Var det min hund?

Det blev en forrygende agilityaften første træningsgang med Trille i hundeklubben. Vi gik jo i DCH sidste sæson - så det var helt nyt for Trille at komme i klubben. Jeg havde glædet mig meget til dagen.

Her er et snap taget med mobilen, mørket er ved at falde på:

OG jeg havde frygtet det værste med hensyn til hendes gøen. Og det varede da heller ikke længe, og så snart vi stillede op og skulle lytte til Gitte (vores træner) og hendes instrukser, var hun klar med sin skingre bjæffen.

Heldigvis var der mulighed for at være aktiv hele tiden, og så længe hun er beskæftiget med et eller andet, ja så er hun tavs. Når ikke vi lige præcis skulle lytte til instrukser, beskæftigede jeg hende med små kontaktøvelser, sit, dæk og bliv - eller lod hende snuse rundt. Hun fik ros, når hun var stille og jeg forsøgte så godt jeg kunne at ignorere bjæf og larm - og i stedet aflede hende - jeg kan roligt sige, at i går blev hun overhovedet ikke skændet på, på grund af gøen (eller andet for den sags skyld).

Konstant agtpågivenhed, var altså kodeordet i går. Jeg slappede ikke af et minut! Tilgengæld, var Trille 98% koncentreret, og da klikkeren først kom frem af lommen, var der ingen ende på, hvad hun kunne. Jeg vidste slet ikke hun / vi var så gode!!! Faktisk troede jeg ikke, hun havde fattet det med den klikker, for da vi gik i DCH sidste sæson, reagerede hun ikke så meget på den - men tilsyneladende har der sneget sig en hel del lærdom ind alligevel. Efterhånden som aftenen skred frem, synes jeg hun blev mere og mere stille.

Igår kunne hun lige pludselig med fornøjelse tage tunnellen, godt nok i en forkortet version. Hun sprang glad over forhindringerne, og kunne også blive sat af foran spring, suse over det og ind i tunellen. Det var en meget stolt og lidt overrasket Isabelle, der stod og fik det til at ske ;-)


Jeg må sige, at jeg var helt høj, da jeg tog fra træning - Trille er jo samarbejdsvillig på et helt andet plan end Mio - ja, de to kan dårligt sammenlignes. Jeg tænker mere og mere over, hvor dejligt det er at have 2 forskellige typer hunde - selvom det kunne være et smukt syn med flere lapphunde i flok - ja, så er jeg efterhånden mere og mere overbevist om at en lille vaks hund også hører sig til!!
Begejstringen går også på, hvor stor en udvikling Trille har gennemgået  - vi var aldrig kommet så langt, uden hundelytter, Mio og træningen især i hundeklubben. Jeg er sikker på, at den gode stemning dér smitter af på mig og dermed på Trille - hun ved jo som regel, hvad jeg tænker, næsten før jeg gør det... Det er bare en fornøjelse, at gå til hundetræning og i det hele taget træne med sin hund - og så er betyder det ikke noget at man først kommer igang, når den er 7, år. Trille fylder 8 på tirsdag, og der bliver mange gode træningsår i hende endnu.

 Trille har lige fået blitzet sine øjne staklen...

Igår var også en god træningsdag for Mio, som jo siden sidst er blevet 2 år - tillykke til ham! Jeg gik en tur ud kun med ham og med klikker, saftige godbidder og et træktov i lommen. Der skal trænes, hvis vi skal være med på AG2. Mio er klart 'lillebror' på holdet - og skal lære nu at blive 'sat af' før et spring. Vi kunne ikke finde ud af det i tirsdags, så det var vores lektier.
Efter en lille tur ud på marken, sluttede vi af med at træne lidt på fodboldbanen. Tænk jer bare - han kunne lige pludselig alt det han skulle. Sidde pænt og vente mens jeg gik fra ham - og også hvis jeg vendte ryggen til ham. Jeg behøvede ikke at sige noget (han er alligevel fattesvag, hvad kommandoer angår - til gengæld læser han 'håndtegn' og kropssproget rigtig godt). Vi fik også leget trækkeleg med tovet - og det var han også god til. Men hurtighed, fra tanke til handling, skal der nok arbejdes meget på at opnå :-)

Nu hvor jeg lige har været afsted med Trille, kan jeg se at en af de store udfordringer med ham, er at 'klappen' går ned - og at han ikke holder koncentrationen særlig længe. Så det gælder om at udnytte det - den korte tid han er på. Der er nok en god halv time i ham - så er han færdig....
På søndag skal vi på Lapphunde gåtur ved sammen med en masse andre Lapphundeejere, måske man kan få sig et par tips til f.eks. variation i træningen og simpelthen træning i koncentration og kontakt længere tid ad gangen.

Når forskellige verdener mødes

I går var det Store Ukulele Aften og De 3 Små Grise, var med!

Jeg ved ikke hvorfor, men i løbet af i aftes faldt det mig ind at De 3 Små Grise, passede perfekt på Helene, Anne Katrine og jeg, som var ude og spise og bagefter til ukulelekoncert med James Hill og Anne Davidson i Verdensmusikhuset på Nørrebro.

Vi startede aftenen med at klemme os ned på sæderne om et lille bitte bord på Aorii i Guldbergsgade. Her mæskede vi den lækreste Thaimad i os, som var vi Chihiros forældre, der bliver forvandlet til grisebasser på grusomste vis.
Det var billigt og godt, og Anne Katrine kunne fortælle at 'storebror' Kiin Kiin, som lå lige ved siden af, havde fået et Michelin stjernedrys for nylig - Uhm jeg giver dem glad 6 kokkehuer!!
Mætte trillede vi ned mod Skt. Hans Torv, fik en kop kaffe på vejen, og fandt - inde i en baggård - Verdensmusikhuset. Et hyggeligt og meget mørkt sted, hvor vi i hast fik tiltusket os de 2 sidste ledige stole, hvor vi forsøgte at klemme vores tre numser ned - det var nok her mit indfald kom til mig om de 3 små grise :-)

Nikolaj Elof og Tobias Wamberg varmede op, med skøn musik på kontrabas og ukulele. Som en stor overraskelse inviterede de til sidst en gæst op - det store talent Mathias Heise, der spillede suverænt på sin mundharpe.

Her er de alle til sidst, det er Mathias Heise til venstre med mundharpen

Herefter var det James Hill og Anne Davidson og det var supergodt, dog var Nikolaj og Tobias mindst lige så gode. Dog må man sige at James Hill, kan noget anderledes med sin ukulele - han spillede Billie Jean, så det virkelig svingede - og meget kreativ var han. Alt i alt en fed aften, som bare mindede mig om, at jeg skal ud og høre noget mere live musik. Så jeg tænker på, at vi skal ud og høre noget, forskellige genrer, med ungerne, så de kan blive lidt kultiverede...

Her er det James Hill i midten og Danmarks egen ukulele virtuos Tobias Wamberg til venstre for ham:

Idag på vej hjem fra arbejde mødte jeg så en helt anden verden end 'min':

Jeg cyklede afsted på hestestien, som er en 1 km lang stykke landevej, med store hestefolde på siderne. På afstand ser jeg 2 personer, og en hund. Det ser ud som om, de prøver at jage hunden væk ved at sparke grus og småsten på den, skælde den ud og ruske den. I min naivitet tænker jeg, at det måske er et par indvandrere, som er bange for hunden, og ikke kan komme 'af med den' , altså få den til at gå sin vej væk fra dem.
Jeg synes også, at jeg genkender  hunden, som den lidt uregerlige Carlos, en unghund der er en blanding af islandsk fårehund og labrador. Derfor antaster jeg høfligt mændene og spørger, om de har et problem med hunden og om jeg kan hjælpe dem, fordi jeg tænker, at jeg nemt kan få ham til at følge med mig, væk fra den aggressive og måske bange mand. Til min store forskrækkelse, og overraskelse, bliver den udadreagerende mand, meget vred på mig og spørger mig, hvad jeg bilder mig ind - han har ikke brug for nogen hjælp. Jeg prøver derfor at forklare, at jeg tror, jeg kender hunden. Ikke et øjeblik falder det mig ind, at jeg også kunne risikere at få tæv - og da slet ikke, at han kunne være hundens ejer (ja, hvor naiv kan man være?). Han siger nemlig lidt efter: 'kan man ikke få lov at gå i fred med sin hund?'
Jeg var slet ikke i stand til at forstå, at han skulle være ejeren, for i min verden behandler man sin hund ordentligt - uden vold! I situationen troede jeg simpelt hen ikke på ham. Manden/ejeren var så aggressiv over for mig, at jeg i forbløffelse undskyldte og prøvede at forklare, hvad min hensigt havde været. Det tog han meget på vej over for - og som Søren sagde, da jeg kom hjem, havde han nok givet mig et par på hovedet, hvis jeg ikke havde været en kvinde.
Det er jo for det første usandsynligt synd for hunden - jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det kan ende med den - her var et klart eksempel på det, der måske ender med at være en hund i et internat, som er bange for en vis type mænd.
For det andet er det bare for underligt, at det faktisk er en 'kendt' hund, som bliver luftet ad de samme stier, som mine hunde og jeg går på. Her møder vi  mange af de faste 'hunde/menneske-venner' der lufter samtidig med os. Vi småsludrer om hunde og vind og vejr på fodboldbanen og rundt om marken. Alle mennesker med nogenlunde samme holdning, som vi selv har til hundetræning mv. og jeg har aldrig set nogen af dem udøve vold mod deres hunde (jo de kan gøre altmuligt forkert - men aldrig vold).
Det er underligt fordi jeg også er ret sikker på, jeg et par gange har haft en hyggelig sludder med hundens kvindelige ejer, som har virket helt almindelig - bare for mærkeligt!

Havde jeg været 2 meter høj, og 1 meter bred mand og lidt mindre naiv, havde jeg nok (set i bakspejlet) sagt til idioten: 'nej, du kan ikke forvente at få lov at gå i fred med din hund, når du behandler den sådan i fuld offentlighed'!
I stedet kan jeg se frem til at skulle ignorere hund og ejer de næste gange jeg støder på dem - for hvad gør man egentlig, når man møder hundeejere, som aldrig skulle have haft hund?

Kan/skal man anmelde dem til dyrenes beskyttelse? Hvornår er det dyremishandling - og hvordan dokumenterer man det? (og hvordan finder man ud af hvem de er?)

Vi har også en kvindelig jæger i vores rækkehusbebyggelse, som har 2 stakkels, stakkels Gordon settere, hun slet ikke kan styre, og som hun rykker i og skælder og smælder på, uden af de har gjort noget særligt. Jeg har én gang set hende løfte den ældste af dem højt op i halsbåndet for at skælde den ud, fordi den ikke var kommet da hun kaldte, men i stedet havde jaget videre efter en lærke i en kornmark. Det er nogle år siden, og hun fik da en sidebemærkning for den opførsel. At se hende nu med endnu en hund, det gør bare ondt, på deres vejne :-(

Det var en lise at blive mødt med mine egne logrende søde venner, da jeg rystet kom ind af døren. Hvor er det en fornøjelse at have gode, blide, harmoniske hunde (selvfølgelig med hver deres særegne frækheder), og at have en hund der ser bedende op til én og vil gøre alt for dig (eller en godbid), frem for en underkuet, bange og forvirret hund og en ejer der ikke kan se, at den faktisk finder sig i alt muligt, bare for at gøre ham eller hende tilpas. Og så kan ejerne ikke engang se det - det er en syg relation...

Når forskellige verdener mødes kan det virkelig slå gnister - både af den gode slags, som når man træder ind af døren til Global  -Verdensmusikhuset på Nørrebro og sætter sig og hører noget god musik - det er næsten lige meget hvad genre - når bare de spiller godt (- eller måske er jeg bare folkemusikfan uden at vide det...)
Og andre gange kommer der gnister af den mere farlige slags, som når man bliver konfronteret med et helt andet menneskesyn - i det her tilfælde menneskers syn på hvordan man behandler menneskets bedste ven - og hvordan man bliver mødt, når 2 verdener kolliderer som jeg desværre oplevede det i dag.

Kom i bedre humør ved at klikke på dette link: http://youtu.be/oNfMuzeqCxk og mærk den gode og fredelige stemning.



Heldigvis er det forår - og jeg har set de første anemoner idag, jeg vil glæde mig over dem og at det nu er påskeferie! Vi tager i sommerhus, og jeg håber, at jeg får tid til at tage fotos og lære mit kamera endnu bedre at kende.

Agilitysæsonen er skudt igang!

Så oprandt dagen og vi skulle afsted til agility, Mio og jeg, for første gang i år. Vi er nu rykket op på det næste niveau - AG2 - men desværre kom vi en halv time for sent - med vilje- fordi jeg var sikker på at det startede 19.30. (Men det er så nok kun AG1 som jeg skal gå på med Trille, om torsdagen der starter sent).

Men skidt med det, vi fik lov at løbe en bane, som så meget indviklet ud, med tal ved forhindringerne og alting. Det så ret avanceret ud, banen bestod dog 'kun' af spring og en tunnel. Det sværeste var faktisk at huske rækkefølgen, og lige lave en halv piruetteting, på den rigtige måde, på det rigtige tidspunkt. Og det gik MEGET bedre end jeg havde kunne drømme om. Mio tøvede slet ikke ved tunnellen, så det var et stort plus. Alt i alt en kort men god træning.

Og stemningen på holdet virkede også super (søde og rare mennesker og deres ditto hunde), det var, som altid, hyggeligt at sludre og snakke hund efter forhindringerne møjsommeligt blev båret ind i 'skuret'.

Vores nye træner Steen talte om 'felt'forhindringer og musemåtte - der måtte vi melde hus forbi, for det har vi ikke prøvet før, hverken på AG1 eller i DCH, hvor jeg gik med Trille i efteråret. Jeg skal dog forsøge at træne Mio med klikkeren, og lære ham at sætte poterne på musemåtten. Det må vi prøve, når vi tager i sommerhuset i påsken - og måske tage et spring og slalompinde med.

Det har ellers været lidt småt med indlæggene her på bloggen den sidste tid. Jeg får ikke kameraet med ud på turene - og jeg kan bedst lide, når der er fotos med også. Men det må I undvære denne gang- skal prøve at blive bedre, nu hvor jeg faktisk har et super kamera.

I den sidste måneds tid har Trille været i løbetid. Faktisk har hun været 'højløbsk' eller i hvert fald interesseret i at blive parret i næsten 2 uger nu. Stakkels Mio bliver konstant 'inviteret' en tur på ryggen af hende. Og når ikke han gider, hopper hun da bare på ham. Det er ved at blive FOR meget, så jeg prøver, at give Mio en pause fra hende ind i mellem. Håber det snart er overstået - for jeg er også i tvivl, om jeg tør lade hende løbe løs, når hun er så interesseret i det andet køn - meget besværligt. Før vi fik Mio, var hun altså ikke så 'tændt'!! Mystisk!
Vi skal nogle dage i sommerhus i påsken, så det kunne være rart om hun bliver sig selv igen, så vi ikke konstant skal overvåge hende.

Mens Trille har været i løbetid, har jeg haft begge hunde mere i snor, end jeg plejer. Det går fint med dem begge i flekslinerne, der går ikke meget kludder i det længere. Jeg skal bare sørge for at holde begge fleksliner så korte som almindelige snore, lige når vi går ud og hvis der er andre hunde, eller dyr de vil jage i nærheden. Mio går faktisk utrolig pænt i en kort snor, hvis bare tempoet ikke bliver for langsomt. Jeg forsøger at lære ham at hvis han trækker i den lange line, ja så bliver den altså helt kort i et stykke tid, det fungerer OK. Trilles trækken lægger man dårlig mærke til, da hun er så lille. Men hun er også nemmere at styre med stemmen, efter snart mange års træning. Jeg satser på det vil gå samme vej med Mio.
Han gør fortsat af nogle udvalgte hunde, han ser på afstand. Jeg arbejder på, at det bliver bedre, og det har jeg også en fornemmelse af at det gør. Han registrerer i hvert fald lynhurtigt, hvis jeg selv bliver bekymret over om den fremmede hund nu er én han vil reagere på. Hunde vi kender godt er intet problem. Jeg prøver dels at snakke med ham og rose ham, når han er rolig/tavs - dels at gå modsat eller en stor bue udenom 'problemhunden'- hunde, som jeg tænker sender nogle 'ikke dæmpende' signaler, som jeg slet ikke får registreret. For leden mødte vi en sheltie han, som sendte meget tydelige dæmpende signaler - der var slet ikke noget problem i at gå forbi, og endda hilse på den. Måske kan jeg få et par gode råd til træningen.

I dag fik Mio forresten en ingefær -urtekøresygepille. Jeg havde læst om en ejer og hans labrador, som havde samme problem som os. Her anbefalede adfærdsbehandleren at give en enkelt 'urtepille' mod køresygen - og tænk, jeg tror det virkede efter hensigten. Lige nu ligger Mio  'død' og hviler ud efter aftenens strabadser. Det var nok egentlig meget godt, vi kun nåede halvdelen af træningen, så det kun blev successer, vi fik. Han har ikke engang haft lyst til at spise sin aftensmad - men jeg fik da klemt et par godbidder i ham, da han sad i bilen, inden vi kørte hjem. Så han har altså ikke været alt for stresset. Håber dog ikke det er stress, men træthed der gør at han sprang maden over nu her.

Nu er jeg så også klar til at 'ligge død'. I morgen aften skal jeg til syning, og torsdag ud med veninderne og spise og til Ukulelekoncert med James Hill, virtuosen fra Canada. Godt vi snart har påskeferie og kan hvile ud :-)