lørdag den 28. maj 2011

Til agility med Trille!

Jeg fik for et par uger siden tilbudt en plads på agility indslusning (begynderhold) hos DCH i Humlebæk. Og jeg sagde ja tak, så jeg kunne komme igang med at træne med Trille. Allerhelst ville jeg have haft, der lige var et hold i hundeklubben i Hillerød, men den kabale kunne ikke lige gå op.

Så idag ved ét-tiden blev hunderygsækken pakket, og afsted i bil op til Humlebæk for første gang. Det er lidt langt væk, og helt fint at jeg ikke går dér med Mio, for den køretur havde ikke været noget for ham. Trille derimod er ligeglad med store rundkørsler og 'snegle'. På trods af kø på motorvejen, nåede vi frem til tiden.
Og Trille tog det rigtig pænt. Hun var ikke så glad til at starte med, men der var ingen uophørlig gøen, som jeg havde frygtet. Jo, hun gøede da, men det er faktisk mest, når jeg står stille og ikke kun beskæftiger mig med hende.
Vi blev taget godt imod. Det er et noget andet sted end hundeklubben, men bestemt helt i orden. Hundeglade mennesker, med en god indstilling til træningen og hundene, er mit førstehåndsindtryk (ikke oldschool, dér). Og så er det også lidt anderledes, formoder jeg, at komme ind på et hold der allerede har været gang et stykke tid, og hvor de andre har lært hinandens finurligheder og hunde at kende...

I DCH Humlebæk er træningen tilrettelagt på en lidt anden måde. De har flere hold i løbet af dagen, og der var mange forhindringer (spring). Derfor var der allerede stillet en del op, og der var ikke noget med at slæbe forhindringer, det kom først til sidst, fordi det var dagens sidste hold. Alt blev stablet op på en kæmpetrailer, undt. springene som havde deres egen 'kærre' - alt dette skulle køres ned i en container, som blev godt proppet til.

De andre hunde på holdet er heldigvis ikke store. Der var en labradorblanding, en koiker, en langhåret dværggravhund, og en bichon frisée, hvis jeg husker ret. Dertil en del andre hunde i bure i biler. Alle hunde var i snor, når de ikke trænede - der var ikke fælles frikvarter med hundeleg. Det passer alt sammen super godt til Trilles sære humør. Tilgengæld gik vi en lille tur i snor rundt og holdt pause ind imellem, træningen.

Vi fik et spring at træne på - og Lis, som var træner gav os lidt hjælp til at komme igang. De bruger vist alle klikker på holdet, og jeg havde taget én med til Trille. Så nu er jeg godt igang med klikkeren - fedt, lige at blive instrueret i det. Og Trille er så hurtig, at det passer fint til hende. Hensigten var dog, at hun selv søgte springet, og at jeg så skulle klikke. Men da hun aldrig for alvor har taget et agilityspring, gik det lidt trægt med at finde ud af det. Men vi fik hjælp til at komme videre, og trænede fremadsendelse. Det var super fedt. I DCH bruger de en lille tupperwareboks med godbidder i , og lægger en godbid på toppen, istedet for at bruge en madskål. Trille var bare vild efter godbidder, så det gik bare derudaf. Der er noget mere tempo og energi på hende, set i forhold til Mio... Men hver hund har sine fordele. Trille var ikke så vild med at blive bundet af - tilgengæld havde hun det helt OK med at vente i bilen, så måske skal jeg bruge den i stedet for at binde hende af. Ingen grund til at stresse hende og blivet stresset af hendes gøen.

Det var en stor fordel at kende til de forskellige 'faldgruber' fra træningen med Mio. Så alt i alt, en god eftermiddag. Jeg kommer først  igen om 14 dage, hvor jeg så bliver meldt ind i DCH (endnu et medlemskab...) og skal betale for det og træning. 1000,- Jeg syntes det lød af lidt meget, men det er det sådan set ikke, også selvom jeg er startet lidt senere end de andre. Der er nemlig træning fra nu af og til november, kun afbrudt af en måneds sommerferie i juli.

Så nu har jeg efter 7 år fået debut på et træningshold med Trille. Man kan spørge sig selv, hvorfor det ikke er sket før. Men sådan har tilfældet nu en gang været (og jeg er stor tilhænger af tilfældet). Vi/jeg har arbejdet utrolig meget med Trille, og jeg tror hverken hun eller jeg har været klar til det tidligere. Og som én anden gårdhundeejer sagde idag, så holder hun sig utrolig godt, og er i fin form, så der er nok mange gode år i hende endnu, til at gå til agility :-)

Og hvad så med Mio - jamen han er så dygtig og vi hygger os i den grad i Hillerød Brugshundeklub. I torsdags finpudsede vi på den nye slalom teknik, og han lærte fremadsendelse (eller det var vist mig der lærte alle de ting...) Efter træningen var der hygge i klubhuset. Vi var ikke så mange, og Gittes knæ havde det skidt, så vi havde en ekstra træner på. Det var total luksus, noget man godt kan vænne sig til ;-)

Og så kunne Mette fortælle, at hun var med som hovedperson i en artikel i Vi med Hund, så det måtte jo købes. RESPEKT til Mette for at stå frem med sin historie, det betyder meget!!

Ingen kommentarer: