lørdag den 18. juni 2011

Kontakt søges!

Her i sidste weekend bemærkede vi pludselig at Mio ikke var så nem at få kontakt med. Han er blid og sød som altid, men ret så døv!!


Så denne uge er der blevet trænet, flexlinen er lagt væk, og nu gælder det om at gå pænt og få kontakt til bassemanden. Han går faktisk rimelig pænt i snoren - når han går alene - men sammen med Trille, mener at han, at han skal lede turen. Så nu går det frem og tilbage, sik-sak derud af. Heldigvis er han noget nemmere at overbevise, end Trille, så nu efter en uges træning, synes jeg at det går meget bedre.

Han skabte sig også helt fjollet til agility træning i torsdags, var pludselig gøende og gad ikke at komme... Jeg tror vi i fællesskab fandt ud af at han må være i sin 2. teenageperiode (jeg troede kun der var én). Hm! Jeg ved ikke om jeg orker mere teenager - har jo en 2-benet en af slagsen, som har rigelig gang i alt muligt!!! Men det går forhåbentlig hurtigere over med ham.

I dag gik vi en lang tur i regnvejret - et smut i mosen for at kigge og fotografere iris, blandt andet, prøv at se de fugtige billeder på blomsterbloggen. Jeg forsøgte først at have begge hunde løs - men tak for kaffe, hvor Mio bare går på jagt. Så det var på med snoren - og så kunne man jo lige så godt træne at gå pænt. Og godt det samme, for hver gang jeg går dernede med ham, springer der en hjort frem. Denne gang var det dog ikke tværs over stien - men bare 3-4 meter til højre for os. Igen så Trille ingenting (nok fordi hun er så lille og ikke har udsyn) - men Mio, var helt oppe og ringe. Han falder dog rimelig hurtigt ned igen - men det kan da mærkes i et stykke tid at hans puls kører derudaf.

En kold og klam Trille
Det var 2 meget våde hunde der kom hjem efter turen, og de lå og lugtede rigtig længe i stuen...

Ingen kommentarer: