1 års jubilæum med Mio

Så har vi haft Mio i hos os i et helt år. Dagen i går var for travl til at blogge, men Mio og jeg ’fejrede dagen’ ved at tage til sommertræning i hundeklubben. Det var som altid superhyggeligt. Der var mange nye ansigter og en del kendte – både 2 og 4 benede. Jeg sluttede mig til ’klikker for begynder’ holdet, og på ét årsdagen er jeg officielt gået i gang med at klikkertræne Mio.

Jeg vil forsøge at træne flittigt med begge hunde, et par gange dagligt. Jeg tror klikkeren vil være en rigtig god hjælper, for at komme i god kontakt med Mio – og at vi bliver bedre til at gå med ham i snor og med begge hunde i snor.

Og forhåbentlig, vil det også være det helt rigtige for agility-træningen – vi skal jo gå til konkurrencer og alt ting :-)

Mio var rigtig glad for at være til træning igen – og det samme var jeg – jeg glemte helt, at jeg havde været oppe kl. 6 og i lufthavnen med Olivia – og at jeg havde været ude og løbe 8 km. Det er bare skønt, når det er sådan. Træning skal ikke være en sur pligt – men en fornøjelse!!

Efter klikkeriet, var der lige tid til at prøve agilitybanen. Også det var fantastisk. Mio var vild af glæde – fór gennem tunnelen, over spring og drønede den ene runde efter den anden rundt om hele banen… Dejligt at se at han tænder på forhindringerne.

Et tilbageblik på sidste sommer, giver virkelig eftertanke. Den første måned handlede det meste om hvordan de 2 hunde enedes. Det tog sin tid for dem at finde ud af det sammen. Men det gik. Inden jeg kiggede arkivet igennem fra juli-august sidste år, troede jeg der gik 2-3 måneder før de fandt ud af det sammen. Men der gik faktisk kun en måneds tid – det siger lidt om at det virkelig var noget der fyldte mentalt. Men jeg vil nok sige, at det hele tiden er blevet bedre og bedre i løbet af det år der er gået.

Noget af det som har overrasket mig mest, og som jeg til at starte med slet ikke havde regnet med, det er dels hvor dejligt det er at have en ’nem’ hund – der skal jo altid arbejdes med den – men en hund som ikke springer op og forholder sig roligt og afslappet i de fleste situationer – det var det vi ønskede os og det vi fik. (At han vil jage de katte og det vildt han ser – tja –det er vist det man kalder ’problematisk normaladfærd’, sådan er det bare at have hund… Han slæber også masser af skidt med ind i huset og smider sin uld overalt – too bad, så må man lade være med at have hund, hvis man ikke kan tage det søde med det sure!)

Og dels at han har givet mig glæden ved at gå til hundetræning og være sammen med andre hundenørder i bl.a. hundeklubben. Det var faktisk heller ikke noget jeg forventet, jeg ville hygge mig med overhovedet....