Forår i luften

De sidste par dage har budt på solskin og mildere vinde. Det er skønt at gå ud og ikke fryse om næsetippen og fingerspidserne!

Det går fint med træning af Mio. Det er svært at finde tiden, men han lærer åbenbart noget alligevel. Kan nu ret sikkert plads, sit og dæk. Stå går det også rimeligt med. Og han kan blive både i stå, dæk og sit. Så jeg er faktisk godt tilfreds. Han har lidt svært ved at forstå kommandoerne, men med håndtegn går det. Jeg øver også at han skal gå på pladsen, men det er lidt trægt, hvis han ikke har en godbid foran snuden. Det er dog lykkedes mig et par gange at få både ham og Trille til at gå pænt til venstre for mig. Så det kommer jo nok.

Gårsdagens træning var aflyst, det var alle tiders at kunne få lov at sove længe. Tobias og jeg gik i stedet en lang tur i Tokkekøb hegn med begge hunde - dejligt med sol og mild temperatur.

Idag gik Mio og jeg alene i den lille hundeskov, han kastede op på udturen i bilen, for første gang i over en måned... På hjemturen var der ingen problemer. Tror han var lidt sløj i forvejen, for der var ikke meget spræl i ham i morges, og han ville heller ikke spise sin morgenmad.

Mio er blevet super god til indkald, og løber ikke for langt i forvejen hen til andre hunde han ser 50-100 meter borte. Jeg laver særlige træningsture med ham, når vi er alene uden Trille (også nogle gang med dem begge), så der hele tiden sker noget sjovt eller spændende ved mig - det kan man læse om i 'Sjov på turen med din hund'. Og det virker altså! Så han synes de fleste gange, at jeg er lidt mere spændende end hvad der ellers sker på turen, og holder sig til.

Jeg har nu indkøbt en klikker, og tænker på at forsøge mig først med Trille og så med Mio - er dog lidt nervøs for, om jeg kan få det til at fungere efter hensigten. Vores instruktør forsøgte at forklare teorien, bag det - men demonstrede det ikke med en hund. Så jeg har lånt et lille klikkertræningsbibliotek og vil forsøge mig i ugens løb - hvis der bliver tid. Funker det, har jeg en naiv forestilling om at al træning bliver let som en leg - men lad os nu lige se...

Mios første fangst!

Mio er ved at være helt sig selv og frisk igen. På turene får han lov at gå løs - velovervåget vel at mærke. Det er heller ikke de længste ture, bare hen over marken og hjem igen. På fodboldbanen løber han glad rundt med Trille, som han plejer. Der er masser af gode nedfaldne grene, man kan tygge i og drille hinanden med. Mio tager gerne den tykkeste og længste, så han rigtig kan spankulere omkring over for Trille, der må nøjes med pinde i hendes lille letvægts-størrelse.
Det har i øvrigt været rigtig praktisk med den hårde frost vi har haft. Således er der ikke kommet unødigt snavs og mudder op i såret, som ser ud til at have det fint.

Vi har måtte lægge vores morgenrutiner noget om efter ferien. Desværre har en pensioneret nabo lidt henne ad rækken syntes at vores hunde gør 'uafbrudt - dagen lang' når de er alene hjemme. Det undrer os noget, for ungerne - især Tobias, som er hjemme hver dag ved 13tiden, kan fortælle, at de er fuldstændig rolige, når han kommer hjem.
Men det er rigtigt at Trille godt kan være nervøs og vagtsom om morgenen, når jeg går, som den sidste. Så nu har jeg været tidligt oppe, gået en lidt længere tur med dem, hvor de lige får leget frit. Og så er jeg gået hjemmefra som den første, og Søren har givet begge hunde marvben med leverpostej i, som de kan ligge og hygge sig med om formiddagen. Radioen kører også og gardinerne er trukket for, så fugle og evt. kattebesøg i haven ikke får dem hidset op. Så må vi håbe, vi kommer tilbage til gamle dage, hvor alene hjemme ikke var noget problem. Faktisk er de jo heller ikke alene, da de jo har hinanden, så vi er nogenlunde sikre på, at det er, hvad der foregår uden for matriklen, som vækker deres vagthunde instinkter....

På gårdsdagens tur var Mio så 'heldig' at fange sig en lækker lille mus, ude på marken. Jeg var så paf, at jeg ikke lige vidste, hvordan jeg skulle håndtere det. Selvom det regnede med bacon, var han ikke til sinds at slippe den. Så jeg måtte nix'e og sige 'ah, ah', og musen var inde og ude af gabet på ham 2 - 3 gange... Jeg syntes det var for ulækket at lade ham spise den - og jeg skulle i hvert fald ikke have noget af at røre ved gnaveren, for at tage den ud af munden på ham. Lidt af et dilemma. Nå, men jeg fik trukket ham væk fra musehullet og musen, blot for at han 5 meter længere henne finder en ny mus - denne her, tror jeg dog, var død i forvejen. Så gentog det hele sig én gang til. Adr.
Man må konstatere at kastrationen ikke har påvirket hans jagtegenskaber - måske endda skærpet dem, grundet hans øgede appetit??

Kort statusrapport

Mio har det efter omstændighederne fint.
I går var han dog noget rød og hævet - især om aftenen, så vi tænkte, vi skulle konsultere dyrlægen idag, hvis det ikke blev bedre. Men idag ser det ud til, at det er på retur igen, han er ikke så hævet, og det røde er ved at aftage. Han er nogenlunde frisk, klynker ikke ud over det sædvanlige og vi går småture med ham uden kraven på og han både tisser og laver som han skal. Han vil ikke rigtig besørge ude i haven, og ind imellem letter han ben uden der kommer noget ud - så jeg holder skarpt øje med, om han tisser normalt. Det må se lidt mærkeligt ud for andre, hvordan jeg står og glor ind under ham, når han letter ben. Men pga af den forfærdelige kulde og stride vind vi har, er der ikke mange som dasker rundt på må og få i kvarteret...
Trille er sød og god, og nyder at være ude på tur alene med os andre.
Tobias er særlig sød og opmærksom over for Mio, og ekspert i at give ham kraven på, efter han har spist og drukket. Han holder også øje med såret, og er i det hele taget meget omsorgsfuld. Idag har de to 4benede været alene hjemme, og det lod til at være gået helt normalt, som det plejer.
Mio har vænnet sig til kraven, og tager sig ikke så meget af at han støder på ting ind imellem. Han skaber sig ikke over at skulle have den på, men er bestemt heller ikke begejstret for den. Det er nu en praktisk opfindelse, at give dem krave på, jeg føler mig da tryg ved, at han ikke kan gøre skade på sig selv ved at pille i såret. Men ingen tvivl om, at det må være en pestilens at gå rundt med den!!

Vi har spekuleret lidt over hvorvidt, vi allerede nu kan mærke/forvente ændringer - men umiddelbart ligner han sig selv. Appetitten er god - men ikke mere end normalt. Han er lige så interesseret i hunde, han ser på afstand som han plejer. Der er kun det med at han letter ben ind imellem uden at besørge - men om det er manglende hormoner eller lidt koks i reflekserne efter operationen, er ikke til at vide. Han minder med andre ord meget om sig selv - dog noget mere træt, men det er der nok ikke noget at sige til efter en tur på operationsbordet, kraven og smerterne.