, når man er alene af sted. Jeg hilste på mange, blandt andre en skotte (på besøg for at købe hvalpe hos Sarah Brandes), Irene – hunde og udstillinger er hendes liv, og jeg havde sjovt nok besøgt hendes hjemmeside, helt tilfældigt her i sommer. Der var også ejerne af Mios far Caius, fra kennel Finda - det var rigtig rart at kunne fortælle dem, at Mio er en skøn hund! Og der var god tid til at være sammen med sin hund, må man sige – vi hyggede os rigtig sammen. Det kan anbefales at tage et par dage ud af kalenderen og 'dyrke sin hund' - hvis man synes man har brug for lidt mere kontakt.
Jeg har jo længe vidst, at jeg skal have flere hunde, desværre må jeg nok nøjes med 2 ad gangen, men lysten til en sød lille tæve, som kunne blive hvalpemor er ikke blevet mindre. Og jeg synes at skuet var en god måde at prøve udstillingsverdenen af på egen ’krop’. Så det bliver helt fint når tiden kommer og at skulle udstille en ny hund, så vi som minimum kan få very good et par gange, og der kan komme hvalpe ud af projektet. Men det kommer forhåbentlig til at være langt ude i fremtiden, for ’gamle’ Trille – er jo trods alt i sin bedste alder, og vi har mange år med hende endnu – går vi over til BARF på et tidspunkt, kan de jo næsten leve evigt, hvis man skal tro fortalerne for den slags foder!
Billeder til denne blog, følger - jeg har forlagt kameraet - og tog kun ganske få billeder med mobilen. Men i træthed er kablet blevet glemt på jobbet idag, så der går lige et par dage før jeg får lagt dem op. Måske kan man se billeder på spidshundeklubbens hjemmeside - der var i hvert fald en del der fotograferede, med kæmpe store kameraer. Dommeren havde også travlt med at fotografere ;-)
Abonner på:
Opslag (Atom)