Jeg ved ikke hvorfor, men i løbet af i aftes faldt det mig ind at De 3 Små Grise, passede perfekt på Helene, Anne Katrine og jeg, som var ude og spise og bagefter til ukulelekoncert med James Hill og Anne Davidson i Verdensmusikhuset på Nørrebro.
Det var billigt og godt, og Anne Katrine kunne fortælle at 'storebror' Kiin Kiin, som lå lige ved siden af, havde fået et Michelin stjernedrys for nylig - Uhm jeg giver dem glad 6 kokkehuer!!
Mætte trillede vi ned mod Skt. Hans Torv, fik en kop kaffe på vejen, og fandt - inde i en baggård - Verdensmusikhuset. Et hyggeligt og meget mørkt sted, hvor vi i hast fik tiltusket os de 2 sidste ledige stole, hvor vi forsøgte at klemme vores tre numser ned - det var nok her mit indfald kom til mig om de 3 små grise :-)
Nikolaj Elof og Tobias Wamberg varmede op, med skøn musik på kontrabas og ukulele. Som en stor overraskelse inviterede de til sidst en gæst op - det store talent Mathias Heise, der spillede suverænt på sin mundharpe.
Her er de alle til sidst, det er Mathias Heise til venstre med mundharpen
Herefter var det James Hill og Anne Davidson og det var supergodt, dog var Nikolaj og Tobias mindst lige så gode. Dog må man sige at James Hill, kan noget anderledes med sin ukulele - han spillede Billie Jean, så det virkelig svingede - og meget kreativ var han. Alt i alt en fed aften, som bare mindede mig om, at jeg skal ud og høre noget mere live musik. Så jeg tænker på, at vi skal ud og høre noget, forskellige genrer, med ungerne, så de kan blive lidt kultiverede...
Her er det James Hill i midten og Danmarks egen ukulele virtuos Tobias Wamberg til venstre for ham:
Idag på vej hjem fra arbejde mødte jeg så en helt anden verden end 'min':
Jeg cyklede afsted på hestestien, som er en 1 km lang stykke landevej, med store hestefolde på siderne. På afstand ser jeg 2 personer, og en hund. Det ser ud som om, de prøver at jage hunden væk ved at sparke grus og småsten på den, skælde den ud og ruske den. I min naivitet tænker jeg, at det måske er et par indvandrere, som er bange for hunden, og ikke kan komme 'af med den' , altså få den til at gå sin vej væk fra dem.
Jeg synes også, at jeg genkender hunden, som den lidt uregerlige Carlos, en unghund der er en blanding af islandsk fårehund og labrador. Derfor antaster jeg høfligt mændene og spørger, om de har et problem med hunden og om jeg kan hjælpe dem, fordi jeg tænker, at jeg nemt kan få ham til at følge med mig, væk fra den aggressive og måske bange mand. Til min store forskrækkelse, og overraskelse, bliver den udadreagerende mand, meget vred på mig og spørger mig, hvad jeg bilder mig ind - han har ikke brug for nogen hjælp. Jeg prøver derfor at forklare, at jeg tror, jeg kender hunden. Ikke et øjeblik falder det mig ind, at jeg også kunne risikere at få tæv - og da slet ikke, at han kunne være hundens ejer (ja, hvor naiv kan man være?). Han siger nemlig lidt efter: 'kan man ikke få lov at gå i fred med sin hund?'
Jeg var slet ikke i stand til at forstå, at han skulle være ejeren, for i min verden behandler man sin hund ordentligt - uden vold! I situationen troede jeg simpelt hen ikke på ham. Manden/ejeren var så aggressiv over for mig, at jeg i forbløffelse undskyldte og prøvede at forklare, hvad min hensigt havde været. Det tog han meget på vej over for - og som Søren sagde, da jeg kom hjem, havde han nok givet mig et par på hovedet, hvis jeg ikke havde været en kvinde.
Det er jo for det første usandsynligt synd for hunden - jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det kan ende med den - her var et klart eksempel på det, der måske ender med at være en hund i et internat, som er bange for en vis type mænd.
For det andet er det bare for underligt, at det faktisk er en 'kendt' hund, som bliver luftet ad de samme stier, som mine hunde og jeg går på. Her møder vi mange af de faste 'hunde/menneske-venner' der lufter samtidig med os. Vi småsludrer om hunde og vind og vejr på fodboldbanen og rundt om marken. Alle mennesker med nogenlunde samme holdning, som vi selv har til hundetræning mv. og jeg har aldrig set nogen af dem udøve vold mod deres hunde (jo de kan gøre altmuligt forkert - men aldrig vold).
Det er underligt fordi jeg også er ret sikker på, jeg et par gange har haft en hyggelig sludder med hundens kvindelige ejer, som har virket helt almindelig - bare for mærkeligt!
Havde jeg været 2 meter høj, og 1 meter bred mand og lidt mindre naiv, havde jeg nok (set i bakspejlet) sagt til idioten: 'nej, du kan ikke forvente at få lov at gå i fred med din hund, når du behandler den sådan i fuld offentlighed'!
I stedet kan jeg se frem til at skulle ignorere hund og ejer de næste gange jeg støder på dem - for hvad gør man egentlig, når man møder hundeejere, som aldrig skulle have haft hund?
Kan/skal man anmelde dem til dyrenes beskyttelse? Hvornår er det dyremishandling - og hvordan dokumenterer man det? (og hvordan finder man ud af hvem de er?)
Vi har også en kvindelig jæger i vores rækkehusbebyggelse, som har 2 stakkels, stakkels Gordon settere, hun slet ikke kan styre, og som hun rykker i og skælder og smælder på, uden af de har gjort noget særligt. Jeg har én gang set hende løfte den ældste af dem højt op i halsbåndet for at skælde den ud, fordi den ikke var kommet da hun kaldte, men i stedet havde jaget videre efter en lærke i en kornmark. Det er nogle år siden, og hun fik da en sidebemærkning for den opførsel. At se hende nu med endnu en hund, det gør bare ondt, på deres vejne :-(
Det var en lise at blive mødt med mine egne logrende søde venner, da jeg rystet kom ind af døren. Hvor er det en fornøjelse at have gode, blide, harmoniske hunde (selvfølgelig med hver deres særegne frækheder), og at have en hund der ser bedende op til én og vil gøre alt for dig (eller en godbid), frem for en underkuet, bange og forvirret hund og en ejer der ikke kan se, at den faktisk finder sig i alt muligt, bare for at gøre ham eller hende tilpas. Og så kan ejerne ikke engang se det - det er en syg relation...
Når forskellige verdener mødes kan det virkelig slå gnister - både af den gode slags, som når man træder ind af døren til Global -Verdensmusikhuset på Nørrebro og sætter sig og hører noget god musik - det er næsten lige meget hvad genre - når bare de spiller godt (- eller måske er jeg bare folkemusikfan uden at vide det...)
Og andre gange kommer der gnister af den mere farlige slags, som når man bliver konfronteret med et helt andet menneskesyn - i det her tilfælde menneskers syn på hvordan man behandler menneskets bedste ven - og hvordan man bliver mødt, når 2 verdener kolliderer som jeg desværre oplevede det i dag.
Kom i bedre humør ved at klikke på dette link: http://youtu.be/oNfMuzeqCxk og mærk den gode og fredelige stemning.
Heldigvis er det forår - og jeg har set de første anemoner idag, jeg vil glæde mig over dem og at det nu er påskeferie! Vi tager i sommerhus, og jeg håber, at jeg får tid til at tage fotos og lære mit kamera endnu bedre at kende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar